Af Kurt Finsten
De kalder sig Rønshovedgruppen. Gruppen består af en række højreorienterede præster og akademikere med Rønshoved Højskoles forstander Thue Kjærhus i spidsen. Inden for det seneste år har de gjort sig bemærket med en strøm af kronikker, artikler og interviews (senest i juninummeret af Højskolebladet), hvor de prøver at tage patent på spørgsmålet om dannelse. Gruppen er forankret i kristen fundamentalisme og vil ifølge Rønshoved Højskoles hjemmeside "fortsætte den kulturkamp, som blev tydelig med Muhammedkrisen, hvor der blev trukket nye skel i både åndsliv og politik".
Rønshovedgruppen er eliten, forstår man. I deres manifest står der: "At modsige det vestlige forfald og anvise veje ud af det forudsætter tro, kraft og offervillighed, og det forudsætter en elite, som besidder disse dyder. Dannelse forudsætter formidling fra voksne, myndige personer, som 'ved bedre', dvs. dannelse forudsætter en elite, der har tilegnet sig en fond af kundskaber og erfaringer, hvormed den stiller sig til rådighed og gavn for den opvoksende ungdom og det folkelige fællesskab."
Udgangspunktet for Rønshovedgruppens dannelsestænkning er angiveligt Grundtvig og hans tanker om historisk og national folkelighed, som gruppen uden betænkelighed transformerer til nutidens danske samfund. Og den dannelsesproces, Rønshovedeliten foreskriver, fremstår af pligt og tvang. Kristendom og Danmarkshistorie til de dumme efter Rønshovedgruppens anvisninger! De er i Grundtvigs navn i færd med at skabe en stor fortælling, der handler om, at nogen i det her land, der er bedre end andre. At der er et os og et dem.
Når en bestemt gruppe i samfundet opkaster sig selv som "de dannede" og prøver at sætte normen for, hvad dannelse er, kan det tit på andre komme til at virke pinligt, og man kan have svært ved at tage det helt alvorligt. Den massive mediedækning af Rønshovedgruppen kræver dog et modsvar. Hvad er alternativet til deres konservative dannelsestænkning? Hvordan kan man i dagens Danmark forestille sig et dannelsesideal, som tager udgangspunkt i en opdateret og mere reflekteret forståelse af Grundtvig?
det handler om at turde
Over for nationalromantik og kristentro vil jeg som det første sætte en accept af kompleksiteten. En bestræbelse på at erkende uoverskueligheden og værdifriheden som grundvilkår ved, at man som menneske autonomt og frit tager verden på sig, som den er. Mit udgangspunkt er min egen virkelighed på Krabbesholm Højskole, hvor vi arbejder med kunst, arkitektur og design. Den dannelsestænkning, vi praktiserer, tager afsæt i, at kunsten kan forandre verden. Kunsten er kompleks og mangetydig, men den er formuleret i et sprog, æstetikken, som rammer direkte ind i vores hjerter. Den tilbyder os i kraft af sin form nogle identifikationsmuligheder og er dermed med til at skabe vores identitet. Ikke kunsten i én eller anden ideologis tjeneste. Kunsten kan i kraft af sin æstetiske dimension åbne for en verden, hvor mennesket frigør sig fra de herskende realiteter.
I et brev til den belgiske maler Dotremont om et maleri, der havde låst sig fast, skriver Asger Jorn: "Tag en pensel, luk øjnene, inden du vælger farve, og dyp så. Kør farven hen over lærredet. Derefter er du nødt til at tage konsekvensen af det, du har gjort." Det er et meget godt billede på et nutidigt dannelsesprojekt. Det handler om at turde. Om modet til at være usikker. For derigennem dannes personligheden; derigennem når man til ny erkendelse. Og som Jorn-citatet viser, er man selv den skabende kraft for erkendelsen. Den anden, ukendte verden findes i én selv. Man skaber som kunstner eller højskoleelev så at sige en ny virkelighed. Og ingen kan vel at mærke tage patent på, hvordan du skal bære dig ad - det må komme fra hjertet. Det er dig selv, alene, der er ansvarlig.
Grundtvigs frihedssyn dækker rent faktisk over, at mennesker selv er de bedst egnede til at finde ud af, hvad de gerne vil. Således mente han, at også personer, der ikke har været igennem elitens kanoniserede pensum, kan være i besiddelse af dannelse. Deres dannelse ligger i personligheden og viser sig i deres adfærd. Man kunne kalde det hjertets dannelse. Hjertet først, hjernen så.
Over for Rønshovedgruppens mantra om elite, pligt og pensum vil jeg sætte friheden til selv at danne sig som menneske i et fællesskab med andre. Det afgørende er, at vi tør satse på en fri og åben dannelsesproces, hvor dannelse bliver en fremadrettet aktivitet, der afsøger nye former for erkendelse. Hvor vi tager udgangspunkt i mennesket, som det er, og verden, som den er her og nu. Og hvor vi i fællesskab prøver at udvikle vores verden og vores menneskesyn.