_{Af Knud-Erik Therkelsen}

Jeg mødte højskolen første gang i maj 1974. Det var på Rønshoved Højskole, hvor den navnkundige Hans Haarder holdt sit velkomstforedrag til sommerskolen. Haarder nærmest dansede op og ned ad midtergangen i foredragssalen, talende foran os og bag os, i konstant bevægelse for at fastholde opmærksomheden.

Pointen i foredraget var, at her skulle vi i næsten bibelsk forstand møde den brændende tornebusk, vi skulle vækkes og opildnes til de store opgaver, livet ville stille os. For at understrege alvoren for os intetanende, fik jeg, fordi jeg sad nærmest, et hårdt slag i baghovedet med ordene ”Vågn op!”

Det blev en opvågning. Grundtonen på skolen var national, med foredrag om Sønderjyllands historie, de slesvigske krige, som blev minutiøst gennemgået, grænsekampen, Genforeningen og det danske mindretal i Sydslesvig. Der blev arrangeret ture i grænselandet, hvor vi ved selvsyn kunne få bekræftet fortællingerne. Vi var i Rendsborg, hvor Haarder berettede om oprøret i marts 1848. Vi så Danevirke, Dybbøl Skanser og hørte fortællingen om forladere og bagladere og om løjtnant Ankers og løjtnant Castenschiolds heltemodige kamp i Skanse 2.

Foredragssalens scenografi var sat til det nationale – Joachim Skovgaards talerstol med de formanende ord ”Men immer det dages dog paany, hvor Hjerterne Morgen vente-” og den tilhørende Frølich skitse til det berømte billede af Thyra Danebod, som dirigerer opførelsen af Danevirke. Og Viggo Kragh-Hansens maleri af Poppo (som smeden i Rinkenæs havde stået model til), der bærer jernbyrd for at overbevise Harald Blåtand om, at Kristus er de nordiske guder overlegen. Og mere profant: Vi fik af Haarder tydeligt at vide, at den nærliggende Waldkäter skulle vi ikke besøge, fordi den var ejet af en hjemmetysk familie. 

Højskolerne nord for Kongeåen spillede en afgørende rolle for sønderjydernes forberedelse til deres ofte livslange kamp for at genvinde retten til at leve deres liv med dansk sprog og kultur.

Knud-Erik Therkelsen

Rønshoved Højskole blev grundlagt i 1921 af den særprægede højskolemand Aage Møller, nogenlunde samtidig med de to andre tidlige grænselandshøjskoler, Danebod og Hoptrup. Og så naturligvis Rødding Højskole, der var blevet oprettet i 1844, men måtte flytte til Askov efter nederlaget i 1864 og nu, efter Genforeningen, vendte tilbage til sine gamle bygninger i Rødding med Jacob Appel som den første forstander efterfulgt af Hans Lund.

De nævnte sønderjyske højskoler spillede ingen rolle i kampen om Sønderjylland, som blev udkæmpet i årene efter nederlaget i 1864 og frem til Genforeningen. Det var skolerne nord for Kongeåen, med Askov som den ubestridt førende, der på to fronter kom til at spille den afgørende rolle i kampen for Sønderjylland. 

For det første fik unge sønderjyder i kraft af deres efterskole- og højskoleophold nord for Kongeåen den folkelige dannelse, som udviklede dem til selvsikre, handlekraftige og ubøjelige politikere og organisationsfolk i kampen for en folkeafstemning i henhold til Prag-fredens § 5. Da det håb blev slukket i 1879, fortsatte de kampen for en Genforening med Kongeriget. Der findes næsten ikke den sønderjyske politiker eller organisationsmand, som ikke var forbi en dansk folkehøjskole i sin forberedelse til kampen for et dansk Sønderjylland. H.P. Hanssen (Askov), Kloppenborg-Skrumsager (Skibelund), Hans Jefsen-Christensen (Testrup), Andreas og Peter Grau (begge Askov) for at nævne nogle få.

Højskolerne nord for Kongeåen spillede således en afgørende rolle for sønderjydernes forberedelse til deres ofte livslange kamp for at genvinde retten til at leve deres liv med dansk sprog og kultur.

For det andet blev kampen om Sønderjylland efter 1864 en væsentlig del af højskolernes selvforståelse. Perioden fra nederlaget i 1864 til Genforeningen i 1920 var også den periode, hvor antallet af højskoler, I al Derek's forskellighed, steg kraftigt. Under de mange brydninger lå nederlaget i 1864, tabet af Sønderjylland og behovet for national rejsning og kampen for folkestyret i den lilleputstat, som nu var tilbage, hvilket også blev genspejlet i skolernes scenografi og fortælling, for ikke at sige poesi og sang.

Fjendebillede i DNA’et

Parallelt med den myndiggørelse af bondealmuen, som højskolerne satte sig for efter 1864, var skolernes praksis og fortælling i konstant vekselvirkning med det nationale spørgsmål. Og der er nu ikke noget som en fælles fjende, når man vil skabe folkeligt fællesskab.

Her leverede de preussiske magthaveres undertrykkelse af sønderjyderne værdifuld og autentisk stof til foredrag og samtale garneret med sange som ”Det haver så nyligen regnet” med den efterfølgende strofe ”Frø af ugræs er føget over hegnet”. Paralleller til nutidens flygtningedebat er åbenbare, og der spilles i disse år, over 100 år senere, på nøjagtig de samme nationale følelser.

Den historie, fjendebilledet og hadet til den store nabo mod syd blev dybt indlejret i det danske DNA, i vores identitet og værdigrundlag. Den dag i dag kan man opleve forsamlinger, som stålsat rejser sig og gentager de sidste tre linjer i ”Det haver så nyligen regnet”: ”Viger ej ud af spor, for vi kender det ord, det har slet ingen hast for den, som tror.” Skikken med at rejse sig afslører, at genforeningshåbet stadig lever hos enkelte.

Nyligt afdøde Karl Otto Meyer og ligeledes Søren Krarup vil hævde, at håbet om en genforening mellem resten af det gamle Sønderjylland ned til Ejderen og Danmark er grundlaget for det danske mindretals eksistens og arbejde.

En smertefuld erkendelse

Jeg blev en af dem, som veg ud af sporet, som blev lagt for mig ved Hans Haarders foredrag i 1971 og den medfølgende lussing. Som senere lærer på Rønshoved Højskole var det umuligt ikke også at interessere sig for tysk højskole, som jo fandtes, selv om vi ikke talte meget om det. Ved Folkehøjskolernes Forenings 100-års jubilæum i 1991 inviteredes også repræsentanter for de såkaldte Heimvolkshochschulen i Niedersachsen, og her fik jeg kontakt til lederen af de nedersaksiske højskoler Ingrid Ellinghaus.

Stort set samtidig var fabrikant Johannes Jensen sammen med en kreds af erhvervs- og kulturpersonligheder i gang med at oprette en ny højskole i Sønderjylland, som bestemt ikke havde noget genforeningshåb i kikkerten, men derimod samarbejde og vekselvirkning, ikke mindst handel, med vores nabo mod syd.  

Det blev til Højskolen Østersøen i Aabenraa, som jeg blev forstander for i 1992, den første danske højskole, som gjorde mødet mellem dansk og tysk til selve højskolens mening, og som turde sætte den danske højskoles historie og scenografi i direkte dialog med den tyske nabo, ud fra det grundsynspunkt, at vi ikke var fjender, men tværtimod samarbejdspartnere, ganske enkelt fordi bor det samme sted i verden og derfor også har samme skæbne.

Jeg glemmer aldrig den aften, jeg som lærer på Rønshoved Højskole gik over til skolens forstander Laurits Kjær Nielsen for at fortælle om det landsforræderi, jeg var i færd med at begå ved at være i dialog med bestyrelsen på Højskolen Østersøen. Det viste sig at være noget overdrevet. Laurits havde stor forståelse for den nye højskoles visioner og blev nogle år senere formand for skolens bestyrelse.

Her var der en fantastisk mulighed for, i mødet mellem dansk og tysk, at spejle sig selv og sin identitet i den nok stærkeste markør for det danske, nemlig det antityske. En fantastisk diskussion udviklede sig i mit eget indre, hvor jeg blev nødt til at flytte rundt på så mange holdninger og grundværdier, at det var både pinligt og pinefuldt.

Pinligt fordi jeg jo i mødet med de unge veluddannede tyske lærere lærte min identitet at kende og opdagede, hvor meget det tyske fjendebillede havde betydet for etableringen af det danske fællesskab. Og pinefuldt, fordi det faktisk er smertefuldt at få flyttet så meget rundt på brikkerne så langt henne i livet.

Som da jeg holdt foredrag om slesvig-holstenernes oprør i Rendsborg i marts 1848. Martin Groh, en af de tyske lærere, for op af stolen og proklamerede, at det ikke var et oprør, men den slesvig-holstenske frihedskamp mod en undertrykkende og enevældig dansk konge i København, der modarbejdede Slesvig-holstenernes legitime ønske om en demokratisk forfatning.

Det synspunkt havde jeg ikke tidligere hørt fremført med lidenskab, og utallige blev mine diskussioner med Martin om de forskellige, nationalt betingede historiefortællinger.

Forskellighed på tværs

På Højskolen Østersøen gjaldt det ikke om at etablere nationale, sproglige og kulturelle modsætninger, men det modsatte, at respektere hinandens forskellighed på tværs af sprog og kultur og turde finde ind til det fælles. Hvor kampen for Sønderjylland tidligere blev kæmpet med afgrænsning, fjendebilleder og modsætning til det tyske som våben, var Højskolen Østersøen fra de tidlige 90'ere med på den trend, som mente, at kampen for Sønderjylland efter 1989 måtte være en kamp i alliance med slesvig-holstenerne for at ændre vores fælles skæbne, nemlig at være blevet et svækket udkantsområde i hver vores nationalstat. Man kan ikke komme længere væk fra Berlin og Hamborg end til Flensborg, eller fra København til Padborg.

På en helt uventet måde kom Højskolen Østersøen i centrum som den højskole, der tog den fulde konsekvens af den europæiske globalisering, som udviklede sig efter 1989. Der manglede danske guider på EXPO2000. Der var lægemangel i Danmark - og det modsatte i Tyskland. Der manglede dansktalende guider m.m. i den østrigske skiindustri.

Dynelarsen ville gerne have danske butikschefer i Tyskland. Danske virksomheder ville gerne have talentfulde medarbejdere med gode tyskkundskaber. Osv. Højskolen Østersøen var alle de frække steder, og hele tiden på et højt sprogfagligt niveau kombineret med en klassisk højskolescenografi med hjemlighed, fællesskab, poesi og troen på, at højskolen er den institution, der kan levere den mellemfolkelige dannelse, hvor den enkelte oplever at kunne være både forskellig fra og fælles med de andre.

Højskolerne og kampen for Sønderjylland ender således i sin egen negation, fra kulturafgrænsning uden nuancer til kulturmøde, fra enten-eller til både-og, fra fjendebilleder til forsoning, fra afgrænsning til grænseoverskridende samarbejde. Men med den forskel, at når en skole får kulturmødet som mening, så opdager man, at mødet med de andre stimulerer danskerens danskhed og tyskerens tyskhed.

Blå bog

Knud-Erik Therkelsen (F. 1953)

Uddannet lærer fra Esbjerg Seminarium. Har tidligere arbejdet som højskolelærer på Rønshoved Højskole. Var Højskolen Østersøens første forstander i perioden 1992-2003. Generalsekretør for Grænseforeningen siden 2004.