Tom fra Thy

Publiceret 31-10-2013

Tom Kirk var hoveddrivkraften i oprettelsen af Højskolen i Thy. Han er i sandhed et frisindet, åndsbåret menneske, der har sat sit personlige mærke på sin hjemegn

Af Kurt V. Andersen

Ved Højskolen i Thy ligger en stor sten med Dannebrog på. På kanten står: "Jeg bringer glædeligt budskab - fjenden er i landet." Et Saxo-citat om Folke, som forsøger at vække folket.

Mindestenen ærer frimenighedspræst Folke Trier Hansen, som samlede en broget flok til sine højskoledage i Hundborg forsamlingshus. Blandt dem Tom Kirk fra Tousgaard. Han var elev på Viborg Gymnastikhøjskole og mødte den grundtvigske livsoplysning i frimenigheden i Rønshoved og som gymnastiklærer og karl hos Poul Grosbøl på Støvring Højskole. Tom blev hoveddrivkraften i oprettelsen af Højskolen i Thy, som indviedes 1982. Skolens formål var bl.a. at "opildne eleverne til kamp for ånd, sandhed og folkelig frigørelse." Lidt af en melding i de tider. Tom var medstifter af andelsvirksomheder og skoler samt landmand. Hans skrivebord var et syndigt rod af regnskabsbilag, dyrkningsvejledninger, Højskolebladet, Friskolebladet, Grundtvigs og Kolds skrifter, Snorres Edda og Martin A. Hansens noveller.

Da jeg som forstander på højskolen i 1983 opsøgte Tom med årsregnskabet,
kunne han godt se, at det var dårligt nyt. Et underskud på 180.000 kr. Han satte sine malkespande på gårdspladsen, tog cerutten ud af munden og sagde: "Nå for fanden, er-ed bare penge - æ troed det war møj wae!" Livet i al dets rigdom er dog altid vigtigst. Tom Kirk er i sandhed et frisindet, åndsbåret menneske, der har sat sit personlige mærke på sin hjemegn - en mærkesmand, som sagaen siger.