Af Andreas Harbsmeier
Der er ingen, der tør sige krise i højskoleland. Gennem de s enere år har højskolerne gradvist arbejdet sig væk fra billedet af en skoleform i krise. I takt med, at elevtallet de seneste 5-6 år er steget, om end ikke voldsomt, så dog mærkbart, er de dårlige historier fra sluthalvfemserne og nullerne gemt af vejen. Nu skulle man se fremad. De nyeste tal fra Kulturministeriet viser da også en fremgang i antallet af elever på højskolernes lange kurser på godt 6% sammenlignet med sidste år.
En anden kurve peger imidlertid i den anden retning. Antallet af danske højskoler er faldet ganske markant, siden det toppede i 1994. Dengang var der 107 skoler. I dag er der 69. Tendensen er klar; der bliver flere elever på færre skoler. De nyeste tal viser 5140 årselever på 69 skoler. Til sammenligning var der i 1997 6137 årselever fordelt på 98 skoler. Det giver en højere belægningsprocent i dag, og er, vil nogen hævde, en sund udvikling. Formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Helga Kolby Kristiansen ser alligevel grund til bekymring:
"Højskolerne har haft et stabilt elevtal gennem en årrække. Men antallet af skoler falder. Og det er bekymrende. Der er ingen tvivl om, hvilke skoler der forsvinder. Der er de små skoler i tyndt befolkede områder. Med dem forsvinder også lokale kulturcentre og folkelige mødesteder. Hvis man synes, at den folkelige debat er vigtig, er det et problem. Og hvis man mener, at folkeoplysning bør finde sted alle steder og nå bredt ud, er det et problem."
"Jeg er af den opfattelse, at et stærkt demokrati kræver en stærk underskov. Højskolen er kendetegnet ved, at man kan trække kunstnere, politikere og meningsdannere mv. til egne, hvor de ellers ikke ville komme. Hvis man fortsat vil have et demokrati med en solid underskov, så skal man have nogle mødesteder, hvor der er plads til den demokratiske debat."
den gode vilje
Endnu er der altså ingen decideret krisesnak, men en række politiske signaler, eller måske snarere manglen på samme, peger i den forkerte retning.
Trods lovning om det modsatte er pengene, der blev fjernet fra højskolerne med Genopretningspakken ikke kommet tilbage. Og det selv om de øvrige frie kostskoler, efterskolerne og de frie fagskoler, er tilbage på niveauet fra før 2010. Samtidig er højskolerne presset af en politisk dagsorden, der stræber efter at presse de unge så hurtigt som muligt gennem en kompetencegivende uddannelse og ud på arbejdsmarkedet. Selv om man ikke har kunnet fremvise positive resultater af at honorere de unge, der startede på en videregående uddannelse senest to år efter endt ungdomsuddannelse, har det fra uddannelsesminister Morten Østergaards side været på tale at nedsætte denne grænse til et år. Det levner ikke megen tid til et højskoleophold.
I regeringsgrundlaget stod der desuden, at højskolerne skulle være en del af en kommende fleksuddannelse. Men meget tyder på, at højskolerne heller ikke her kommer til at spille den centrale rolle, de ellers var blevet stillet i udsigt.
Faktum er, at højskolerne ikke bliver tænkt med i nævneværdig grad, når der tænkes uddannelsespolitik. Politisk vil man have de unge hurtigere igennem systemet, og her fremstår højskolerne som en forsinkende faktor, som en del af problemet, snarere end som en del af løsningen. Og det til trods for, at højskolerne på det overordnede plan fra politisk side fortsat omtales i positive vendinger. Realpolitisk er situationen dog en anden.
"Højskolerne er omgærdet af megen velvilje, men det kan vi ikke leve af i længden. Vi mangler at få nogle klare udmeldinger om, hvad man vil med højskolerne. Hvorfor omsættes den gode vilje ikke i konkrete handlinger?" spørger Helga Kolby Kristiansen.
På den positive side står dog, at de unge fortsat - og sågar i stigende grad - søger højskolen. Det viser i hvert fald de seneste tal. "Der er fortsat rigtig mange mennesker, der vil på højskole. Der er næppe noget firma i Danmark, der har mere tilfredse kunder. Vi har et utrolig godt omdømme. Der er faktisk mange unge, der gerne vil på højskole, og som synes, at højskolen er værdifuld. Men det alene gør det ikke. Vi har brug for opbakning fra det politiske," slutter Helga Kolby Kristiansen.