Seniorhøjskole flash mobber

Publiceret 05-01-2012

Højskolen Marielyst gør, hvad de kan i disse økonomiske svære tider. I dag tog en gruppe lærere, kursister og venner af seniorhøjskolen ind på Københavns Hovedbanegård og lavede en flash mob.

Af Højskolebladet

Det er en mørk formiddag den 5. januar. Det regner og rusker udenfor. Men pludselig ankommer den ene festklædte musikant efter den anden til Højskolernes Hus. Det er lærere, kursister og venner fra Højskolen Marielyst - for aktive seniorer.
Stemningen i kantinen, hvor de samles, er munter, men afventende. Det er nemlig planen, at de fremmødte skal lave en flash mob på Nytorv. De kigger ud af vinduerne på en øde plads, hvor kun en enkelt foroverbøjet person strider sig gennem regn og blæst. Hmm, det ser ikke så godt ud, lyder det fra musikerne. Skal vi aflyse?

Nej, så hurtigt giver de ikke op på Marielyst. Der bliver ringet til Hovedbanegården, og mens der ventes på svar, fortæller lærer Michael Mondrup om projektet. Han er i dagens anledning dirigent og iført sort smoking, hat og dirigentstav.

"Vi skal lave en flash mob herude på Nytorv, men nu prøver vi at rykke det til Hovedbanegården. I begyndelsen skal der kun være én, der spiller - så kommer der hele tiden flere til. Vi har en rolle hver og så improviserer vi der fra. Én skal hele tiden følge efter damerne, en anden spiller forkert toneart osv.
Samtidig deles der flyers med tilbud og kataloger ud. Faktisk er der mange af dem, der er kommet for at hjælpe, kursister og venner af højskolen, som har set vores opslag på Facebook. Det er virkelig dejligt.
Vi vil gerne gøre opmærksom på Marielyst Højskole. Det er svære tider for højskoler med korte kurser, fordi vi ikke får så mange midler som tidligere, så vi vil gerne trække nye kursister til. Der er jo ikke så mange seniorhøjskoler tilbage.
På Marielyst er der meget musik, og hver morgen spiller lærerne. Her vil vi så give mulighed for at opleve lidt af højskolestemningen i vores flash mob."

"Vi tager til Hovedbanegården! Der er givet grønt lys,"  lyder det ovre fra telefonen. Alle samler deres ting sammen og tager af sted. Vi følger med og ser dirigenten og resten af orkesteret give den hele armen til forundring og morskab for de forbipasserende. Med en fløjte forsøger dirigenten at holde styr på sin udisciplinerede trop af glade musikanter, der lader sig rive med og spiller forkert, eller bliver distraheret af de forbipasserende - og ganske rigtigt også en kvindes gode bagdel.

"Er det ikke lidt overdrevet med en dirigent til kun to spillemænd - hov, der kommer der sørme én til, der vil være med - ej hvor sjovt, mon de kender hinanden?", lyder det fra en midaldrende herre til kollegaen.
Mange af banegårdens rejsende stopper og filmer med deres mobiltelefoner. En lille pige får endda lov til at lege dirigent for hele ensemblet. Der bliver klappet og uddelt kuponer og kataloger, og selvom det drypper ned gennem taget, glemmer man hurtigt den grå januar udenfor.