af Andreas Tonnesen
Så længe det går godt og samfundskagen vokser, så er alle glade. Men efter flere år med international og hjemlig krise, kunne man tro, at protesterne for alvor ville begynde at blive hørbare. Flere og flere mister job, mens der er blevet pumpet enorme pengesummer ind i et bank- og finansvæsen, som har spillet en ikke uvæsentlig rolle for selvsamme krise. Nu skal regningen betales, og med den fremlagte Genopretningspakke vanker der markante besparelser på centrale dele af velfærdsydelserne. Overraskende
nok er pakken dog blevet mødt meget få protester i den brede befolkning.
Hvad er pakken - ikke mindst den overraskende stilhed, som den i det store hele er blevet mødt med - egentlig symptomer på? Hvad siger de om den politiske kulturs tilstand i dagens Danmark?
En politisk kultur uden visioner
Genopretningspakken er udtryk for en politik, der grundlæggende mangler evnen til at tænke nyt. Det mener forlægger og forfatter Lene Andersen. Ifølge hende justerer vi på de knapper, som vi allerede har i stedet for at diskutere, om vi skulle udvikle en række nye knapper til at opererer med. For hende at se, er det er kernen af problemet. Om beløbene på besparelserne er store eller små, er ikke synderligt interessant, og om dagpengeperioden falder fra fire til to år, det synes Lene Andersen ærligt talt er noget klynk at pive over.
"Det kan jeg overhovedet ikke hidse mig op over. Det der derimod
virkelig skræmmer mig i det her land, er at man overhovedet ikke har nogen vision for, hvordan tingene skal se ud om tyve år. Det er som om, Danmark er, som det altid har været, og så er der lidt færre penge, end der var i går. Det, jeg synes, er virkelig katastrofalt. Den politiske kultur i Danmark er éndimisionel, den er åndsforladt og visionsløs og mangler udsyn."
Frederik Christensen har med et langt liv inden for højskoleverdenen især blik for den uddannelsespolitiske side af sagen. I den visionsløse politik står højskolen svagt og splittet, mener han, da højskolerne ikke længere spiller en selvfølgelig rolle i samfundslivet. At politikerne priser højskolerne som en historisk institution gør ikke at de tænker den som et egentligt satsningsområde, forklarer han. I stedet har regeringen har gennem hele sin regeringsperiode skåret i folkeoplysningssiden
af uddannelsessystemet og gjort Pisa-galskaben til et værende element, der præger forståelsen af uddannelse i vor tid.
"Uddannelse er idag i høj grad at forstå som en forberedelse til samfundsproduktionen. Den hårde konkurrencetænkning i uddannelsessystemet tager ikke højde for den enkeltes liv og den sammenhæng, der skal eksisterer mellem uddannelse og de værdier, der knytter sig til den enkeltes eget levede liv. Det skaber en kløft mellem eliten og befolkningen." mener han.
"Tag bare den nylige hjemmeplejeskandale som eksempel. Kan vi klare sådan et problem ved hjælp af Pisa-undersøgelser? Er det problemet her, at der er noget de ikke har fået lært i skolen? Nej, det er nogle andre værdier, som vi skal passe meget på ikke at miste. Det bliver for alvor dyrt, hvis vi ikke tager hånd om disse værdier", understreger Frederik Christensen.
Den folkelige apati
Hvis man skal gå i rette med den kultur, som præger det politiske etablissement i Danmark, så må man også kigge på fundamentet for denne kultur, nemlig på den danske befolkning som i sidste ende oppebærer og legitimerer magthaverne. Enhver befolkning har de politikere, som den fortjener. Sådan ser Lene andersen på det. Hun synes at kunne konstatere, at danskerne har bildt hinanden ind, at det er tilstrækkeligt at læse krimier, bygge udestuer og spise sammen med naboen.
"Men det er det ikke. Magt er ikke noget man får, det er noget man tager," advarer Lene Andersen.
"Hvis man gerne vil have politik, der er langsigtet og tager ordentligt hånd om samfundet, så er man nødt til at sætte sig ind i sagerne, og så må man se at få udfordret sig selv og sit verdensbillede. Det er det nære, som vi spontant og umiddelbart interesserer os for, og det er jo meget menneskeligt," forklarer hun og understreger, at der et problem i forhold til samfundsværdier. Dem, der er interesseret i magt, holder den for sig selv. Man er altså til en vis grad nødt til at interessere sig for politik og udvide sin horisont. Det er der virkelig mange, som har det skidt med. Fordi det kræver, at man TÆNKER. Det at tænke har i sig selv ikke særlig høj status i dag. Det har højere status at lave god mad. Vi har jo en masse tv-kokke, vi har ikke en masse tv-filosoffer. I den brede offentlighed, i popkulturen, er der masser af kokke og livsstilseksperter, men der er jo ikke en eneste filosof. Der er jo ikke nogen der taler om, hvad der er det fundamentale, det der giver mening og retning og som hører til det at være menneske."
Måske derfor er det er et tidstypisk tegn, at markante politiske tiltag mødes med en tilsvarende stilhed i den brede befolkning. Ifølge Ole Krarup, der et langt liv har været engageret i Folkebevægelsen mod EU, er det en ond cirkel.
"Jo mere apatisk befolkningen bliver, desto større bliver politikernes spillerum og desto større bliver også de øreklappe, som de har på. Argumentresistensen og den mentale
døvhed på magthavernes side går hånd i hånd med den folkelige apati. Måske er det et moderne dilemma, at vi skal tage stilling til alt hvad der sker i den "globale landsby", men samtidig
oplever det som mere og mere umuligt at handle og reagere på alt det, vi bliver vidne til?" spørger han.
Forargelseskulturen i dansk politik
Når formiddagsaviserne eksempelvis blæser politikernes privatøkonomiske situation op på forsiden handler det ifølge Frederik Christensen om forargelse. For ham at se er forargelseskulturen en af tidens tendenser, som har indfundet sig i det politiske rum og som på mange måder hindrer det ægte engagement i at komme til udfoldelse. Det medfører, at politiske emner og sager ofte får personlige vinkler og der fokuseres mere på det skandaløse end på det politisk uretfærdige.
"Denne forargelseskultur er fremtrædende i vor tid og i medierne. Det er selvfølgelig noget som politikerne udnytter, men med jævne mellemrum bliver de også selv ofre for den", mener Frederik Christensen.
Der er nogle alvorlige konsekvenser ved det faktum, at politik i dag i den grad er kendetegnet ved det personfikserede
og skandaløse. Skandalen er i Ole Krarups øjne så populært nyhedstof, fordi det er en del af en vor tids helt store kulturelle drivkræfter, nemlig underholdningsindustrien. Men skandalen fører i udgangspunktet ikke til noget politisk.
"Den kan måske afsløre noget om politikernes moral og eller dobbeltmoral, den gør folk forarget, men angiver ingen politisk retning. Bagsiden er så bare udviklingen af en slags markedsdemokrati, hvor det handler om at fastholde taburetten
og finde ud af, hvor man kan fiske flest stemmer. I sidste ende medfører det en politisk debat, hvor man vinder mere på de andres bommerter end på egne argumenter." forklarer han.
Når man snakker om folkeligt engagement og folkelig apati er det også for Lene Andersen interessant at betragte, i hvor høj grad politik i dag spiller på følelser. Hun ser eksempelvis det stigende antal af indsamlingshows, der år for år formår at indsamle større og større pengesummer, som værende et udtryk for et folkeligt engagement, men mener, at faren er, at deres stigende
succes også skyldes, at flere og flere sidder foran skærmene lørdag aften og beskræfter sig selv.
"Og der sidder vi altså og føler os åh så gode, for nu har vi givet penge til nogle sultne og nødlidende mennesker. Vi har en dejlig følelse i kroppen og er blevet dybt rørt, for vi har set nogle børn med store våde øjne. Al ære og respekt for disse indsamlingsshows, men i stedet for at sidde lørdag aften og føle, at vi svømmer over af godhed, kunne vi også engagere os i politik og være med til at sikre, at vi fører en ordentlig u-landspolitik." er hendes råd.
Folkeligt engagement og manglende udblik
Et andet aktuelt og spændende eksempel på et ægte folkeligt engagement i den politiske debat er det nyligt dannet parti Fælleslisten. Her har det såkaldte "udkantsdanmark" netop rejst sig for at gøre sin indflydelse gældende og udfordre det politiske etablissement.
Lene Andersen er delvist enig i den betragtning.
"Fælleslisten er på mange måder et udtryk for, at en gruppe
almindelige borgere melder sig ind i den politiske sfære. Men jeg savnede dem bare, da vi indledte krigen i Irak, eller da Lømmelpakken blev vedtaget, for der gik vi virkelig på kompromis med nogle meget væsentlige principper. Det er kendetegnende, at hvis ikke lige at man selv er i Irak, eller selv falder ind under lømmelkategorien, så er det fuldstændig abstrakt at forholde sig til de to vedtagelser." siger hun og tilføjer, at dannelsen af Fælleslisten afspejler manglende udsyn.
"Det som også er interessant ved Fælleslisten er det faktum, at det er de helt konkrete og nære sager, som sat gang i dannelsen
af dette parti. Og det tror jeg hænger sammen med en bred tendens i samfundet i dag. Man ynder ikke så gerne at udvide sin horisont og tage den abstrakte overbygning med, men er kun engageret i det, som er konkret og som har at gøre med ens egen by. Det principielle i hvorvidt man bør medvirke i en angrebskrig uden FN i ryggen og det principielle i at ændre retssikkerheden for visse borgere, det forholder man sig ikke til, for det er abstrakt og besværligt. Jeg synes det er fantastisk, at der nu er nogle mennesker, der begynder at beskæftige sig med politik, men jeg synes altså også, at det er sigende, at det er det her, som får dem til det."
Den svære opskrift
Derfor er det vigtigt at sikre, at kløften mellem den politiske elite og den brede befolkning ikke bliver afgrundsdyb. Ifølge Lene Andersen er centralnerven i det danske demokrati samtalekulturen,
der gennemløber hele samfundet på kryds og tværs.
"I sidste ende er det jo vores egen skyld, at der er så stor en afstand mellem den politiske sfære og den almindelige brede befolkning," påpeger hun.
"Alle og enhver kan jo melde sig ind i en vælgerforening og være med til at udpege, dem som skal stille op. Og det synes jeg faktisk, at folk skulle tage at gøre."
Hun mener, at det er en del af opskriften på at komme tidens poltiske apati til livs. Hun pointerer også, at det er vigtigt at spørge sig selv, hvor det er, at man kan bidrage til noget i samfundet. Uanset om det er lokalt eller globalt. Det vigtigste
er, at man tager stilling til at den tillid, der skal være mellem mennesker, så vitterligt er der.
Kort sagt er Lene Andersens opskrift på at komme tidens apati til livs og fastholde et levende og folkeligt rodfæstede demokrati lige så enkel som besværlig:
"Hver eneste af os har til opgave at blande sig, og hvis ikke ligefrem tage magten, så i hvert fald tage del i det politiske magtspil for at sikre, at det er et spil med flest mulige deltagere."
Blå bog
Lene Andersen F. 1968. Civiløkonom, frafalden stud.teol. og forfatter til bogserien Baade-Og. Kvinden bag forlaget Det Andersenske Forlag.
Frederik Christensen
Tidligere forstander på den nu nedlagte Kerteminde Højskole og forfatter til bogen Med livet i højskolen.
Ole Krarup
F. 1935. Professor i Retsvidenskab og tidligere europarlamentariker for Folkebevægelsen mod EU.