Fortalt til Marie Nørgaard Skadhauge
Anton Lindgaard Bloch, 21 år
Krogerup Højskole
”Den første dag var besværlig. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle hilse på hinanden. Lærerne prøvede at indføre en fodhilsen. Den viste sig dog at være super upraktisk. Så nu bruger vi albuehilsenen med dem, vi ikke er i familiegruppe med og stadig skal holde afstand til.
Da jeg første gang startede på Krogerup i januar, var jeg nervøs. Men den her gang ankom jeg med en ro, som fyldte mere end nervøsiteten. Jeg vidste, at det kun kunne blive godt.
Og det er det allerede blevet. Folk er gode til at være sammen på afstand. Nogle gange tænker jeg på de filmaftener, vi havde i foråret. Der lå vi med dyner og madrasser i en stor bunke foran skærmen. Det kan vi selvfølgelig ikke nu. Men vi får det bedste ud af det, vi kan.
Da nedlukningen kom, var jeg i gang med en personlig udvikling. Før højskolen var jeg introvert og følte mig presset af karakterræs og præstationssamfund. På Krogerup blev jeg meget social og fik et stort gå-på-mod.
Nogle gange tænker jeg på de filmaftener, vi havde i foråret. Der lå vi med dyner og madrasser i en stor bunke foran skærmen. Det kan vi selvfølgelig ikke nu
Anton Lindgaard Bloch
Men den udvikling gik i stå, da vi blev sendt hjem. Det var forfærdeligt. Man burde være midt i fællesskab, glæde og liv. I stedet var man alene derhjemme. Derfor besluttede jeg mig for at forlænge tiden her. Så kan jeg forhåbentlig få hele oplevelsen og ikke mindst arbejde mere med mig selv.
Forlængelsen gør, at jeg må udskyde studiestart. Men man lærer så meget her, man ikke lærer andre steder. Det skal man prioritere.”
Sofie Frisch, 22 år
Ollerup Gymnastikhøjskole
”Normalt er der første dag på højskolen en velkomst, hvor man krammer hinanden og kommer rundt og ser, hvor de andre bor. Sådan var det slet ikke den her gang.
Folk blev guidet ind på parkeringspladsen, hvor en lærer sad bag en skærm og udleverede nøgler til elever. Forældrene fik en kop kaffe og en cookie. Men de måtte ikke komme med ind på skolen. I stedet viste en fortsætterelev den nye elev hen til sit værelse.
Vi er 90, der er fortsat fra forårsholdet, og så er der kommet 100 til. Inden vi startede igen, tænkte jeg på, om vi kunne få et stort fællesskab med både nye og gamle til at fungere, når nu vi ikke kan være sammen på samme måde som før.
Det er kun dem i min ganggruppe, jeg må være tæt på. Og det er dem, jeg laver alt med.
Sofie Frisch
De fleste andre elever skal man holde 1 meters afstand til. Det er kun dem i min ganggruppe, jeg må være tæt på. Og det er dem, jeg laver alt med. Vi bor sammen og sidder sammen til samlinger og måltider. Det har været et lille lyspunkt ved restriktionerne. Min gruppe har et virkelig tæt sammenhold. Det ville vi måske ikke have fået ellers.
Men inderst inde håber jeg på, at vi når at opleve det almindelige højskoleliv igen. Hvor vi alle sammen må spise et måltid på samme tid i spisesalen. Eller hvor vi kan holde fester, hvor man ikke skal danse med to meters afstand. Desværre tror jeg, at der er lange udsigter til den slags”.
Jeppe Kibeck Andersen, 24 år
Brenderup Højskole
”Det var vildt dejligt at komme tilbage til højskolen. Jeg havde glædet mig, siden jeg besluttede at forlænge. Vi er en meget lille skole med lidt over 30 elever. Så selvom vi kun har været her i tre uger, er vi allerede bundet meget sammen.
Vi er heller ikke så påvirkede af corona-restriktioner, fordi vi er så få. Der er to grupper, som vi spiser i. Og så er der håndsprit, ekstra rengøring og alt det. Egentlig burde vi også holde afstand til dem fra den anden gruppe. Men gør vi det? Nej, det gør vi faktisk ikke. Personalet holder vi til gengæld meget afstand til.
Egentlig burde vi også holde afstand til dem fra den anden gruppe. Men gør vi det? Nej, det gør vi faktisk ikke.
Jeppe Kibeck Andersen
Det var en af de allersidste dage på forårssemesteret, at jeg besluttede mig for at blive, fordi jeg ville komme til at mangle fællesskabet. Der var også nogle fag, som jeg ikke var færdig med. For eksempel linjen bæredygtigt byggeri, hvor vi i foråret var i gang med at bygge et tiny house. Ja, godt nok er det endt med, at jeg har fået kunst i stedet for. Det er et meget nyt ord for sådan en vestjyde som mig. Men det skal nok blive godt.
Det er det, højskole har lært mig: Du skal ikke kunne alting på forhånd. Jeg ved ingenting om kunst. Men kaster jeg mig ud i det, lærer jeg en masse. Det er også for røvkedeligt at stå op hver dag og lave det samme. Så er det sjovere, når der sker noget nyt. Og det gør der her”.
Chili Elden, 28 år
Australsk elev, Den Skandinaviske Designhøjskole
”Jeg har boet på skolen sommeren over med en anden international elev. Der var meget stille. Så vi glædede os til den dag, resten af eleverne ankom.
Nu er der mere liv her. Det er skønt. Men det er slet ikke den samme måde at gå på højskole på. Vi er opdelt i ganggrupper, og det er kun dem i gruppen, jeg må være tæt på. Det er også dem, jeg spiser med.
Det kan godt være frustrerende at være så opdelt. Vi er vant til at sidde, hvor vi vil i spisesalen og være blandet på kryds og tværs. Jeg savner at snakke med alle dem, der ikke er i min gruppe. Det er sværere at lære folk at kende på afstand. Til gengæld er vi virkelig blevet tætte i vores gruppe, fordi vi bruger så meget tid sammen.
Jeg håber, at jeg i løbet af efteråret også når at lære de andre at kende. For mig er det en kulturel oplevelse at være her. Jeg vil gerne forbedre mit dansk og nyde de skandinaviske elevers selskab. Det håber jeg, at efteråret byder på.
Nu er der mere liv her. Det er skønt. Men det er slet ikke den samme måde at gå på højskole på.
Chili Elden
Og så håber jeg, at skolen ikke lukker ned igen. Jeg synes heldigvis, at alle her er rigtig gode til at overholde retningslinjer, gøre rent og spritte af. Men efter at eleverne på Silkeborg Højskole blev sendt hjem, har jeg været meget bange for, at det også kommer til at ske her.”
Theodor Peschardt Sandblad, 22 år
Teaterhøjskolen Rødkilde
”Nu er det fantastisk at være her. Men det har også været benhårdt at starte igen. Der er stor forskel på, hvordan det er at gå på højskole i starten, og på hvordan det er, når man har lært hinanden at kende og slapper af sammen. De første uger var alle nervøse og ville gerne vise den bedste side af sig selv. Og jeg ville gerne finde nogen, jeg kunne få det lige så godt med som mine venner fra foråret.
Men det var også rart at starte med noget erfaring. Jeg har for eksempel mindre FOMO, end jeg havde sidst. Det føles ikke længere som jordens undergang, hvis jeg tager hjem en weekend.
Jeg håber sådan, at efterårssemestret kan give mig noget af det, jeg ikke nåede i foråret. Jeg tog på Rødkilde for fællesskabet og for at finde ud af, om teater er noget for mig. Særligt instruktørrollen er jeg interesseret i. Den nåede jeg faktisk lige at få rigtig meget smag for, da vi så skulle hjem på grund af corona. Og så nåede jeg simpelthen heller ikke at få nok højskoleliv.
Det føltes som en mavepuster, da jeg hørte, at eleverne på Silkeborg Højskole endnu en gang var blevet sendt hjem. Så blev det seriøst igen. Men jeg har besluttet mig for, at hvis det skulle ske her, nægter jeg at blive knust. For det brugte jeg sidste halvår på at være. Men det hele endte jo meget godt alligevel”.
Det føltes som en mavepuster, da jeg hørte, at eleverne på Silkeborg Højskole endnu en gang var blevet sendt hjem. Så blev det seriøst igen.
Theodor Peschardt Sandblad