Nogle gange, når Margrethe Vestager sidder for sig selv og har brug for lidt adspredelse, læser hun i den danske rimordbog. Bare fordi det er det skægt og hyggeligt at se, hvad der rimer, og hvilke ord man kan sætte i stedet for hinanden. Engang kaldte en af hendes bekendte lettere hånligt rimordbogen for “rimsmedens krykkestok”. Men det hun tog ikke ilde op. For EU’s ledende næstformand og konkurrencekommissær er vild med ord.
Så vild, at når hun ikke sidder begravet i alenlange sagsanlæg mod store selskaber og alskens skrivelser fra unionen, så nyder hun at gå på opdagelse i verdens vokabularium og selv digte lidt. Det kaster fra tid til anden en lejlighedssang af sig – til når vennerne eller familien inviterer til fest. Og nu er én af disse sange blevet optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen.
Sangen “Solhverv” har melodi af Margrethe Vestagers bror, højskolelæreren Jacob Vestager Tybjerg, og er skrevet til deres forældres bryllupsdag for fem år siden.
“Mine nærmeste kollegaer er mildt sagt forundrede over, at vores sang er kommet med. Sådan lidt: ‘Kan man også det?’ Ja, det kan man,” fortæller Margrethe Vestager på en telefonforbindelse fra sin lejlighed i Bruxelles.
En af hendes danske EU-medarbejdere har været så venlig at oversætte “Solhverv” til engelsk, så dem, der hverken er en del af den danske sprog- eller lejlighedssangtradition, kan få en fornemmelse af kommissærens lyriske talent.
“Det bedste er, at selv om de ikke kender Højskolesangbogen, har de delt min meget store glæde og begejstring over at være kommet med i den,” siger Margrethe Vestager.
Læs også: Anne Linnet har fået fire sange med i Højskolesangbogen: “Hvad med ‘Tusind stykker’ – den er der ikke?”
Og det er ikke småting for en af Danmarks tungeste magthavere at være blevet optaget i landets bedst sælgende sangbog.
En sangbog, som hun har sunget salmer fra, lige så længe hun kan huske. En sangbog, som hun nærmest brugte til at lære at læse. En sangbog, som har været her, dér og alle vegne i præstehjemmet i Ølgod, og som Margrethe Vestager har stående på sit kontor i Bruxelles. I to eksemplarer, hvis nu der skulle komme nogen forbi og få lyst til at synge fællessang – og i endnu flere eksemplarer hjemme i lejligheden på Amager, hvor hendes mand og yngste datter bor fast.
“Jeg tror ikke, jeg fornærmer mine børn, for de er selvfølgelig det største. Men det er noget af det absolut største, der er sket i mit liv at være kommet med i Højskolesangbogen. Det kan ikke overvurderes,” siger hun og fortsætter:
“Det er den bog, jeg ville tage med på en øde ø, fordi den er så fuld af livets stemninger og årstider. Det er en rigdom uden sidestykke, hvad der er af lyrik og musik i den bog. Jeg tror ikke, der findes noget magen til. Ikke for mig, i hvert fald.”
Men hvad er det så, Jacob og Margrethe Vestagers nyudgivne solhvervssang handler om? Hvilke ord og referencer til andre højskolesange rummer lyrikken? Og hvilke glimt ind i Margrethe Vestagers eget liv åbenbarer teksten? Højskolebladet har udsat EU’s konkurrencekommissær for en digtanalyse, der er en danskeksamen værdig. Bedøm selv, hvordan hun klarede det:
1. Nu truer mørket, det kommer stille.
Bliver det solhverv igen en gang?
Og blæsten rusker snart nøgne grene –
de visne blade, den sidste sang.
Naturen hviler med tågeslør –
så spørger livet om du mon tør?
Om du mon tør?
Første linje i sangen begynder meget dystert. Hvorfor?
Det er et forsøg på at lave et dobbeltbillede. Når vi går ind i vinteren, kommer mørket, og i begyndelsen ser man det ikke. Så begynder vi at sige til hinanden: “Hvorfor er det mørkt, klokken er jo kun fem?” Fordi mørket har sneget sig ind på os. Jeg er midt i livet – det håber jeg i hvert fald, jeg er 52 år gammel – og jeg synes, det er lidt på samme måde med alder og livet som sådan. Det der med, at man kan se, at det ender på et tidspunkt. Det er også en erkendelse, som kommer meget stille.
Du tegner nogle billeder af naturen, der forgår: “Blæsten rusker snart nøgne grene”, “de visne blade” osv. I Thorkild Bjørnvigs “Mørk er november” tegner han lignende billeder – “løvfaldet slut”, “vandet begynder at fryse”, “blomsterne brudt” osv. Har du været inspireret af den sang?
Ikke direkte, nej. Men det er en af mine absolutte yndlingssange i Højskolesangbogen. Fordi det, som Bjørnvig får fat i med sin sang, er, at når løvet falder, kommer der noget nyt lys. Når træerne ikke har blade på længere, ser man lyset på en anden måde. Jeg tænker selv på det, når jeg går i skoven. Det er, som om nogen har tændt lyset. Det er, som om nogen har taget låget af skoven.
Først i næstsidste linje af første vers kommer “du’et” på banen. Indtil da har man som læser af digtet kunnet overfortolke mørket, blæsten, den sidste sang og tågesløret som de mange mørke ting, der truer vores verdenssamfund for tiden. Har du tænkt over det?
Ja, jeg tænker, at sangen både kan gælde på det personlige plan og på det større samfundsmæssige plan, hvis man endelig vil. Det, jeg gerne vil sige, er, at det kan godt være, det ser sort ud. Men livet er ikke holdt op. Det er et spørgsmål til hver enkelt af os: Om man tør kaste sig ud i det liv, man har, uanset hvor mørkt det ser ud. Jeg tænker selv på det hver dag. Nu sidder jeg i karantæne her i Bruxelles helt alene og passer mit arbejde – og er på den måde ikke en del af det kvarter, jeg bor i. Men så laver jeg ordentlig aftensmad til mig selv, og jeg hører noget dejlig musik, og jeg går ud på terrassen, når der er en solstråle at fange, hvis jeg har en pause. Så mørket ikke får overtaget.
2. Det er en dag som de tusind andre,
og tør du spørge igen en gang:
Om vi skal følges igennem mørket,
igennem lyset, i sorg og sang?
Og svaret lyser som solen varm:
Ja, vi skal følges i livets larm,
i livets larm!
I første linje af andet vers bliver man tydeligt ledt hen på Danmarks befrielsessang “En lærke letted, og tusind fulgte”. Hvad har den sang med din at gøre?
Jeg har lavet en beundrende hilsen til lige præcis den sang, fordi jeg synes, den er fantastisk og rummer så meget glæde. Den sprudler af, at vi er ude af krigen – vi kom igennem det. Det, jeg prøver at sige i min egen tekst, er, at dagene ligner hinanden i et ægteskab og i livet generelt. Solen står op, solen går ned, og årstiderne skifter. Min mor kigger på uret, og så siger hun “Gud, det er jul igen”. Der er så mange ting i tilværelsen, der ligner hinanden, men det betyder ikke, at vores liv behøver at ligne hinandens.
Er det et bevidst valg, at man kan synge “Solhverv” på samme melodi som “En lærke letted”?
Ja, for hvis man synes, det er svært at lære en ny melodi, er det godt, at man kan synge teksten på en anden melodi. Jeg er også vant til, at sange har flere melodier. Vi har nogle diskussioner i familien – for eksempel hvilken melodi man skal synge “Er lyset for de lærde blot” på – som alle har meget faste meninger om. Og det er ikke den samme melodi, haha!
Læs også: Den største blåstempling
Der er ingen lærker eller fugle i din sang. Det er jo ellers stærke symboler i sange og noget, mange andre højskolesange rummer. Så hvorfor er der ikke det?
Min mor kan ikke så godt lide fugle. Jeg ved ikke hvorfor. Der er sådan nogle ting, man hører om sine forældre, og som man aldrig rigtig har stillet spørgsmål ved, men ligesom bare har noteret sig. Jeg er vokset op i det flade Jylland, og det vigtigste forårstegn er lærken, som hænger deroppe. Man kan ikke se den, men man kan høre, hvor glad den er. Så jeg forstår fuldstændig, hvorfor billedet er oplagt at tage ind i sangen. Også fordi højskolessange jo kommer med friheds- og dannelsestraditionerne. Der er noget med fuglefriheden, der passer godt ind i den kultur.
I sidste del af hvert vers gentager du en del af forrige linje. Faktisk skrev Johannes V. Jensen en solhvervssang i 1917, hvor han bruger samme greb, bare midt i verset. Har du skelet til ham og hans solhvervssang?
Den kender jeg faktisk ikke så godt. Men det, jeg gør i slutningen af hvert vers, er jo et af de der “skriv en sang”-tricks. Noget, man gerne vil lægge vægt på, når man gerne vil have en afslutning, der leder over til det næste. Så får man det der ekstra tryk på ved en gentagelse. Og så bliver der også noget velkendt. Jeg synes, det er nemmere at lære en sang, hvis den ligesom har sådan et: “Årh, nu skal jeg gentage noget, så er jeg tryg, for så ved jeg, hvad der kommer.”
3. Det er den dristigste dåd af alle
at turde spørge med udstrakt hånd –
for livet er jo som året broget,
selv korte dage kan veje ton.
Men tør du spørge med åbent sind,
da svinder sorger og mørke ind,
og mørke ind.
Meget i “Solhverv” handler om at turde. Hvad dækker “den dristigste dåd af alle” over?
Jeg er fast lytter af Mads og Monopolet, og jeg er også nogle gange selv med i panelet. Hvert dilemma ender næsten altid med et godt råd om at tale om tingene, uanset hvad problemet er. Der er ligesom ikke nogen anden vej udenom, end at man får kontakt med den, man har en konflikt med, eller den, man er blevet adskilt fra. Det synes jeg er et meget godt tegn på, hvor svært det er at række ud til andre. Fordi man bliver så sårbar. Fordi der altid er en mulig afvisning, når man åbner sig og spørger: Skal vi prøve et eller andet sammen?
Hvad får man ud af at “spørge med åbent sind”?
Hvis man kan det, så kan der åbenbares nogle helt nye ting for en. Det gør, at man kan skabe forbindelser, som man måske har haft engang. Eller skabe nye forbindelser til andre mennesker. Men kun hvis man tør at komme ud af sin skal og være til stede. For det er jo sårbart. Det er en blottelse. Hvis man har et åbent sind og rækker hånden frem, kan man blive såret fundamentalt. Og derfor kræver det noget af en.
“Broget”, som du bruger, er et ikke et ord, der anvendes i særlig mange højskolesange udover Kaalunds “Jeg elsker den brogede verden”. Hvad er dit forhold til den sang og ordet “broget”?
Det er nok en af de sange, jeg har sunget allermest. Fra jeg var helt ung. For mig er broget et ord, der karakteriserer mangfoldighed at tingene er blandet. At der er surt og sødt og stort og småt og lyst og mørkt. Der er ingenting, der er perfekte. Men det betyder også bare, at der er ingenting, der altid er dårligt. Jeg elsker det ord. Broget beder ikke om nogen form for perfektion.
4. For svaret bærer et solhverv i sig,
det ja som lægger en hånd i din.
Så kommer lyset igen med varmen,
da spirer atter den gamle vin.
Det bliver forår igen, igen –
fortræng nu mørket og solen tænd!
Og solen tænd!
I første linje af sidste vers vender vi tilbage til titlen og selve solhvervet – de vendepunkter eller solhvervstider, som et ægteskab eller en dyb relation bærer med sig. Hvad betyder solhvervet for dig?
Solhvervsdagen den 21. december er næsten vigtigere for mig end julen. Fordi så går vi fremad igen. Så kommer lyset tilbage. Solhvervet er et stort privilegium for os, der lever med årstider og lyset, der ændrer sig på den måde. Der kommer en anden dynamik, og jeg synes, vi får meget forærende i den kvalitet, man kan putte ind i livet, når vi lever i den del af verden, hvor der er de her naturlige vendepunkter. Sundhedsmæssigt tror jeg også, det betyder meget, at der kommer en markering af, at nu kommer lyset tilbage igen. I starten med sekunder og langsomt mere og mere, indtil vi har foråret. Det er det crescendo, jeg rigtig godt kan lide.
I anden linje af sidste vers bliver man mindet om, at “Solhverv” oprindelig er en sang om kærlighed skrevet til jeres forældre. Man bliver ligesom revet tilbage til det konkrete plan og "ja'et"...
Det er fordi, at de ting, der virker, er konkrete. Det er konkrete ting, der flytter os. Det tænkte jeg meget på, da jeg holdt op med at ryge for mange år siden. Jeg vidste alt om rygestop, og jeg havde fået en pjece hos lægen om, at det burde man. Men det var først, da min mand sagde til mig, at det ville han blive virkelig glad for, at jeg sagde “okay, ja, det er også bedre”. Og så gjorde jeg det.
Er “den gamle vin” det tætteste, vi kommer på en religiøs reference i din tekst? Eller hvad symboliserer det?
Det symboliserer dels at være et sted i livet, hvor man ikke er sådan en ung bønnespire, om man så må sige. Men hvor der er en stok, som har leveret før, og som måske, måske ikke, leverer igen. Man kan jo ikke vide, om den gamle vinstok kommer igen, når den har stået der i meget lang tid.
Du er vokset op som datter af to sognepræster. Er det bevidst at udelade troen i din sangtekst?
Nej, det er det faktisk ikke. Men jeg havde ikke noget ønske om at skrive en religiøs sang som sådan. Fordi jeg gerne ville skrive en kærlighedssang – om kærligheden til hinanden og kærlighed til livet.