Af Andreas Harbsmeier
Er vi stadig ét folk? Eller er Danmark ved blive splittet op i en akademisk elite, der bor i byerne og befolker medierne, administrationen og det politiske miljø, og en anden del, der bor i de mindre byer og føler sig utryg og overset?
For nylig luftede Pia Kjærsgaard lige netop den bekymring i et interview i Berlingske Tidende. Og reaktionen kom prompte. Fortrinsvis fra dem, hun mener tilhører eliten. Fra Politiken og fra Stine Bosse og andre fra samme fløj. Pia Kjærsgaard er selv en del af eliten. Og hun har selv et stort ansvar for splittelsen, lød modargumenterne. Men hvad skal der til, for at vi kan løse problemet, vil vi gerne vide.
Bladet møder Pia Kjærsgaard i hendes kontor på Christiansborg, hvor hun som formand for Folketinget har sit daglige virke.
"Vi er stadig ét folk, men jeg har været lidt bekymret for sammenhængskraften," indleder hun fra sofahjørnet i sit kæmpemæssige kontor.
"Man ser tingene på forskellig måde, når man bor i byen, og når man bor på landet. Jeg ønsker ikke, at vi skal være delt. Danmark er Danmark. Det at være dansk er det at være dansk. Danmark er et lille land. Man kan sagtens være helt forskellige fra Ohio til New York. Det siger sig selv. Men ikke i Danmark."
Det er udgangspunktet for Pia Kjærsgaard. Men udfordringen er nu, at vi er ved at blive mere og mere opdelt.
"Jeg fornemmer klart, at der er en elite. Bare tag ud på Østerbro. Der kan man i hvert fald tale om en elite. Men også i andre dele af landet i de store byer. Vi skal passe på, at vi ikke synes, det er underligt at møde folk i Sønderjylland. Jeg er tindrende imod, at man er så meget imod udflytning af arbejdspladser. Vi er et lille land, så selvfølgelig skal de store institutioner også ligge over hele landet," forklarer Kjærsgaard og taler for en større mangfoldighed i hele landet.
"Alle steder i samfundet burde folk være forskellige. Høj og lav. Ung og gammel. Håndværkeren og akademikeren. Jeg har ikke noget imod akademikeren, overhovedet. Dem er der virkelig brug for. Vi skal bare passe på, vi ikke samler dem på Østerbro og omegn," forklarer Pia Kjærsgaard, der er bosat i Gentofte.
Pia Kjærsgaard læner sig frem i lædersofaen og peger selv på højskolerne som en del af løsningen på risikoen for det opdelte Danmark:
"Højskolerne er et ganske godt element til, at vi kan være ét folk. Det er godt at være forskellige på den måde, at man har sin egn og sin dialekt. Men vi er jo fælles om de værdier, vi sammen har skabt. Højskolerne er gode til at samle de ting," mener Pia Kjærsgaard, der ganske vist ikke selv har gået på højskole, men har deltaget i flere højskolearrangementer og har mange bekendte, der har været på et højskoleophold.
"På højskolen kommer man for at lære, for at være sammen og for at udvikle sig. Derfor er jeg glad for højskoletanken. Det er godt, at flere tager på højskole, hvad enten man er pensionist eller et ungt menneske. Højskolerne styrker sammenhængskraften, fordi der er så mange forskellige mennesker. Man ser mange sider af Danmark. Højskolen ligger midt imellem eliten og ikke-eliten. Der mange forskellige baggrunde og forskellige aldre. Højskolen er mangfoldig, og det er fint, at den er det."
Eliten skal dele ud af sit overskud
At de fleste højskoler ligger i provinsen og de små byer er nok heller ingen skade til, hvis man spørger Kjærsgaard.
"Byboerne skal ikke være hånende over for provinsen. Men provinsen skal heller ikke være forskrækket i forhold til byboerne."
Hvad skal byboerne gøre for at modvirke den tendens?
"Jamen, de skal simpelthen tale ordentligt og respektere folk i provinsen. Efter valget var der jo en del bekymring og forundring, og man tog til Sønderjylland for at kigge på de folk, der havde stemt på Dansk Folkeparti - hvad var det nu for nogen mærkelige nogen? Og det er jo helt knald i låget. Det var lige før, de blev fodret som dyr i zoologisk have. Det er jo helt grotesk."
Også i forbindelse med folkeafstemningerne mærker Pia Kjærsgaard elitens mangel på respekt.
"Vi har set det i forbindelse med EU, at man ikke vil acceptere og respektere et folkeafstemningsresultat. Det gør man jo ikke. Man får skældud, hvis man efter elitens mening har stemt forkert."
Så eliten bærer alene ansvaret for splittelsen?
"Ja, hovedansvaret i hvert fald. For eliten har jo lidt mere at give af. Godt uddannede mennesker, som økonomisk og kulturelt har en base, bør dele ud af det. Altså ikke fysisk dele penge ud. Men dele ud af deres empati - nej, ikke empati - men rumme de andre i stedet for, at man lukker sig inde i sin villa eller sin Østerbrolejlighed."
Hvad så med den anden gruppe - er de så ofre, eller bærer de også en del af ansvaret?
"Man skal også passe på, at man ikke hele tiden går og føler sig set ned på. Man skal ranke ryggen. Man skal passe på, at man ikke får mindreværdskomplekser, at man - bare fordi der er nogen andre, der har taget en boglig eksamen - føler sig mindre værd, fordi man har en håndværksmæssig eksamen. Lad os dog komme dertil, at vi er gode til noget hver især," siger Pia Kjærsgaard, der ynder at bruge sig selv som eksempel.
"Jeg fik 9. klasse eksamen for mange år siden. Jeg er SOSU-assistent, og nu sidder jeg som formand for Folketinget. Bare det kan jeg jo godt lide at sige, for det kan måske få andre til at sige, jamen hvorfor ikke mig?"
Er det blevet sværere at gøre, som du har gjort?
"Det har aldrig været nemt for mig. Men man skal også tage sine kampe selv. Ingen kommer sovende til noget som helst."
Ja, jeg er en del af eliten. Ja, jeg har en god løn, jeg sidder her. Ja, jeg bor i Gentofte. Men jeg er ikke elitær. Og det er rigtigt, at jeg har mere end andre mennesker på mange måder, men det er jo netop derfor, jeg kan sige: hold nu op med alt det der. Der er jo derfor, jeg har rejst debatten.
Pia Kjærsgaard.
Forfejlet kritik
Selv om Pia Kjærsgaard selv på mange måder er en del af eliten, kommer hun aldrig selv til at være elitær, lader hun os vide.
"Det er fuldstændig forfejlet, når folk siger og skriver: 'Hvordan kan hun udtale sig om det, for hun er jo selv en del af eliten.' Jamen, det er jo netop derfor, jeg gør det. Hvis hr. og fru Jensen gør det, så bliver de ikke hørt. Men det gør jeg. Og derfor er det vigtigt, at det netop er mig. Ja, jeg er en del af eliten. Ja, jeg har en god løn, jeg sidder her. Ja, jeg bor i Gentofte. Men jeg er ikke elitær. Og det er rigtigt, at jeg har mere end andre mennesker på mange måder, men det er jo netop derfor, jeg kan sige: hold nu op med alt det der. Der er jo derfor, jeg har rejst debatten."
En del af kritikken gik jo på, at du også har bidraget til splittelsen.
"Det ved jeg ikke, om jeg har. Hvorfor har jeg det? Jeg har bare altid sagt, hvad jeg har ment. Og nu japper alle andre efter mig. Den kritik kan jeg ikke tage alvorligt."
Er splittelsen større nu, end da du startede i politik?
"Hvis du tænker på indvandringen, så ja. Igennem mange år er der kommet mennesker med en anden holdning, en anden kultur, andre normer. Og derfor er vi nok også mere splittede, end vi har været før."
Også danskere imellem?
"Ja. Og det har jeg været meget ked af fra første færd i den her udlændingedebat, at man sætter danskere op mod danskere. Meget hårdt."
Hvad kunne et eksempel på det være?
"De rare Venligboere. De taler om alle os andre som koldhjertede mennesker."
Så de bidrager til splittelsen?
"Det gør de da. Når vi så hektisk, som vi gør, på en meget ondsindet måde diskuterer udlændingepolitikken. Folk bliver uvenner. Det er jo trist. Familier kan blive uvenner. Det er lidt uhyggeligt, synes jeg."
Men der ville indvendingen være, at den måde, som blandt andre du selv har italesat indvandringen på, også har bidraget til splittelsen?
"Jamen, så må folk komme med nogle eksempler på, hvad det er, jeg har sagt og gjort. Jeg kan ikke bruge det til noget. Folk kommer altid med et eller andet. Men når jeg siger, kom med det, jeg har sagt, så sidder folk lige og tænker. Det har de ikke lige et eksempel på," siger Pia Kjærsgaard og skærper tonen. Særligt Dagbladet Politiken må stå for skud.
"Der er altid en automatreaktion fra Politiken. Politiken er eliten. Helt klart. 100 procent."
Må den ikke være det?
"Det må den da selv om. Men vi skal bare vide, hvad vi snakker om."
Men du, der kommer med en anden baggrund, er også kommet i en position, hvor du kan sætte en dagsorden og har indflydelse. Du er vel lige så meget elite som Politiken?
"Ja. Og det erkender jeg. Men denne her debat er mere til fordel for ikke-eliten end for eliten. Jeg kunne da også bare holde bøtte i stedet for at få så mange verbale hug, som jeg får. Men hvorfor skulle jeg det? Jeg har også som politiker pligt til at rejse den debat, som jeg synes er nødvendig."
Gamle dage
At Pia Kjærsgaard er i stand til at sætte en dagsorden hersker der vist ingen tvivl om. Det har hun demonstreret i sine godt 30 år i dansk politik. I den tid er der sket meget, der giver anledning til bekymring, mener hun. Det mener også Dansk Folkepartis vælgere, hvis bekymringer Kjærsgaard har været dygtig til at sætte ord på.
Hvis der ikke sker nogen forandringer eller forbedringer, hvad er så scenariet?
"Jamen, så er jeg bekymret for Folkestyret, som jeg sætter så stor pris på. Nu kommer vi over i politikerleden. Så kommer vi over i, at folk bliver så utilfredse, at de ikke gider at stemme på os længere. Og det ville jo være forfærdeligt."
Er det en reel risiko?
"Ikke i dag og heller ikke i morgen. Men vi skal passe på."
Var verden bedre i gamle dage?
"Ja, da jeg var barn, var der altid sne om vinteren og sol om sommeren," siger Pia Kjærsgaard og griner, men lægger hurtigt ansigtet i mere alvorlige folder igen.
"Jeg vil sige, at tryghed er utrolig vigtigt for mig. Og jeg synes på mange måder, at der tidligere var større tryghed, økonomisk og for en selv. Terrortruslen var der ikke. Der var ikke vagter ved de store magasiner, når man går ned af strøget. Det synes jeg simpelthen er en falliterklæring. Ligesom i USA. Jeg ved ikke, om verden var bedre, men den var tryggere."
"Og det var da rart, da mor gik derhjemme. Det var da meget hyggeligt," kan hun alligevel ikke lade være med at indskyde med et smil.
"Der var større tryghed og større sammenhængskraft, men jeg mener ikke, at vi skal have en længsel tilbage til gamle dage."
Hvordan modvirker man så den utryghed?
"Der er ikke andet at gøre end at kæmpe og gøre de ting, vi har været inde på. At vi tager befolkningen alvorligt. At vi prøver at lade være med at splitte os op. Man flytter statslige institutioner til provinsen, og vi ved, det er godt for børn at vokse op på Samsø. Det er det. Meget bedre end på Nørrebro."
Men er det rigtigt, at verden er farligere og mere utryg? Er det ikke kun reaktionen, der er overdrevet?
"Nej. Det mener jeg ikke. Jeg har bevæget mig rundt med to sikkerhedsvagter siden 2003. Det kunne man ikke forestille sig før i tiden. Det havde jeg heller ikke forestillet mig, da jeg begyndte på Christiansborg."
Vi er kun få dage fra Folketingets åbning, og der er meget, formanden skal nå inden da. På vej ud af kontoret når hun dog lige at udtrykke et ønske, når det nu er Højskolebladet:
"Jeg håber at komme på højskole med mine børnebørn på et tidspunkt. Det kunne være hyggeligt."