Af Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø
Gennem de seneste år er højskolebevægelsen kommet til at lide af åndenød, som truer med at underminere hele højskoleformen. Det begyndte i en tid, hvor de enkelte højskoler var pressede, så ingen rigtigt bed mærke i forandringerne. Vi er kommet igennem krisen i 00'erne, og de fleste højskoler har igen fuldt hus og økonomisk overskud.
Derfor må vi også have overskud til at stoppe op og spørge os selv om, hvorvidt vi kan stå inde for højskolebevægelsen, som den er ved at udvikle sig, hvor debat og kampvalg er næsten ikke-eksisterende, hvor højskolens livsform reduceres med forstanderes og læreres stigende fravalg af bopælspligt, og hvor den grundtvigske selvforståelse skrives ud af FFD's arbejde.
Årsmøderne og debatten der blev til gruppearbejde
På FFD's årsmøde på Kobæk Strand den 28.-29. maj affødte formand Lisbeth Trinskjærs beretning en - siger og skriver en - kommentar fra forsamlingen. Ingen uddybende spørgsmål, ingen debat. Vi var færdige en halv time før frokost, så dirigenterne, der skulle styre debatten, der aldrig kom, i stedet for arrangerede kanonsang.
Ved årsmødet i 2015 på Nørgaards Højskole, hvor Marianne Jelved som kulturminister og hermed skoleformens minister var gæstetaler, var der for første gang i foreningens historie ikke afsat tid, så ministeren kunne konfronteres. Ingen spørgsmål, ingen debat.
På årsmødet i år vedtog vi en ny foreningsstrategi for de næste fem år. Forud for mødet havde bestyrelsen i januar indkaldt til medlemsmøde, som blev aflyst pga. manglende tilslutning. Højskolefolk fandt det tilsyneladende ikke nødvendigt at sætte sig ind i strategien og bruge tid på at møde op for at diskutere strategiens konsekvenser for højskoleformens virke. Herefter blev strategien sendt ud til medlemmerne for kommentarer, hvor en - siger og skriver en - person gjorde sig den ulejlighed at kommentere den. På nok et møde om strategien på Brandbjerg Højskole den 23. marts var en del af os vågnet op. Omkring 50 deltog. På årsmødet blev strategien vedtaget på generalforsamlingen efter en omgang gruppearbejde. Ingen spørgsmål. Ingen debat.
Det er nemlig lykkedes Højskolernes Hus og bestyrelsen at indføre en konsensusstrategi, hvor succeskriteriet åbenbart er ro på bagsmækken. Det har man blandt andet kunnet slippe af sted med, fordi det arbejde, der udføres af Højskolernes Hus og bestyrelsen, er gedigent og bedre end set i mange år.
Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø
Højskolen får åndenød af konsensus
Årsmødet på Idrætshøjskolen Bosei i 2010 er det sidste årsmøde, hvor der kan tales om en livlig debat. Siden er debatten indbyrdes mellem medlemmerne og bestyrelsen og medlemmerne imellem fordampet. Måske har bestyrelsen ønsket det sådan. I hvert fald er det bestyrelsen, der i stedet for at fordre den fælles debat på årsmøderne har erstattet den med gruppearbejde, hvor den ene gruppe ikke aner, hvad den anden taler om, og hvad gruppearbejdet egentlig skal bruges til.
Ved valget til bestyrelsen i år var der kun opstillet det antal kandidater, der var pladser til. Endnu et fredsvalg. Hvorfor også engagere sig i en forening, hvor fred og fordragelighed hersker, og hvor det blot er business as usual?
Læs Simon Lægsgaard svar:
Det er nemlig lykkedes Højskolernes Hus og bestyrelsen at indføre en konsensusstrategi, hvor succeskriteriet åbenbart er ro på bagsmækken. Det har man blandt andet kunnet slippe af sted med, fordi det arbejde, der udføres af Højskolernes Hus og bestyrelsen, er gedigent og bedre end set i mange år:
Indførelsen af en højskolepædagogisk uddannelse (HPU), stærkere netværk blandt højskolelærerne, deltagelse på Folkemødet osv. Højskolernes Hus har oprustet og yder skolerne en kompetent hjælp. Højskoleforeningen er blevet mere synlig i den pædagogiske debat med udgivelsen af Højskolepædagogik. En fortælling om livsoplysning i praksis og Demokratisk dannelse. Højskolen til debat og har i forlængelse heraf afholdt to store konferencer med deltagelse fra hele uddannelsesspektret.
Det er selvfølgelig ikke nytænkningen og det store, gode arbejde til gavn for højskolerne, vi kritiserer; men vi finder denne ro på bagsmækken-strategi problematisk, fordi det har resulteret i en strømlinet, fordragelig og tandløs højskoleforening. Det er ikke til at se forskel på FFD og andre foreninger, hvor FFD - ligesom de - nu også afholder årsmøde på et kursuscenter.
Ved vi, hvad vi vil mere end "brød og skuespil"? Skal vi holde sammen som bevægelse, skal vi have noget at holde sammen om og turde sætte dette 'noget' til fælles debat.
Ej alt i fred-lér forme,
men vælge livets storme
for gravens stille ro
synger vi med Grundtvig (Højskolesangbogen nr. 88). At turde vælge stormene for at hindre gravens stilhed gælder også FFD, og i det lys ser vi de tamme årsmøder med den manglende debat og de mange fredsvalg som et kæmpe problem, fordi det udvander vores forening.
Hvis vi som højskolefolk ikke længere mener noget, når vi forsamles, bliver vi meningsløse. Hvis vi ikke længere finder det nødvendigt at diskutere grundlæggende ting som en strategi, eller hvilken vej foreningen skal bevæge sig, dør foreningens ånd. FFD må ikke blive en velsmurt maskine, vi blot skal optimere og holde i gang på tidsåndens præmisser, for så ender vi med at glemme, hvorfor vi holder højskole. Og set udefra vil vi som bevægelse falde i ét med det grå samfundstapet, fordi bevægelsen ikke længere bevæger sig.
Fra tidligere at kunne opleve debatter mellem højskolefolk, hvor det var som en kamp på liv og død, er FFD nu forvandlet til en - om end velfungerende - teknokratisk, operationel forening, hvor kamp-diskussionerne er erstattet af gruppearbejde om faglige termer.
Sætter vi bopælspligten overstyr, sælger vi ud af traditionen, og højskolen vil gå fra at være et hjem til at blive en institution, hvor eleverne bor med en vagtlærer, og man ikke længere møder os som mennesker, men som personer.
Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø
Bopælspligt og hjemlighed er højskolens DNA
Det var Christen Kold, der for alvor virkeliggjorde Grundtvigs højskoletanker. For ham var hjemligheden det centrale, hvor forstanderen, lærerne og eleverne boede under samme tag og levede i en fælles hverdag med undervisning, samvær, fællesspisning og alt det andet, der hører denne livsform til.
Christen Kold - og mange siden ham - anså det for et kald at være forstander og højskolelærer - en livsform, som man samtidig var så heldig at få løn for. Det var ikke en pligt, men en selvfølge at man boede på skolen, for ellers kunne man ganske enkelt ikke holde højskole. Så tvangsordet 'bopælspligt' lå helt uden for deres forståelsesverden og erfaringshorisont. Ordet kendes i øvrigt først fra 1962.
I vores optik er vi her inde ved selve højskolens kerne. Det, at forstanderen og lærerne bor på højskolen, er en ligeså central del af højskolens DNA som højskolens eksamensfrihed; men over de senere år er der sket et markant skred. Med revideringen af højskoleloven i 2006 fik de enkelte højskolers bestyrelse mulighed for at give dispensation fra bopælspligten. Konsekvensen heraf er blevet, at stadig flere forstandere og lærere i dag vælger ikke at bo på højskolerne. Det, der var tænkt som en undtagelse fra reglen, er nærmest blevet reglen.
Udviklingen er ganske enkelt ødelæggende for højskoleformen! Hvorfor? Fordi højskolerne er mere end en almindelig uddannelsesinstitution. Højskolerne er også et internat, hvor lærer-elev-samværet i særlig grad understreges af, at man som forstander og lærere bor og lever i det miljø, hvor vi har eleverne og kursisterne boende. Det er, hvad tusindvis af højskolelever gennem årene kan berette om som det særlige ved deres højskoleophold: at de blev undervist af dem, de også boede sammen med, spiste og festede samme med.
Det er præcis livsformen, der pointeres i højskoleloven, når det kræves, at en højskole som minimum råder over to boliger, hvoraf den ene skal bebos af forstanderen, men at der kan gives dispensation fra forstanderens bopælspligt. Med "kan" mener loven undtagelsesvis.
Når man ikke bor på skolen, men måske 20-75 kilometer væk, tænker man naturligvis på, hvornår man har fri og kan komme hjem til det, som skal passes der. Man møder stresset op, fordi man har været tidligt oppe, siddet i kø på motorvejen, eller man kommer for sent pga. DSB's forsinkelser. Nogle lærere forhandler sig endog frem til, at de kun skal være på skolen nogle af ugens dage. Og så videre. Lønmodtagermentaliteten gør uvilkårligt sin entre. Fortsætter udviklingen, ødelægger det højskolens livsform og den hjemlighed, som er skolens vigtigste ramme, og som kun kan skabes det sted, hvor man selv har hjemme.
Sætter vi bopælspligten overstyr, sælger vi ud af traditionen, og højskolen vil gå fra at være et hjem til at blive en institution, hvor eleverne bor med en vagtlærer, og man ikke længere møder os som mennesker, men som personer.
En lovændring er påkrævet
Vi vil derfor på det kraftigste opfordre FFD's bestyrelse til at arbejde for en lovændring, så det fremover ikke bliver muligt at fravige forstanderens bopælspligt - ligesom man skal stille krav om, at et vist antal lærere skal bo på eller ved højskolen. En højskole skal derfor råde over mere end to boliger.
Forstandere og lærere, der i dag ikke bor på højskolerne, skal naturligvis kunne fortsætte med det, men nyansatte forstandere og flere nyansatte lærere skal have bopælspligt. Målet må være at forstanderen og hovedparten af fastansatte lærere bor på skolen.
Argumenterne mod at bo på skolen er kendte: Det er svært, når der ikke er ordentlige lærerboliger til rådighed, ansøgerfeltet blandt forstandere og lærere begrænses af bopælspligten, mange vil nødigt flytte fra byen, andre har svært ved at navigere i en livsform, hvor arbejde og fritid mere eller mindre flyder sammen, ligesom ægtefællen ofte ikke ønsker at være en del af højskolelivet.
Disse indvendinger ændrer imidlertid ikke ved det faktum, at skoleformen står i fare for blot at blive ligesom andre kostskoler, men netop ikke højskoler. Før i tiden blev boligen ved skolen ikke set på som en pligt, men som et gode. Den forståelse skal vi have tilbage.
Folkehøjskolens idé
Vi har en fornemmelse af, at FFD og højskolen som bevægelse er kommet til at lide under et manglende kendskab til Grundtvigs og Kolds idéer om højskolens fundament og tradition.
En håndfuld grundtvigske begreber har altid båret højskolen og er indgået i FFD's måde at se sit arbejde på, f.eks. når nye strategier skulle udformes:
1) Livsoplysning
2) Det historisk-poetiske
3) Det levende ord - mundtlighed
4) Vekselvirkning
5) Folkelighed
I FFD's arbejde synes det, som om disse begreber er erstattet af, hvad man på lidt fladt hverdagsdansk kalder "højskolens pædagogik". Men højskolen og dens undervisning er og skal være meget mere, end der rummes i begrebet pædagogik, ellers giver det ingen mening at holde højskole.
Det grundtvigske har altid (læs: indtil for få år siden) været til debat i højskolen - netop til debat! Undervejs har der været skoler, der har udfordret det grundtvigske, f.eks. Oure der ville erstatte Grundtvig med Brandes. Men tak til Oure og andre, der undervejs kastede handsken, så den uvilkårligt måtte samles op. Desværre er disse markeringer og denne kampiver på liv og død for idéerne i højskolen forsvundet, og det udvander os.
På trods af forskellighederne højskolerne imellem har FFD's formænd altid haft en grundtvigsk forankring med kendskab til de grundtvigske kerneværdier. I nyere tid K.E. Larsen, Frederik Christensen, Ove Korsgaard, Mogens Hemmingsen, Søren Bald, Louis Mogensen, Helga Kolby. Hvordan de forholdt sig til disse kerneværdier er f.eks. altid indgået i deres beretninger på årsmøderne. Som medlem af FFD havde man en fornemmelse af, at Grundtvig sad med ved bordet - i nogle perioder mere end i andre, men i det mindste kunne man altid fornemme ham. Nu oplever vi, at Grundtvig er faldet i ét med tapetet.
Vi siger ikke, at den nuværende formand Lisbeth Trinskjær og den siddende FFD-bestyrelse ikke har en fod plantet i traditionens værdier - de skilter bare ikke så meget med det i ord og tale, at det er til at høre eller få øje på.
I den netop vedtagne strategi for de næste fem år er det grundtvigske således helt skrevet ud, hvilket vi i et brev til FFD's bestyrelse gjorde opmærksom på. Efterfølgende blev der skrevet et Grundtvig-vers og nogle linjer fra vores brev ind i strategien - for at sikre roen på bagsmækken - men strategiens store visioner er uden forankring i højskolens grundtvigske særkende.
Forstander Torben Smidt Hansen fra Vallekilde Højskole, der har en fortid som chef i DR, udtrykte meget klart ved mødet den 23. marts på Brandbjerg Højskole, at han ikke kunne se forskel på DR's strategier og den strategi, han fik i hånden af FFD.
Den grundtvigske tradition med samtalen om højskolen på liv og død kombineret med højskolens livsform sikret ved bopælspligten er det, der gør højskolen original.
Det er denne originalitet, vi, der for tiden har en højskole til låns, har taget på os at sikre. Det gælder også FFD. Vi har ikke blot et job, der skal udføres. Vi har en tradition, vi skal styrke og videreføre, for uden den ingen højskole. Med FFD i spidsen accepteres det lige nu, at der gives køb på traditionen; men fortsætter traditionstabet, går højskolen fra at være original til at være ordinær.
Blå bog
Mads Rykind-Eriksen
47 år, cand.mag. i historie og filosofi. Forstander for Rødding Højskole siden 2007. Tidligere højskolelærer på Båring Højskole og Ry Højskole.
Erik Lindsø
63 år, læreruddannet, forfatter og foredragsholder. Tidligere højskolelærer på Haslev Højskole, Danebod Højskole, forstander for Rønshoved Højskole og informationschef i FFD. De seneste ti år tilknyttet Rødding Højskole.