Louis Mogensen, forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole
Højskolelovens hovedsigte blev ændret, da Højskoleudvalget i sin tid lavede forarbejdet til et forsøg på at skabe nye og bedre vilkår for højskoledrift. Udgangspunktet var godt, for både partiet Venstre og FFD's bestyrelse så gerne, at højskolerne fik en mere central placering. Imidlertid var Venstre og FFD ikke enige om, hvad der skulle til. Venstre så gerne, at højskolerne kunne indgå i et tættere samarbejde omkring de formelle uddannelser - måske endda med eksaminer. FFD så gerne, at regeringen i højere grad ville støtte de unge økonomisk og kopiere en norsk realkompetencemodel. Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs nedsatte derfor et højskoleudvalg, der skulle vende alle sten; men med den bundne opgave, at se på forholdet til de kompetencegivende uddannelser.
FFD's realkompetencetanker led først skibbrud, idet de fleste i udvalget mente, at perspektiverne var for langsigtede, og at det var farligt ikke at erkende, at højskolerne historisk set har spillet en aktiv uddannelsesmæssig rolle. Da loven skulle skrives, faldt det økonomiske aspekt bort. Der var ikke politisk mulighed for at støtte de unge med en SU-lignende ydelse. Eftertiden har formodentlig vist, at ideen med at kombinere højskole og fag på en anden uddannelse også falder, i hvert tilfælde hvis man vurderer omfanget. Der er nok enkelte, der har glæde af mulig¬heden; men der er ikke tale om noget, der har flyttet betingelserne. I virkeligheden er de vigtigste intentioner bag udvalgets rapport altså ikke opfyldt, og derfor er der grund til at overveje, om man bør kigge på hovedsigtet igen.
Min påstand er, at præciseringen af hovedsigtet var en slags sikkerhedsventil, som skulle forhindre, at en højskoleelev kunne sammensætte et skema med ren færdighedslæring og undervisning efter anden lovgivning, og dermed ikke få de almene aspekter, som i bund og grund legitimerer højskolen og det anseelige tilskud, som staten støtter projektet med. Tankegangen var, at livsoplysning er et overordnet begreb, som rummer folkelig oplysning, som igen rummer demokratisk dannelse. Det er en god og rigtig tanke; men den kunne man sagtens tilgodese i den hidtidige formulering, der talte om et alment sigte. Når man sammenholder konkretiseringen af hovedsigtet med det forhold, at det fremgår af loven, at halvdelen af undervisningen ikke behøver at forholde sig til hovedsigtet, er der risiko for, at hovedsigtet ikke får den centrale plads, som gør højskolen unik. Hvis den danske højskole udvikler sig til en half-and-half blanding af hopskud og demokratisk dannelse, udspiller vi vores rolle.
Noget af det unikke ved højskolens tradition er netop, at vores måde at håndtere undervisning og samvær på sker i tillid til, at faglighed og oplysning går hånd i hånd. Nordmændene har sikret, at det er reflekteret og godt ved at beskrive det, hvilket mange danske skoler også har gjort. Tidligere undervisningsinspektør Keld Krarup spurgte engang undertegnede om, hvor meget af min skoles undervisning der var almen. Jeg svarede, at det var 100 %, hvilket blev godtaget. Det bygger ganske enkelt på den forudsætning, at vi som højskole har et andet sigte end ren indlæring; men samtidig også på, at de almene aspekter trives bedst i faglige sammenhænge.
Da vi lavede højskoleudvalgsrapporten, var vi en flok mænd og kvinder, der af gode hjerter drøftede, hvad der kunne være med til at sikre velfærd, forstået på den måde, at vi lagde vægt på, at en af højskolens vigtigste opgaver er, og har været, at undgå almuegørelse. Uddannelse var nøgleordet - måske tidstypisk i en tid, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er så udtalt. Spørgsmålet er, om man ville se det i samme perspektiv i dag. Min påstand er, at risikoen for almuegørelse i langt højere grad er knyttet til kulturelle og livsstilsmæssige perspektiver. Almuen i dag magter simpelthen ikke at begå sig i det moderne og komplicerede samfund, især at tage vare på egen og familiens sundhed. Desværre lever nogle af dem oven i købet i en slags forvisning om, at det er samfundets opgave at råde bod på det. Sat lidt på spidsen kan man sige, at det almene perspektiv i dag handler om at kunne håndtere kompleksitet og agere i den - ofte sammen med andre.
For god ordens skyld skal jeg vedgå, at FFD ikke havde de store betænkeligheder eller ambitioner vedrørende hovedsigtet. Vores ræsonnement var, at det var vigtigt at lægge kræfterne i vore egne indsatsområder. Derfor forholdt vi os ikke offensivt til hverken det vedtagne eller den mindretalsudtalelse, der var på spørgsmålet.