Og vinderen af Højskolepædagogisk Pris blev...

Publiceret 16-11-2016

Den første modtager af den nyindstiftede Højskolepædagogisk Pris på 25.000 kr. blev Leo Komischke-Konnerup, chefkonsulent på UC SYD. Han modtager prisen for at ”fastholde pædagogikken i spændingsfeltet mellem menneske og samfund.”

Af Redaktionen

På højskolernes lærerkonference på Nørgaards Højskole blev Højskolepædagogisk Pris uddelt for første gang. Prisen, der er på 25.000 kr., gik til Leo Komischke-Konnerup, chefkonsulent på UC SYD, for blandt andet "at fastholde pædagogikken i spændingsfeltet mellem menneske og samfund. Det gør han fordi, han ved, at pædagogik ikke bør ignorere nogle af delene. Det er en spænding, som har fulgt højskolen altid".

I motivationen lyder det endvidere:

"Når Leo fortjener prisen, er det fordi, hans engagement og indsigt i pædagogikkens klassiske spændinger ikke bare er anledning til et kritisk blik på den skole- og uddannelsespolitiske udvikling. Det er i lige så høj grad afsæt for en kritik af højskolerne. For Leos pointe er også, at højskolerne må vedkende sig at være en del af samfundet. Højskolerne er ikke et frirum til selvudvikling eller et konkurrencefremmende talentakademi.  Højskolen er en dannelsesinstitution, og som dannelsesinstitution må højskolens praksis aldrig blive ren menneske- eller ren borgerfabrik. For så er det ikke længere en højskole."

Om Leo Komsichke-Konnerup

Leo er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og i dag chefkonsulent ved UC SYD, hvor han igennem en årrække har beskæftiget sig med de frie skoler. Sideløbende er han i gang med at skrive en ph.d. afhandling ved Aalborg Universitet inden for det pædagogiske felt. Ved siden af sin forskning har Leo udgivet adskillige artikler om pædagogik, skole og dannelse i tidsskrifter og bøger (blandt andet iHøjskolepædagogik). Helt aktuelt er bogenMenneske eller borger - skolens pædagogiske grundproblemnetop udkommet på Akademisk Forlag.

Om Højskolepædagogisk Pris

Prisen bliver uddelt hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i samarbejde med Højskolebladet i forbindelse med Højskolernes Lærerkonference. Formålet med "Højskolepædagogisk Pris" er at udbrede kendskabet til højskolepædagogik som et særligt pædagogisk felt. Både tilgang og praksis har rødder i en dansk og europæisk pædagogisk tradition, og samtidig har højskolepædagogikken et moderne perspektiv på den højaktuelle debat om skole, dannelse og uddannelse i Danmark og i resten af verden.

Kriterier

Prisen gives til en eller flere personer, en institution eller en organisation, der i løbet af året eller gennem en længerevarende indsats har ydet et praktisk eller teoretisk bidrag til at udvikle eller formidle højskolepædagogikken. Modtageren kan være en person i højskoleverdenen, der har bidraget til at udvikle den samlede skoleform eller den generelle pædagogiske debat i Danmark, eller det kan være en person uden for højskoleverdenen, der med sit arbejde inden for felterne pædagogik, skole og dannelse har bidraget til at udvikle eller skabe debat om højskolens opgave og pædagogiske praksis.

Frem til den 1. oktober kunne alle indstille kandidater til prisen. Prismodtageren blev så i sidste ende valgt af en komité bestående af Simon Finnerup, lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Rasmus Kjær, pædagogisk chef for TAMU og Rikke Holm, viceforstander på Engelsholm Højskole.

Se alle indstillinger her