Af Andreas Harbsmeier
Højskolebladet er gået på jagt efter Gud. Selv om man gennem en del år efterhånden har talt om religionens genkomst, og man har diskuteret islam og kristendom i det offentlige rum som aldrig før, er der ikke nogen mærkbar ændring at spore på højskolerne. Gud forsvandt tilsyneladende ud af de danske højskoler for 30-40 år siden, og har ikke for alvor vist sig siden - bortset fra på en række vedholdende skoler, der holder fast i et tydeligt kristent fokus. På uddannelsesguiden.dk kan man alligevel stadig læse: "Alle højskoler er i princippet forankrede i den samme danske kristne tradition." Hvordan hænger det sammen?
Vi starter med at gå til en af de lærde, for at skabe et overblik over, hvor man kunne finde Gud i højskolesammenhæng. Måske kan han hjælpe.
"Sagen er interessant nok, men jeg mener ikke, at der meget kød på den", siger Ove Korsgaard, mangeårig højskolemand, forfatter og professor ved DPU.
"Af de højskolefolk, der siden 60'erne har forsøgt at fastholde, at der var et klart spændingsforhold mellem det folkelige og det religiøse, var det meget få, der havde held med det. De forsøgte at modernisere en tradition, men havde ikke megen succes med det."
Mod påstanden om, at en del mennesker stadig opfatter højskolerne som en levende del af et kristent tankesæt, mener Korsgaard, at offentlighedens billede af højskolerne er en 10-20 år forsinket. "Jeg mener ikke, at højskolerne har mere affinitet til kirken end alle mulige andre uddannelsesinstitutioner."
Der findes desværre heller ingen statistisk på, hvilken uddannelse højskolelærere har, men Korsgaard mener heller ikke, at der er en overrepræsentation af teologer på skolerne, som det tidligere var tilfældet: "Jeg tror, at man skal 20-25 år tilbage for at finde en overrepræsentation af teologer på højskolerne. Langt de fleste er humanister eller lærere i musik, kunsthåndværk eller gymnastik."
Man skal længere tilbage for at finde spor af Gud og kristendommen på de brede højskoler:
"Jeg var selv elev på Askov i sin tid. Og der fastholdt man jo som hos Grundtvig, at kirke og skole er to forskellige ting. Der var også morgensamling med et kristent teologisk islæt. Men det forsvandt hurtigt efter. Og meget senere, da Niels Højlund kom tilbage til Ry Højskole og ville fortsætte traditionen fra Askov med morgensamling og med sang til middagsmaden, var der ingen lydhørhed. Det måtte han opgive."
At Gud og kristendommen ikke spiller nogen væsentlig rolle i dag skal imidlertid ikke forveksles med en manglende interesse for det religiøse:
"Det er jo ikke sådan, at interessen for det religiøse har aftaget. Den blomstrede meget op i 80'erne. Forskellige spirituelle strømninger og interessen for det nyreligiøse havde stor succes. Man kunne sige, at det, at traditionen for tilknytningen til kristendommen blev svækket meget, åbnede op for, at mange andre ting myldrede frem."
Indre mission
Korsgaard mener altså, at det med undtagelser er vanskeligt at finde den kristne tradition på dagens højskoler, men lad os alligevel kigge lidt på en af undtagelserne, for der findes faktisk stadig skoler, der direkte bekender sig til kristendommen og sågar markedsfører sig på det. Der må Gud trods alt stadig være.
En af de skoler er Børkop Højskole syd for Vejle. Her er Kurt Kristensen forstander. Skolen bærer tilnavnet "Indre missions Bibelskole" - og det er jo klar besked; Her bekender man sig til kristendommen. Kristensen, der er uddannet teolog og har været præst i "bibelbæltet" i Harboøre og Hvidesande, før han blev forstander, mener i en vis forstand, at de viderefører den oprindelige højskoletanke:
"Vi ser os ikke som en del af noget nyt, men som en videreførelse af en tradition. Vi synes nok, at der ville mangle noget væsentligt, hvis vi ikke var her. Højskolespektret er så mangefarvet, og vi varetager én af de mange farver. En god og vigtig farve, som jeg ikke mener, kan undværes. Men også en farve, der ikke er særlig mange, der står for. Vi har fokus på klassisk kristendom. En kristendom som lægger vægt på bibelen som Guds ord, og på Kristus som vores frelser. Som lægger vægt på, at troen på Kristus er livsvigtig. Og som ønsker, at vores elever skal have det som fundament i deres liv. Det vil vi gerne være med til at formidle og skabe bevidsthed om."
Skolens tilknytning til indre mission giver anledning til en masse fordomme, og det er forstanderen ked af. Men samtidig rekrutterer skolen udelukkende elever blandt de i forvejen troende, og det er jo heller ikke meget, man hører til skolen uden for de specifikt kirkelige kredse, så selv om Gud findes her, er det nok et særtilfælde:
"De fleste af vores elever kommer fra indre missions ungdomsarbejde. Og så har vi nogen enkelte, der kommer fra forskelligt andet kirkeligt arbejde. Elevtallet er nogenlunde stabilt, men vi arbejder ihærdigt på at hæve det. Det har ligget der omkring 40 i et stykke tid. Og så foretager vi nye tiltag for at hæve det elevtal. Vi ser os selv som stående i den danske folkekirke. Som stående på det, som er folkekirkens fundament. Det betyder rigtig meget for os at kunne sige det. Vi vil ikke stå inde for alt det, der er plads til inden for den danske folkekirke, men vi vil gerne arbejde for det, som er fundamentet, nemlig biblen og folkekirken. Det betyder meget for os."
Selv om skolen i princippet henvender sig til alle, er det altså en kristen skole: "Hvis man ser på sådan en ting, som det at gå i kirke om søndagen, så er vi rimeligt homogene. Det anbefaler vi, at man gør - og de fleste tager med."
Så Kristensen står ved, at højskoletradition - hvis man tager Grundtvig alvorligt - også må have en teologi: "Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at tage det teologiske ud af Grundtvig. Han er jo ikke bare et navn uden indhold. Jeg mener, at Grundtvig stod for en del af det, som vi gerne vil stå for: En levende tro, som viser sig i praksis og som er en personlig del af et menneskes liv. Det er vigtigt at fastholde det indhold, som Grundtvig også fremførte. Jeg synes absolut, at der mangler noget, som vi gerne vil være med til at bære ind iblandt de unge."
Fra gud til 68
Så Gud findes altså - men den form,som han har på Børkop, må nok sigesat være perifer inden for højskolen. Den spiller heller ingen væsentlig rolle i den fornyede interesse for det religiøse i en politisk sammenhæng, hvor man diskuterer, om det er rimeligt, at særligt islam, men også kristendommen, må spille en rolle i det offentlige rum. Kristensen mener heller ikke, at de er så vigtige her:
"Jeg ser os ikke som en aggressiv del af den udvikling, men jeg har den holdning, at troen ikke kan isoleres i det private rum. Den vil altid være en del af offentlige rum. Og det vil den også ud fra os. For hvis den ikke vil det, så er det ikke den kristne tro. Den vil have et offentligt udtryk - det er væsentlig del af troen. Den kristne giver os nogle værdier, som vi gerne vil agere ud fra, men det er meget vigtigt for os, at vi ikke er noget politisk parti."
Jes Fabricius Møller, historiker, Ph.d., tidligere højskolelærer, nuværende lektor i historie, mener også at det er et vanskeligt projekt at finde Gud på højskolerne over en bred kam: "Så skal man spilme lede grundigt".
Lige som Korsgaard, mener Fabricius Møller, at man skal langt tilbage for at finde en eksplicit kristen tanke i højskolen, og at dem, der mener, at det ligger som et uudtalt grundlag i højskoletanken overhovedet, er gal på den:
"Man kan ikke anklage de moderne højskoler for kristen mission. Der bliver jo stadig sunget Grundtvig om morgenen, men det faktiske indhold af undervisningen og værdigrundlaget er helt afkristnet. Det egentlige brud fandt sted allerede i 50erne på Krogerup. Hal Koch dannede som en af de første et sekulært grundlag for det at drive højskole. Han var en af dem, der bidrog til at pakke det kristne væk fra de åbne rum. Personligt var han faktisk en gammeldags from kristen."
"Det egentlige mirakel er så, at højskolen har overlevet 1968. Højskolen har altid været meget god til attilpasse sig de unges behov. Efter 68 blev højskolen et rum for 68-kulturen. Der var der man lærte at spille guitar og batikfarver og keramik."
Højskolen videreførte altså ikke kristent tankegods i nye forklædninger:
"Det var tale om en mirakuløs transformation. Det blev fortalt som om, at Grundtvig stod i centrum hele vejen. Men det gjorde han ikke. Den overordnede historiske bevægelse har været væk fra en veletableret landboungdomskultur og dannelsestradition. Men det var en kultur, som ganske enkelt forsvandt i løbet af 10 år. Som var væk i midten af 60erne. Det var en demografisk nødvendighed."
Alligevel har Grundtvig og det kristne været et så stærkt "brand", at det udefra så ud, som om højskolen blev ved med at have tilknytning til kristendommen og kirken:
"For et par år siden skabte det overskrifter, at højskolen i Oure meldte ud, at de ikke havde noget med Grundtvig at gøre. Så skal man virkelig ikke have fulgt med for at blive overrasket over det. Det har været meldt ud fra starten."
"Der har været en naturlig affinitet til kirken. Men i og med at der i starten - med de første højskoler - var meget lidt afstand mellem kirken og samfundet i øvrigt, var det nærmest skolens fornemmest opgave, at markere en forskel mellem skole og kirke. Og det er den markering, der har fået karakter af tilknytning i stedet - i takt med, at det øvrige samfund har fjernet sig fra kirken. Set inde fra mente højskolen fortsat, at der var tale om en afstand, mens det ude fra lignede en tilknytning."
En åben kristendomsforståelse
En tilknytning kan man i hvert fald tydeligt se hos Haslev udvidede Højskole, der tidligere var kendt som en indremissionske højskole, men nu harHaslev udvidede Højskole tager udgangspunkt i en kultur-åben kristendomsforståelse", står der i skolens værdigrundlag. "Spørg mig ikke, hvad det betyder", siger skolen kun 27-årige forstander Signe Bo, "det er noget, en klog teolog en gang skrev".
Hendes skole repræsenterer en lidt blødere version, og skolen har elever, der bekender sig til kristendommen og elever, der ikke gør. Og det er vigtigt:
"Hvis vi kun havde dem, der kommer fra søndagsskolerne og KFUM/K, ville det være uinteressant. Vi har en meget større bredde end på idrætshøjskolerne for eksempel."
"Vi tør godt sige det højt, at vi er kristne. Og at vi godt kan være kristne og fornuftige på samme tid. Kristendommen skal have et moderne udtryk, som betyder, at det fordrer vores frisind og vores udsyn. Men vores arv er gået tabt, forstået på den måde, at det ikke længere er én sandhed, som vi har. Tværtimod har vi en masse tvivl og en masse spørgsmål, som vi stiller hele tiden. Vor Herre holder meget af spørgsmål. Både til os selv, og til hvem Gud er."
Signe Bo er bevidst om, at det med Gud og kristendommen nok ikke appellerer så bredt i dag, men hun ser også skolen som en mulighed for at gøre det mere spiseligt for unge i dag - og dermed også pligt til at påvirke og forandre folkekirken:
"Det er jo ikke særlig sexet at være kristen. Sådan er fordommen i hvert fald. Men vi er jo bare lige som alle andre. I virkeligheden tror jeg, at vi kan have et meget større liv på syndernes forladelse. Højskolerne er noget andet i dag end for 100 år siden. Vi har ikke nogen forpligtelse over for Grundtvig. Vi har en forpligtelse over for det værende samfund. En pligt til at stille spørgsmål, men vi har også pligt til at forsøge at forandre kirken som institution og bringe lidt inderlighed i dendanske folkekirke."
Også her fandt vi altså Gud på højskole. Og måske i en mere bredt appellerende form. Så mod hårde odds fandt vi ham altså alligevel - om end kun på nogle enkelte skoler. Helt ude er han altså ikke. Så mens religionen inden for de sidste 10 år igen har spillet en ekstrem stor rolle i den offentlige debat, er den fortsat tilstede, omend marginaliseret på højskolerne. Men ikke mere, end at man flere steder kan læse, at højskolerne over en bred kam - i princippet - hviler på et kristent grundlag. Det grundtvigsk-kristne islæt er alligevel stadig for markant, til at det helt kan slippes. Udfordringen ville være at få en muslimsk højskole! Så skulle man nok kunne få diskuteret højskolerne kristne grundlag!
Jes Fabricius får det sidste ord: "Det kunne være et interessant eksperiment. Ville vi få statsstøttede madrasaer eller ville det blive en nøgle til integration, forsoning og forståelse? I frisindets navn bør vi vove forsøget!"