"Folk vil gerne tales op til"

Publiceret 02-02-2017

De tre spillemænd i tidens succesband Folkeklubben turnerer land og rige rundt i deres rullende højskole og vinder publikum med en dagsorden, hvor danskhed rimer på dannelse, hvor Rifbjerg trumfer Vild med dans, og hvor Danmark hænger sindssygt godt sammen. Højskolebladet har mødt bandet og deres fans.

Foto: Morten Aagaard Krogh

Tekst af Evelina Gold, foto: Morten Aagaard Krogh

TØNDER KULTURHUS

Oktober 2016

Klokken lidt i halv ni begynder foyeren at knitre af overtøj og forventning. "Folkeklubben - Tønder Kulturhus - Fredag den 21. oktober 2016", står der på plakaten udenfor. Og med sort tusch henover: UDSOLGT. På et podie midt på kulturhusets endnu tomme scene knejser Folkeklubbens trofaste cykel med styret. Ladcyklen, der engang udgjorde bandets tourbus og lagde hjul til deres drømme, og som nu nyder sit otium deroppe i orkanens øje.

En del gensynskram de medsammensvorne fans imellem, nogle fyldte fadøl og tre kvarter senere går forsangeren Kjartan Arngrim, guitaristen Rasmus Dall og trommeslageren Rasmus Jusjong på scenen til lyden af folkedybets trofaste klapsalver. Som noget nyt har de den cubanske percussionist, Yohan Ramon, med på congas, bongos og maracas. Og så er efterårsturnéens første
koncert i gang.

To numre inde i første sæt tager Kjartan Arngrim en digtsamling frem. Det er Klaus Rifbjergs Knastørre digte, hvorfra Folkeklubben har hentet titlen på deres tredje album, Slå Flint!. Et album, der siden det udkom i august 2016, er blevet overdænget med stjerner fra selv de sureste anmeldere, og som er strøget direkte ind på førstepladsen på den officielle danske album-hitliste.

"Det tager ti sekunder at læse op. Det er på syv linjer. Og skulle der stå en derude og sige 'det' sgu lige godt grov'," så kommer her en lille serviceoplysning: Løber du nu, så kan du nå hjem og se afgørelsen på Vild med dans," siger Kjartan og smiler til publikum, der svarer med begejstret hujen og intense klapsalver.

Slå flint!
Hvis gnisten falder heldigt
Brænder bålet.

Slå flint!
Og hvis det hele kikser
Var der gnisten

Som stinker tørt og
Fucking godt.

"Klaus Rifbjerg - giv ham en hånd!" siger Kjartan, og publikum lader klapsalverne regne ned over den store, danske digter. Sådan begynder endnu en aften i Folkeklubbens selskab. En tour de force gennem dansk kulturarv, litterære mastodonter, musikalske helte, vittig samfundskritik, uimodståelige melodier og fællesskabets fest. En elegant hilsen til Johannes V. Jensen, Martin A. Hansen, Brorson og Birthe Kjær. En hyldest til Benny Holst. En musikalsk gengivelse af tennis- og jazzikonet Torben Ulrichs filosofi om det perfekte slag. Et nik til Tom Kristensen, til Kjartans bedstefar, til Bob Dylan og J.D. Sallinger. En lussing til hykleriet på højrefløjen og på venstrefløjen og til den helt private, fede nærighed.

Danmark hænger fuldstændigt sindssygt godt sammen. Der, hvor der kun skulle være skimmelsvamp og incest, findes nærvær, fordybelse, sammenhængskraft, lidenskab og viljekraft.

Kjartan Arngrim, forsanger i Folkeklubben.

VESTERBRO, KØBENHAVN

December 2016

Der er morgenkaffe på bordet i Kjartan Arngrims køkken i en toværelses på Vesterbro i København. Kjartan, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall sætter sig til rette ved det store, ovale spisebord og gør klar til at tale om dannelse, folkelighed og danskhed. For det er ord, der går igen og igen, når både folket og eliten taler om Folkeklubben.

Skal de tre spillemænd selv beskrive, hvad Slå Flint!-albummet handler om, er det netop dannelse.

"Da vores booker spurgte, hvad den nye plade skulle handle om, svarede vi, at den nok skulle handle om dannelse. 'Det lyder fandeme kedeligt, det kan man ikke sælge,' sagde han," griner Kjartan.

"Men det var der bare ikke noget at gøre ved. Hvis det er det, det handler om, så er det det, det handler om. Det kom også ud af nogle lange snakke, vi havde haft i tourbussen. Det er ikke et spil for galleriet, når vi siger, at vi har prøvet at gøre bussen til en rullende højskole. Det var faktisk med en klar vision. Da vi erstattede spildtiden på de sociale medier med papiraviser og bøger, gav det et helt andet niveau. Nogle gange giver det sig udslag i nye sange, andre gange er det bare som at få rugbrød i stedet for at spise pomfritter hele tiden," siger han.

Rasmus Jusjong: Det kan lyde totalt frelst, men vi skal også konstant minde os selv om det. Vi siger jo ikke, at vi sidder hver eneste dag og læser yet another book. Vi prøver bare at holde os selv til ilden.

Rasmus Dall: For at lave sange skal man holde sig i bevægelse og være nysgerrig på alle mulige ting. Politik, aviser, bøger, musik, andre mennesker. Jo mere man bringer sig i forbindelse med det, jo hurtigere kommer der nye sange.

Kjartan: Når man taler om dannelse, kommer man nemt til at tale om at være elitær. Nu stod der på forsiden af Højskolebladet i november, at Pia Kjærsgaard mener, at hun er en del af eliten, men ikke er elitær. Men hvad vil det sige at være elitær? For nogle vil det sige at snakke meget om dannelse, altså at eliten er en dannet størrelse. Men vi har talt meget om, at vi synes, dannelse skal være en folkelig ting. Så hvis der er nogen, der siger, at det er elitært at være dannet, jamen så går vi efter at være et elitært band. Men jeg oplever, at folk derude vildt gerne vil tales op til. De er færdige med at crave, at man rammer den laveste fællesnævner. Man må gerne give dem det, de ikke vidste, de gerne ville have. Og man må også gerne tale om ting, de ikke ved noget om eller umiddelbart kan forstå. Det kan godt inspirere alligevel. Så kommer de op bagefter og spørger 'Hvem er Steen Steensen Blicher? Hvem er Camus? Og hvad betyder det, at selvmordet er det eneste alvorlige filosofiske problem?' Der er unge mennesker, der kommer hen og spørger 'Hvad går Løgneren ud på? Hvorfor tager degnen ikke Annemari? Hvorfor er Annemari en sneppe?' Så snakker vi om det. Det er også derfor, jeg tror på højskolerne. Nu er det ikke for at fedte for højskolerne, men jeg tror, det er så hamrende vigtigt med
de højskoler, der satser på dannelse og ikke på frisbee og kitesurfing. At satse på dannelse kan løse mange ting. For et band, men også for en nation. Alt det morads, vi som land er havnet i med de krige, vi er med i, var aldrig nået så vidt, hvis de mennesker, der var i spidsen, var geografisk og historisk dannede mennesker. Så havde vi sparet rigtig mange penge, afhuggede ben og krydsfinerkister. Som orkester har vi ramt en tid, hvor der er behov for noget andet. Der har været 15 år med meget effektiv pop og mange sange om efterfesten og den slags. Og noget af det har været meget fedt, men der var også brug for noget andet. Så stod vi der og var klar til at turnere med vores akustiske guitarer og danske tekster, som havde en umiddelbarhed, men også en dybde, der gjorde, at man kunne gå hjem og tænke videre over tingene. Og det, tror jeg, ankom til tiden.

Rasmus Dall: Det handler om at ville hinanden noget. Vores sange vil folk noget, fordi de stiller nogle spørgsmål, og fordi der er flere lag i dem, så man bliver tvunget til at være nysgerrig. Når man er nysgerrig, er man i bevægelse, og så rykker man sig. Det er også den nysgerrighed, en højskole kan bringe i spil. Når man er sammen med en gruppe på 120 mennesker og bliver konfronteret med forskellige livssyn, opstår der en fælles magi, hvor man løfter hinanden. En fælles kraft, som er enormt inspirerende.

Rasmus Jusjong: Dannelse er også at være nysgerrig på mennesker, der ikke ligner en selv. Det er vi som personer, og det tror jeg godt, folk kan mærke. Det kommer til at lyde så højpandet, men det handler om at undersøge, hvad andres liv består af, og hvad deres tilgang til livet er. Selvfølgelig har vi også det privilegium, at vi rejser rundt i hele landet og får lov til at møde så mange forskellige mennesker. Men det handler også om at være åben over for det.

Vi har brug for noget åndelighed. Vi har brug for ro til at kunne tænke over tingene. Jeg tror ikke, man får noget kvalitet ved, at folk bare jager afsted. Vi har noget tankegods og vores egne gode, grundtvigske værdier, og dem synes jeg, vi vender ryggen lige nu, fordi vi går helt i panik over, hvad de laver i Kina.

Anne Vibild, koncertgænger i Skive Theater.

TØNDER KULTURHUS

Oktober 2016

Ægteparret Claus Hansen og Lene Skovborg, der har fulgt Folkeklubben siden bandets debut på Tønder Festival i 2014, skåler for endnu en god koncert. Og glæder sig over, at de fik lov at høre sangen Klokkerne Ringer som ekstranummer. De er i slutningen af 50'erne, men når deres tid rinder ud, er det den sang, de vil have spillet til deres begravelse.

"Vi slås om den. Den, der dør først, får lov," griner Lene.

"Jeg har købt alle tre cd'er med Folkeklubben og skal have dem signeret til min søn, Martin. Han fylder 26 i næste måned og er meget stor fan af Folkeklubben. Han har været nede med stress, blev sygemeldt og derefter fyret. Så tog han sit gode tøj og rejste til Spanien for at vandre 800 km på Caminoen. Når man går på Caminoen, har man en lille sten med, som man lægger et sted på vejen for at komme af med sine bekymringer. Martin havde ikke en sten med - han havde i stedet skrevet teksten til Folkelubbens udgave af Benny Holsts Blomsten og Vasen, som han efterlod på Caminoen," fortæller Claus, der kalder Folkeklubben for "Guldkantsdanmarks svar på Leonard Cohen".

Det med Guldkantsdanmark skal man kende lidt til Folkeklubben for at forstå. I 2014 udgav de Danmarksfilm - album nummer to - hvor særligt titelsangen handlede om skønheden og sammenholdet uden for den hovedstad, som ofte løber med al opmærksomheden. En hyldest til det Danmark, de omdøbte til Guldkantsdanmark til stor begejstring for fans i hele landet.

Spillemandstilværelsen og de over 550 koncerter har bragt Danmarks muligvis mest turnerende band ud i de mindste af landets afkroge. Fra en nedbrændt kiosk på Nørrebro i København over landets psykiatriske hospitaler til sognegårde i Midtjylland og Hirtshals Kro.

"Folkeklubben tør sige det modsatte af, hvad establishmentet siger. De tør sige, at der ikke er noget, der hedder Udkantsdanmark, fordi det jo handler om de mennesker, der bor her. Det synes jeg er rigtig flot," siger Jens Christian Malle, der er tøndring og er kommet til aftenens koncert sammen med sin kone, Inger Malle, og deres venner. Faktisk har Jens og Inger fået koncertbilletterne i sølvbryllupsgave.

"De tager vel over, hvor Shu-bi-dua og Kim Larsen har sluppet. Altså, de får os til at føle os danske," tilføjer Jens.

 

VESTERBRO, KØBENHAVN

December 2016

Kjartan: Det er virkelig interessant, at folk siger, de forbinder vores musik med en følelse af danskhed. Som om det var et stabilt begreb. Men danskhed har altid været et begreb i forandring. Vi er gået fra at være en europæisk stormagt til at gå bankerot til at blive en miniputnation, som så alligevel blev Europamestre i fodbold. Det er et svært begreb at få klistret på sig, synes jeg. For nogle er danskhed røde pølser, for andre er det Højskolesangbogen, Grundtvig, Hal Koch eller Højlunds Forsamlingshus, for andre igen er det verdens lykkeligste folk eller en tyk ironi hen over det hele. Danskhed er først og fremmest noget, man selv kan påvirke. Ligesom man kan skabe sit eget band.

Og vi synes da, det er fedt, hvis folk forbinder vores musik med danskhed. Vi insisterer bare på, at vores danskhed også må rime på noget, der er udfordrende. På dannelse.

Rasmus Jusjong: Vi kan jo også konstatere, at vi aldrig bliver enige. Jeg kan finde mange danskere, hvis svar ville lyde helt anderledes end mit. Og mit bud er lige så dårligt eller lige så godt som deres.

Kjartan: Ej, jeg synes faktisk ikke, at det er lige godt eller lige dårligt. Vi har ikke sandheden, men i og med at vi har turneret i næsten alle tænkelige byer i Danmark, vil jeg faktisk vove at påstå, at vi har et mere kvalificeret perspektiv end for eksempel Pia Kjærsgaard, som bruger meget af sit liv på Borgen og som skal sælge stemmer. Hun skulle sige sit job op som formand, købe en banjo og tage på turné. Ud at se det land, som hun hævder at vide alt om.

Når vi siger, at Danmark hænger sammen i en sådan grad, at hvis det var en fælles, national erkendelse, så kunne vi klare alle udfordringer, er det faktisk ikke en holdning. Det er en erfaring, som vi har gjort os i løbet af de her fem år. Vores erfaring er, at Danmark slet ikke er ved at knække midt over. Tværtimod!

Og så kan man sige: "Hvad ved sådan nogle tre spillemænd om det? Musikere er i øvrigt også nogle venstreorienterede røvhuller." Nej, vi er ej. Vi er ikke et venstreorienteret band, overhovedet. Vi er heller ikke radikale, alternative eller borgerlige. Vi er et orienteret orkester. Og når det er sagt, så er der ikke noget galt i at være venstreorienteret. Det er først galt, hvis man ikke er orienteret.

Og det er dem, der ikke er orienteret, man kan bilde ind, at det hele er ved at brække midt over. Det er bare et røgslør. Det passer simpelthen ikke.

Rasmus Dall: Hele Danmarksfilm-albummet er skrevet, mens den der udkantsdebat kørte, og vi turnerede rundt i hele landet. Det er skrevet under vores genopdagelse af landet.

Kjartan: Ja, og det, vi opdagede, var, at Danmark hænger fuldstændigt sindssygt godt sammen. Og at der, hvor der kun skulle være skimmelsvamp og incest, findes nærvær, fordybelse, sammenhængskraft, lidenskab og viljekraft, som vi virkelig kunne tage ved lære af.

Rasmus Jusjong: Og virkelyst! Man kan mærke det, bare man går ned på Hagge's Musik Pub i Tønder og er i hele det miljø af folk, der rent faktisk rejser sig op fra sofaen for at gå ud og skabe en virkelighed sammen. Det er der ikke meget skimmelsvamp over. Det er en levende by. Og jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår jeg i København sidst har stået omgivet af mennesker i alle aldre med noget på hjerte og en lyst til at fungere sammen. I Tønder er det ikke så segmenteret. Der mødes Tønder Festivalens unge kunstneriske leder og byens ældre bankdirektør over en øl på en tirsdag aften for at få byen til at fungere. Og alle kender hinanden af samme årsag.

Kjartan: Men det begynder at vende nu. Fordi der er noget at hente derude. Ligesom der er noget at hente i en papiravis og i den danske skønlitterære tradition. Fra Blicher og frem er der virkelig noget, der kan tiltale ethvert moderne menneske. Og tingene er også ved at vende dannelsesmæssigt.

SKIVE THEATER

Oktober 2016

Aftenen efter turnéstarten i Tønder sænker Folkeklubben-magien sig over det 125 år gamle Skive Theater med de vinrøde vægge, balkoner og englefriser i gips og guld. Også her er der gensynskram i fanskaren. Også her bliver der hujet og klappet, når Folkeklubben placerer Kirkegaard midt i værtshusromantikken, hylder galskaben eller synger om livets forgængelighed. Når de leverer deres (p)opsange til samfundet, til publikum, til sig selv. Helt oppe foran scenen står Anne Vibild og Claus Holst Iversen med hele deres smilende opmærksomhed rettet mod Folkeklubben. De bor lidt uden for Viborg med deres tre børn på 17, 11 og 7 år. Børnenes alder har for dem på sin vis været det pH-papir, der har indikeret samfundets tilstand. Med det yngste barn i indskolingen kan de tydeligt mærke folkeskolereformens og præstationssamfundets aftryk.

"De bliver jo målt og vejet fra 0. klasse. Det er blevet for meget. Det er sjældent, at et menneske er fuldstændigt perfekt, og det synes jeg er helt ok. Men det bliver tit forlangt af os i vores samfund. Derfor er det befriende at være til en koncert, hvor forsangeren taler om nærvær og om 'de måske egnede'," siger Anne, og Claus supplerer:

"Konkurrencestaten har kørt siden 2001. Nu har vi brug for, at pendulet svinger. Og det er det, Folkeklubben står for. Vi har sgu brug for forandring. Vi har brug for forløsning."

"Vi har brug for noget åndelighed. Vi har brug for ro til at kunne tænke over tingene. Jeg tror ikke, man får noget kvalitet ved, at folk bare jager af sted. Vi har noget tankegods og vores egne gode, grundtvigske værdier, og dem synes jeg, vi vender ryggen lige nu, fordi vi går helt i panik over, hvad de laver i Kina. Vi skal bevare jordforbindelsen. Det er den følelse, Folkeklubben rører ved," siger Anne.

"De er fandeme nogle, der kan starte en revolution. De har tekster, som Kim Larsen og Lars H.U.G. havde i 80'erne, og samtidig laver de melodier, som virkelig rører én. De har fat i en tidsånd, som forhåbentlig er på vej ind igen, efter at vi har haft konkurrencestat i over 15 år nu," siger Claus.