Af Katrine Rosenbæk, freelancejournalist
Indtil nu har mange højskolelærere betragtet deres arbejde som en livsstil, hvor undervisningstimer om oplysningstiden eller kite-surfing er smeltet sammen med den efterfølgende eftermiddagskaffe og samtale med eleverne. Dét vi i høj grad kender som højskolelivets raison d'être: samværet.
Men med de nye ansættelsesvilkår, som Moderniseringsstyrelsen offentliggjorde i februar, er denne sammensmeltning blevet sat på prøve. De nye vilkår skal indarbejdes i aftalerne med lærerne på de enkelte skoler. På Grundtvigs Højskole har det ført til forhandling mellem ledelse og lærere, hvor specielt lærerne har følt sig pressede.
Indtil nu har en lærer maksimalt måtte undervise 408 timer årligt, men de nye vilkår fjerner loftet. Maks timetallet har skullet sikre balance mellem en lærers arbejdsopgaver - for eksempel antallet af undervisningstimer i forhold til samværstimer. Selvom det står skrevet i de nye vilkår, at samvær betragtes som en opgave på linje med undervisning og forberedelse, frygter man alligevel, at tiden til forberedelse og især undervisning vil gå ud over samværsdelen.
De nye vilkår indeholder også en ny basisløn, som vil resultere i lønstigning for lærerne. Det medfører en udgift for skolerne, som ledelsen kan vælge at finansiere ved at give lærerne flere undervisningstimer. Undervisningstimer, som vil blive taget fra de timer, der ellers ville være blevet brugt på samvær eller forberedelse. Samme løsning vil i økonomisk trange tider være noget, ledelsen vil kunne gøre brug af. De nye vilkår giver altså langt hen af vejen øgede bestemmelser til ledelsen.
Ydermere står skolerne over for en ny administrativ opgave med at tælle timer. Arbejdstiden i de nye vilkår hedder nemlig 37 timer ugentligt, mens der ikke er mulighed for overarbejde; der betales ikke løn for det, og muligheden for afspadsering findes heller ikke.
Alle parter interesserede i at bevare samværet
"Mange højskolelærere arbejder allerede mere end fuld tid, så mere undervisning kan kun hentes fra samværsdelen, som netop er højskolens eksistensgrundlag. Forberedelsesfaktoren kan ikke gøres mindre end 1:1 i snit, uden at det går ud over kvaliteten," fortæller Johnnie Bøtker Laursen, der er lærer på Gymnastik- og idrætshøjskolen Viborg og medlem af Højskolernes Lærerforenings nye bestyrelse. I en lignende fremtidig situation vil bestyrelsen arbejde for, at lærerne får forhandlingsret, hvilket de ikke har lige nu.
Johnnie Bøtker Laursen fortæller, at indføringen af de nye vilkår på mange skoler har været en udfordring. Han oplever især bekymringen for bevarelsen af samværet som en fællesnævner for mange skoler.
I en tid, hvor højskolerne i forvejen udsættes for besparelser, er det svært at finde løsninger, der både er acceptable for lærere og ledelse. Men generelt har han oplevet, at alle parter har været interesserede i at finde løsninger, hvor både kvaliteten, fleksibiliteten og samværet bevares
Lærere sætter hælene i
På Grundtvigs Højskole har et løsningsforslag fra ledelsens side ført til forhandlinger mellem ledelse og lærere. Henrik Rasmussen er lærer på skolen og beskriver forløbet som en hård kamp:
"Udspillet var ikke, at vi skulle finde en fælles løsning, men mere at ledelsen forsøgte at tage de frugter, som der var mulighed for med et ret offensivt udspil fra deres side. Som udgangspunkt var de ikke villige til at rykke sig og stod fast ved, at det alene var lærerne, der skulle op i undervisningstid for at dække det øgede lønniveau. På den måde har vi ikke følt særlig stor fleksibilitet i forhold til, at de skulle imødekomme os, og at vi fælles skulle løfte byrden. Det er i sidste øjeblik i forhandlingerne lykkedes at rykke dem lidt."
Mens ledelsen har ment, at de flere undervisningstimer skulle tages fra forberedelsestiden, har lærerenes modsvar været, at de skulle tages fra timer med samvær. Det er ifølge Henrik Rasmussen ikke noget, lærerne har lyst til, men det er deres eneste modvægt mod ledelsens krav.
"Hvis ledelsen sætter undervisningstiden op, skal de kunne mærke, at vi sætter hælene i - ellers har vi ikke noget at presse dem på."
Han fortæller, at der er en frygt for, at ledelsen vil udnytte deres udvidede beføjelser og i økonomisk dårligere tider få lærerne til at undervise mere på bekostning af samvær og forberedelsestid. Af samme grund er lærerne tilfredse med, at aftalen først skal genforhandles om tre år, for de er bange for, at løbende forhandlinger vil resultere i mere undervisning.
Han påpeger dog, at han oplever det som en gensidig interesse fra lærernes og ledelsens side at holde fast i alle dele af højskolearbejdet.
Åben og løbende dialog
Forstander på Grundtvig Højskole, Jakob Mejlhede Nielsen, siger også, at han nødig vil skære ned på samværet:
"Jeg synes, det er en del af vores særkende. Begge parter har måtte strække sig lidt længere, end de ville, men vi har fundet et leje, hvor begge parter kan gå ind for det. Det er klart, at lærerene har haft nogle frustrationer, men jeg synes, vi har kunnet tale ordentlig sammen, og det har været vigtigt."
Han påpeger, at ledelsen har bestræbt sig på en åben og løbende dialog, og at de for flere måneder siden informerede om de nye
vilkår og kom med et løsningsforslag. Ligesom Henrik Rasmussen er han også tilfreds med, at aftalen først skal genforhandles om tre år, idet han er interesseret i en aftale, der holder og ikke ligger i konstant forhandling.
Aftalepapir skal sikre undervisningstimetal
I forlængelse af de nye vilkår har Folkehøjskolernes Forening forfattet et charter, som højskolerne frivilligt kan tilmelde sig,
i ønsket om at bevare en undervisningstimenorm på max 4-500 timer årligt.
Vestjyllands Højskole er med i charteret, og forstander Else Mathiasen fortæller, at de følger det timetal, de altid har gjort. Hun fortæller, at der blandt ledelse og lærere er lavet et aftalepapir om ikke at hæve undervisningstimetallet. Det er blevet lavet på initiativ af lærerne og skal revurderes efter et år:
"Aftalepapiret er jo under forudsætning af, at økonomien holder, og at bestyrelsen kan gå ind for det - det er en hensigtserklæring, for det er klart, at man kan komme i den situation, hvor man må sige 'skal vi afskedige en lærer, eller skal vi se lidt anderledes på det her papir?'", siger Else Mathiasen.
De nye vilkår har altså i høj grad medført et forvirrende forår for landets højskoler med store bebudede omvæltninger på mange essentielle parametre.