USA-billedet er forvrænget

Publiceret 01-08-2012

TRÆTHED Overdreven dækning og entydigt personfokus giver dansk skævtegning af USA, mener professor

Af Andreas Harbsmeier

70% af amerikanerne var blevet trætte af at høre om de amerikanske primærvalg, inden de var forbi, viste en Gallup-måling tidligere i år. Risikoen for en tilsvarende træthed i Danmark er udtalt, hvor den entydige personfokusering fjerner opmærk­somheden fra indholdet og dermed giver et skævvredet billede af USA, mener professor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Hans-Henrik Holm.


"Problemet er, at der ikke er ret meget nyt at sige i en lang og intensiv dækning af en valgkamp på indholds­siden. I løbet af to eller tre artikler kan man beskrive, hvad Obama eller Mitt Romney går ind for. Når du så har skrevet det, så kan du kun skrive om det, der er sket siden i går. Og det er ikke særligt meget. For at skrive noget nyt, kommerman til kun at skrive om den politiske proces og ikke om indholdet. Konsekvensen af det, er at det bliver en hanekamp."

Ekstreme USA

Det gælder i særlig grad i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg, fordi det går over så lang tid: "I den danske dækning er der en tendens til fokusere på det outrede synspunkt, selv om de to kandidater er meget midtersøgende. I stedet fokuse­rer man på ekstreme dele af kandi­daternes bagland, og tilbage står et billede af den amerikanske befolkning som abortmodstandere og religiøse fanatikere," mener Hans-Henrik Holm.

Resultatet en ekstrem skævtegning, fordi de fleste af vælgerne er meget midtersøgende. Et andet problem er, at medierne giver det indtryk, at det er præsidenten, der styrer det hele.

Det ekstreme fokus på præsiden­tembedet er en fortegning af den amerikanske
virkelighed. For de fleste amerikanere spiller det ikke den store rolle. "Den
amerikanske præsident er meget synlig, men det han for alvor har kontrol over
er krig og fred og Penta­gons budget," forklarer Hans-Henrik Holm, "alligevel
fremmanes et billede af USA som en form for monolitisk enhed, frem for at det i
virkeligheden er et meget sammensat land, hvor 80-90% af de politiske
beslutninger træffes lokalt. Det, der interesserer amerikanerne, er budgetnedskæringer og stor arbejdsløshed i den enkelte stat. I Danmark fokuserer vi på ude­lukkende på spidsen af pyramiden, og så tror vi, at det er dækkende for hele USA.