Danmarks første udlændingelov

Publiceret 26-09-2013

HISTORISK En tyskfødt læge gjorde udslaget i den eskalerende konflikt
mellem danskere og tyskere i slutningen af 1700-tallet. Konsekvensen blev oprettelsen af indfødsretten

Af Sara Peuron-Berg

Gør dit rødbedefarvede pas dig til dansker? En affære mellem den tyskfødte læge Johan Friedrich Struensee og den danske dronning Caroline Mathilde for 240 år siden frembragte Danmarks første politiske udslag af nationalisme: indfødsrettens oprettelse, i dag kaldet statsborgerskab.

Affæren pustede nemlig til ilden i en allerede eksisterende konflikt mellem tyskere og danskere. Årsagen var, at Struensee som kongens livlæge tog magten i Danmark i takt med kong Christian d. VII's tiltagende sindssyge. Det skabte stor utilfredshed ved hoffet, og i 1772 blev Struensee henrettet for majestætsfornærmelse.

At der var tyskere ved det danske hof var ikke en undtagelse - nærmere reglen. Næsten 30% af befolkningen i København havde dengang tysk som førstesprog. Kongen talte primært tysk, korresponderede på fransk, læste latin og forstod italiensk. Nå ja, og så lidt dansk, for som professor Ulrik Langen fra Saxo Instituttet, Københavns Universitet siger: "Det var der jo også nogle, der talte."
regional frem for kosmopolitisk

Struensee-affæren blev et symbol for modstandere af det tyske. Henrettelsen ledtes af stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg, der efterfølgende indførte en række dansk-orienterede reformer. Fx blev hærens kommandosprog ændret fra tysk til dansk, og dansk blev et skolefag. Men det handlede ikke kun om symbolpolitik. "Der er nogen, der vil sige, at det var en vækkelse af dansk kultur. Det var det også, men det var også noget socialt," understreger Langen. Han forklarer: "Der var mange ved hoffet, der talte tysk, og de stod jo i vejen for, at almindelige danskere kunne gøre karriere ved hoffet."

Mest betydningsfuld blev derfor loven om indfødsret fra 1776, der krævede alle embedsstillinger besat af indfødte danskere, hvilket begrænsede retten i forhold til tidligere, hvor det var tilstrækkeligt at have dansk bopæl. Indfødt betød dog ikke nødvendigvis født i Danmark, men gik på afstamning - og sådan er det stadig.

Også i dag kommer nationalitet før meritter; man skal stadig have dansk indfødsret for at blive valgt til Folketinget. For fremmede gives der kun  indfødsret ved lov, og det kræver, at en lang række forudsætninger er opfyldt, fx en sprogtest, som Christian d. VII næppe ville have bestået.