Fortalt til Andreas Harbsmeier, foto: Ritzau, Scanpix, Martin Dam Kristensen
Fankultur omkring Højskolesangbogen
Man kan næsten ikke få øje på Jens Rosendal oppe på den forholdsvis store scene, der er domineret af et stort sort flygel og en ret så voldsom plante. Han sider godt tilbagelænet, nærmest henslængt, på en stol lidt tilbage på scenen. Folk strømmer lige så stille ind salen. Vi er på Gymnastik og Idrætshøjskolen i Viborg. Hvis man kan tale om en fankultur i forbindelse med Højskolesangbogen, og det kan man vel efterhånden, må det være de her mennesker, der repræsenterer den.
Læs også artikel om Jens Rosendals går på pension og har skrevet sin sidste sang
Rosendal øverst på hitlisten
Den nærmest uanseelig mand på scenen inkarnerer på mange måder Højskolesangbogen og det, den kan. Ikke alene er han den nulevende forfatter med fleste sange i sangbogen. Han har også begået den sang, som så godt som hver gang havner øverst på popularitetslisten, når man beder folk nævne deres yndlingssang. Det burde i denne sammenhæng være overflødigt at nævne titlen, men det drejer sig naturligvis om Du kom med alt det der var dig.
Læs om baggrunden for Du kom med alt det der var dig
Han binder generationer sammen
Det er højskolens elevforening, der står for arrangementet. De lægger ikke skjul på, at de har inviteret Rosendal for også at tiltrække et lokalt lidt ældre publikum end det gennemsnitlige medlem af elevforeningen. Alligevel er der kommet ganske mange tidligere elever, særligt unge, helt fra Aarhus.
Der er noget ved sangene, som, når de fungerer, har forbindelse med livet, sådan som det er. Det er det. Man opdager, at der er et andet rum og et større rum, som man også kan være i.
Jens Rosendal
Læs også Elsket digter får Den Gyldne Grundtvig
Musikalsk fællessang stand-up-show
Sammen med komponist og pianist Rasmus Skov Borring turnerer Jens Rosendal landet rundt med, hvad der vel bedst kan betegnes som en slags musikalsk fællessang stand-up-show.
Efter en længere introduktion af den næsten 50 år yngre Skov Borring, rejser den i dag 85-årige Jens Rosendal sig fra stolen.
Det er ikke til at sige, om det er mandens milde, nærmest taknemmelige fremtræden, der gør det, men der er ingen tvivl om, at han har sit publikum med fra start, når han fortæller om baggrunden for sangene og joker med pianisten. Det er en hel aften med sange fra Rosendals temmelig omfattende bagkatalog af fællessang.
Efterskoleelever vil ha' autografer
Nogle uger forinden har de lavet det samme nummer i Ollerup på Fyn. Her var Jens Rosendal forundret over, at en store gruppe efterskoleelever efter arrangementet kom op til digteren og ville have ham til at signere deres Højskolesangbøger. Ikke bare i sangbogen – men ved et helt bestemt vers, som betød noget for dem. Det gjorde indtryk på den gamle digter.
Et eller andet sted er det også noget forunderligt. Hvad er det, der får unge efterskole- og højskoleelever til at dyrke denne 85-årige sangskriver og ligefrem bede om autografer? Jens Rosendal selv kender ikke svaret, men han kan godt mærke, at der sker noget for tiden.
”Jeg ved ikke, hvad den gode sang er, men jeg ved, hvad folk siger til mig. De siger, at de kan genkende det, de synger, fra dem selv. Så er de landet et mere håndfast sted end bare det at synge,” fortæller han i Viborg efter koncerten.
Der er noget tilbage. Og det, der er tilbage, er det vigtigste af det hele. For mig er det selve det under, der kan ligge i ordene, i poesien.
Jens Rosendal
”Der er noget ved sangene, som, når de fungerer, har forbindelse med livet, sådan som det er. Det er det. Man opdager, at der er et andet rum og et større rum, som man også kan være i. Det er stærkt nok i sig selv, når det får lov at være der. I selve det, at man synger, er der en bekendelse, som man lidt efter lidt tilslutter sig. Og det vinder nyt land.”
Du kom med alt det der var dig
Og så kommer vi tilbage til Du kom med alt det der var dig. Den vil folk altid synge. For det er om nogen en sang, der taler til mange. Og den har også spillet en ganske særlig rolle i Rosendals eget liv. Historien – eller dele af den – vil sikkert være kendt for en del. Men Rosendal fortæller den gerne igen.
”Det er rigtig, at jeg har skrevet den... Det handlede om noget bøssehistorie i min verden,” som han siger.
En bøssehistorie
Sangen er egentlig skrevet som afslutningssang til en teateropsætning af Klodshans på Løgumkloster Højskole, men for Jens Rosendal handlede den om noget helt andet. Det var i 1980. Rosendal havde været gift med den samme kvinde i 25 år.
Men han forelskelse sig i den ven, han kom til at leve sammen med i de næste tyve år. Det ændrede en hel del i hans liv.
”Jeg tænkte dengang, at nu fortæller du det. Sådan en kærlighed kan du ikke bare lade passere, når du skriver så mange ting. Sommetider er jeg lidt modig. Men selv om jeg er lidt modig, er jeg ikke modig nok. Situationen var drønsvær. Jeg havde et privatliv, og jeg tænkte, at der skal ikke flyttes noget rundt her. Men jeg kunne se, at det her duer ikke. Nu er du nødt til at være hæderlig og ærlig og fortælle det, som det er. Selvfølgelig var der nogen, der blev tossede på mig, men i det store og hele – også i de tekster, hvor jeg lagde det frem – har det været en positiv kulturel oplevelse, fordi den ene port efter den anden lukkede sig op,” fortæller han om dengang for knap 40 år siden.
”Det var den første sang. Der var ingen, der sagde, at den var god. Men der var heller ingen, der sagde, at den var dårlig. Men det var også i Vendsyssel. Der sidder man ikke og siger, at sovsen var vel nok god."
Jens Rosendal
Opvækst i indremissions hjem
Rosendal er vokset op i et indremissionsk hjem i Vendsyssel, hvor homoseksualitet nærmest var et ikke-eksisterende begreb.
”Min far blev formand for Indre Mission lokalt. Så brændte det på. Når man bliver formand, så er man bundet af reglerne. Han skulle så balancere. Jeg tror slet ikke, ordet homo fandtes i de kredse.”
”Hele den sortering, der havde været der med seksualitet, blev blødt op. Man kunne også godt tage sådan en homokærlighed som kærlighed. Og det er jo det, det først og fremmest er. Om det er homo eller hetero er ikke ligegyldigt, men det vigtigste er, at det er kærlighed. Og kærlighed er gyldig under alle omstændigheder… tror jeg,” fortæller han med sin lidt underspillede nordjyske tilbageholdenhed.
”Men højskolerne og efterskolerne overraskede mig alligevel. Jeg tænkte ikke, at de ville synge om den slags kærlighed. Men det er selvfølgelig også rigtigt, at alle ikke kender baggrunden. Men det, at folk tager den til sig og springer over alle de gammeldags forbehold eller moralske anstød, der er fint. Og der er en ting, man ikke må glemme, og det er, at den nu er næsten 40 år gammel. Hvad der ikke er sket på de 40 år? Det er til at blive klog af. For det vil sige, at det, der var fuldstændig umuligt i hovedet på folk – det var det også i mit hoved – det kan godt lade sig gøre. Jeg tror, det betød noget.”
Ingen sagde, at det var godt, heller ingen sagde, at det var dårligt
”Det var faktisk ikke altid svært, det var det ikke,” fortæller Rosendal om sin opvækst, da vi mødes i København, hvor han et par dage senere har endnu et arrangement i en komplet proppet sal på Vartov.
I barndomshjemmet i Vendsyssel begyndte Rosendal i en ganske tidlig alder at skrive, fortæller han.
”Vi var lidt praktiske derude på landet, så første gang jeg skrevet noget på vers, havde det med pattegrise at gøre. Det var en bette gård, og vi var syv børn, og soen skulle fare, som det hed. Så skulle vi sidde ude ved den so og vente og holde øje. Jeg fik en vagt mellem klokken to og fem om natten. Jeg gik ind efter blyant og papir, og så fik soen ellers travlt med at få grise. Tolv styk fik den. Så blev de anbragt ved soens patter. Og så skrev jeg ellers 12 vers, et for hver af de små grise.”
Selv om opbakningen til den nyvundne interesse ikke var voldsom på hjemmefronten, så var der dog en åbning.
”Min far syntes ikke, man skulle bruge så meget krudt på det. Men et stykke tid efter kom han, da min lillebror skulle døbes, og spurgte, om jeg ville skrive en salme eller en sang. Og så var jeg jo skubbet et stykke. Den blev lavet og sunget. Og så var jeg ligesom i gang,” fortæller Rosendal om debuten, der blev modtaget på vendsysselsk manér.
”Der var ingen, der sagde, at den var god. Men der var heller ingen, der sagde, at den var dårlig. Men det var også i Vendsyssel. Der sidder man ikke og siger, at sovsen var vel nok god. Hvis det er i orden, så er det i orden, og så behøver man ikke jokke mere i det. Det var sådan de tog det, tror jeg,” siger han.
”Jeg kunne egentlig godt tænke mig at se den igen, men sangen findes ikke længere. Jeg var from nok og gik i søndagsskole ved min far. Så der har nok stået noget om Vorherre og sådan noget.”
Det var i første omgang heller ikke poesiens vej, den unge Rosendal slog ind på. Han kom i købmandslære, men det duede han ikke til, mente faderen. Men på handelsskolen fik han flidspræmier, så moderen tænkte, der måtte være muligheder i drengen.
”Jeg havde været spejder, og spejderførerne sagde om mig: Han skal være lærer, ham der. Så jeg kom på seminaret i Nørre Nissum.”
Så blev han lærer, kom til København og blev landets yngste skoleinspektør, da han var sidst i tyverne. Men heller ikke her, var han landet det helt rigtige sted. Og da han nærmest ved en tilfældighed kom i kontakt med Løgumkloster Højskole, blev det stedet, hvor han skulle slå sine folder de næste 25 år.
Ordet står tilbage
Og skriverierne fortsatte. For det faldt ikke Rosendal svært at udtrykke sig i de ord, han havde oplevet kunne have stor kraft.
”Når jeg har oplevet noget eller set noget, der var dejligt, så har jeg skrevet om det. Jeg har nok altid syntes, at det at skrive noget, som var poetiske stærkt, det var virkelig noget værd.”
Men man skal mene det, forklarer han, uden at det bliver privat.
”Det skal være noget, man kan tåle at få sagt, hvis man kan sætte ord på med nænsomhed og åbenhed.”
Og så er der det med Vorherre. Dagens højskole- og efterskoleelever forbinder nok ikke alverden med kirken og med teologien. Men for Rosendal er det uomgængeligt, at det er der, vi kommer fra. Og hvad sker der for poesien, hvis Gud ikke længere er der?
”Jeg ville nok ikke kunne forestille mig en poesi uden en Gud. Jeg har tænkt over det på det seneste: Hvor meget smuldrer alle de teologiske dogmer, der er bygget op. Hvor meget kan de holde til. Og hvad bliver der tilbage, hvis de ikke er der mere? Jeg er blevet lidt mere fortrøstningsfuld, for jeg er lige ved at tro, at der bliver noget tilbage, der er vigtigt.”
Men hvad er det så, der er tilbage?
”Det, der er tilbage, er det vigtigste af det hele. For mig er det selve det under, der kan ligge i ordene, i poesien. At der i fortællingen og i ordet kan være sådan en masse kræfter, at de kan få verden til at hænge sammen,” siger Rosendal og smiler.
”Jeg troede også, at der var væsentlig mindre poesi i verden. Men i det øjeblik, man ser 25 efterskoleelever og snart flest drenge – og det er jo ellers ikke dem, der har den poetisk stærke side i den alder – der gerne vil have min signatur. Så er det fordi, det er rykket ind. Der er et behov. Det kan godt være, at vores bekymring for, om det hele vælter, hvis vi giver slip på dogmatikken, er overflødig. Hvis ordet i sig selv har den dynamik, så er det der jo. Det var jo det, der var der fra begyndelsen,” siger Rosendal og kredser om det, der ikke rigtig kan sættes ord på.
Det folkelige og det nationale
Selv om de fleste i dag nok forbinder Rosendal med de mere eksistentielle temaer, var fokus også et andet. Han havde en stribe sange i tidligere udgaver af Højskolesangbogen, der imidlertid er røget ud igen. De var præget af 70ernes meget stærke EU-modstand. Særligt i højskolekredse. Rosendal stillede sågar op til Europaparlamentsvalget for Folkebevægelsen mod EU. Uden dog at blive valgt.
”Det kom nok til at spille for stor en rolle,” fortæller Rosendal, når han tænker tilbage. ”Jeg blev en rigtig dansker. Det kunne jeg måske nok have sparet lidt på. Jeg har haft sange med i Højskolesangbogen, som måske var for meget af det gode. De sagde, sangene var nationalistiske. Det tror jeg nu ikke på, men de var nationale. Det var de,” forklarer han og uddyber.
”Det handlede om, at der er fællesskaber, der kan fungere hvis man har et fælles sprog. Men i det øjeblik, de fællesskaber bliver for store, og der kun er politiske slagord, der skal dække det, så kan den der folkelighed ikke bære det. Så bliver det dårligt demokrati. Vi kan ikke rigtig trække på samme hammel. De har det så svært. Der er ikke meget poesi i EU.”
EU-modstanden var i det hele taget stærkt præget af forestillingen om det folkelige. Og selv om Rosendal har forladt den nationale retorik, der lå i tiden, har han ikke ændret holdning.
”At tænke folkeligt er en mentalitet, der ikke tænker i kraft af nogle udmærkelser eller fine eksaminer. At man må være der, hvor folk er henne, og snakke med dem om det. Det er ikke en akademisk form.”
Jens Rosendal
”Den måde, jeg tænkte på og prøvede af få verden til at hænge sammen på, har været folkelig. At det så har været lidt for romantisk…”
Måske af samme grund er Rosendals anerkendelse begrænset til det, man kalder folkelige kredse. Måske.
”Jeg tror, der er nogle, der er meget mere akademiske. De vil sige om mine sange, hvad er det for noget gammelt hakkelse. Men det kan godt være, de giver sig til sidst. På en måde er der også noget gammeldags over det, jeg sidder og laver, som de er lidt overlegne over for. Jeg har hørt det fra anmeldere fra Politiken og sådan nogle,” siger han, men holder fast:
”At tænke folkeligt er en mentalitet, der ikke tænker i kraft af nogle udmærkelser eller fine eksaminer. At man må være der, hvor folk er henne, og snakke med dem om det. Det er ikke en akademisk form.”
”Noget af det, der er rigtig vigtigt, er, at vi på trods af forskelligheder er et sted sammen. At det ikke bliver helt atomiseret. Det er meget vigtigt at få snakket om og få tænkt over. Der har i højskolesammenhænge altid været en frivillighed og en entusiasme mere end i så mange andre sammenhænge,” fortæller Rosendal.
Jo ældre, man bliver, jo mere bliver man nok klar over, at der ikke er noget, der er fuldkomment. Vi må bare være her på de betingelser, og så må vi se, hvad der kommer ud af det. Og de andre skal også have lov til at være her. På nogen måder bliver livet nemmere med alderen.
Jens Rosendal
Vi har talt længe, og han er ved at være lidt træt. Og om lidt skal den 85-årige mand optræde for 250 mennesker på Vartov.
”Men ellers har jeg det jo godt,” siger han og holder en lang pause. ”Det må man sige.”
”Jo ældre, man bliver, jo mere bliver man nok klar over, at der ikke er noget, der er fuldkomment. Vi må bare være her på de betingelser, og så må vi se, hvad der kommer ud af det. Og de andre skal også have lov til at være her. På nogen måder bliver livet nemmere med alderen. Man bliver klogere. Men man ville jo også gerne have, at den klogskab kunne bruges noget mere.”