Tekst: Andreas Harbsmeier Foto: Petra Theibel Jacobsen
Det slutter med starten. Eller starter med slutningen. Christian Hjortkjær foreslår som det allersidste i samtalen, at interviewet jo i virkeligheden burde have startet med, at han citerer en sang fra Højskolesangbogen. Og det skulle have været Svantes sorte dag af Benny Andersen.
”Det er en vidunderlig sang, hvor hvert vers slutter med ’Gid jeg var en smule selvglad.’ For det er de unge virkelig ikke i dag, selvglade. Sangen er en god blanding af humor og eksistenstænkning. Den er et godt udtryk for det, jeg kalder utilstrækkelighedskulturen,” siger han afslutningsvist – her indledningsvist.
I virkeligheden starter vi et lidt andet sted. Christian underviser i dag i eksistensfag på Silkeborg Højskole. Med sin baggrund i teologistudier og en ph.d.-grad med afhandlingen Utilstrækkeligt enestående. En kierkegaardsk diagnose af diagnosesamfundet har han det teoretiske grundlag i orden. For halvandet år siden kom han så ud i virkeligheden som højskolelærer. Her har han i mødet med eleverne kunnet konstatere, at det, han fandt frem til på studerekammeret, også findes i virkeligheden. At de unge på mange måder har det rigtig svært og døjer med utilstrækkelighedsfølelser. Eksistens-samtalen har ikke blot sin berettigelse. Den synes at være en nødvendighed.
Jeg har et fag, der hedder Det utilstrækkelige selv. Og jeg er ked af at måtte meddele, at der er rigtig mange, der vælger det fag.
Christian Hjortkjær
”Jeg har et fag, der hedder Det utilstrækkelige selv. Og jeg er ked af at måtte meddele, at der er rigtig mange, der vælger det fag. Det rammer en følelse, eleverne kan genkende. Jeg fik endda at vide af en af mine kolleger, at hun havde talt med flere elever, der havde valgt det fra – af samme grund – fordi det rammer så ømt et punkt,” fortæller han om de første halvandet års erfaringer med den generation af elever, der er vokset op med konkurrencestat, sociale medier og krav om at leve op til en nærmest uendelig mængde af mere eller mindre fasttømrede idealer.
Og hvad stiller man så op med en generation, der er fanget i utilstrækkelighedsfølelsen?
”I min undervisning plejer jeg at tage udgangspunkt i den kultur, min bedstemor voksede op i. Det var, hvad man kunne kalde, en forbuds- eller lydighedskultur, hvor det var ret tydeligt markeret, hvad hun måtte. Jeg har et billede i mit hovede af en cirkel, som hun befandt sig inden for og ikke måtte træde uden for. Og hvis hun gjorde det, fik hun et rap over fingrene – og så skyndte hun sig tilbage i cirklen. Det var det tilladtes territorium. Sådan var det for hende at være barn og menneske. Hun var vokset op i et forbudssamfund og derfor også et skyldssamfund. Hun følte skyld over ting, hun havde gjort forkert.”
Det er så langt fra det samfund, højskoleelever i dag vokser op i, mener Christian Hjortkjær. Der er tilsyneladende ikke de samme skarpt markerede grænser.
”Der er meget få ting, de unge ikke må i dag. Men der er rigtig mange ting, de skal. De er vokset op i det, jeg ville kalde et påbuds- og handlingssamfund. De skal en hel masse, og der er ikke en klart defineret cirkel rundt om dem, som de ikke må træde uden for. Der er i stedet en lang række idealer, som de skal leve op til.
”Idealer virker helt anderledes på os rent psykologisk. Idealer kan man aldrig nå i mål med. Det siger sig selv. Idealer er ideelle. Det, vi har i dag, er ikke det tilladtes territorium, men det teoretikerne kalder mulighedernes kontinent. Alt er muligt, og vi farer rundt for at prøve det hele, hvor vi også er lidt febrilske og ikke rigtig ved, hvilke muligheder, der er de rigtige, hvilke der er de gode muligheder. Derfor giver idealer ikke skyldfølelse, men utilstrækkelighedsfølelse.”
Christian Hjortkjær ynder at illustrere sine pointer med eksempler hentet fra populærkulturen. Hans undervisning er en slags pendulering frem og tilbage mellem de svære originaltekster og opklarende eksempler fra Disney og Pixar. Kombinationen af filosofi og populærkultur har vist sig at være en slagkraftig rent pædagogisk.
Hvis du er vokset op i et hjem, som er ukærligt, eller hvor der har været misbrug, eller dine forældre har haft en diagnose, så er erkendelsen: Det er ikke din skyld, at du er vokset op i det her, men det er alligevel dit ansvar, hvordan du forvalter det.
Christian Hjortkjær
For tiden læser han Peter Pedal for sin 4-årige datter. Og historierne om den lille abe illustrerer meget godt den kultur, vi er på vej ud af.
”Peter Pedal vokser op i en forbuds- og lydighedskultur, ligesom min bedstemor. På et tidspunkt slår han sig og kommer galt afsted, mens han i færd med at gøre noget, han ikke må. En dame, hvis lejlighed han har overmalet med dyrefigurer, siger direkte til ham: ’Du skulle rigtig skamme dig, skulle du.’ Peter Pedal ender altid med at skulle skamme sig. Hans problem er, at han er for nysgerrig,” forklarer Hjortkjær.
”Det er jo ikke barnets problem i dag. I dag skal vi være nysgerrige. Vi skal være kreative. Vi skal være alt det, som Peter Pedal ikke må være. Vi må ikke hæmme børns kreativitet, iderigdom og nysgerrighed. Hvis jeg sagde til min datter i dag, at hun skulle skamme sig, så skulle jeg skamme mig. Det er der, vi er. Vi tænker, at skam og moral er noget, der hører fortiden til. Men spørgsmålet er, om vi ikke har lige så meget moral i dag – det er bare formuleret som påbud i stedet for som forbud.”
Hvorfor kan man ikke gøre op med påbud på samme måde, som man kan med forbud?
”Det er lettere at gøre op med et forbud end med et påbud. Siden 50erne har vi gjort op med forbud og alt det, vi kalder moral. Alt det, vi kalder Overjeg. Det er meget let for os at få øje på, fordi vi har øvet os i det. Igennem generationer har vi øvet os i at få øje på moral og sige, hvad er det for noget. Det var det, Freud beskrev. Det der oprindeligt gjorde os til neurotikere. Det gjorde os syge, fordi vi ikke måtte være dem, vi var. Men vi har ikke øvet os i at få øje på påbud. Det har været min aha-oplevelse det seneste år som højskolelærer – hvor mange påbud, der egentlig er, når vi kigger rundt i vores samfund,” svarer Hjortkjær.
Som bøjer i et åbent hav
Tidligere var det mere tydeligt, hvem der var autoriteter og udstak forbud. Hjortkjær nævner de tre klassiske institutioner – skolen, staten og kirken. Det var autoriteterne. Sådan er det ikke i dag. Derfor er der meget mere frit spil. Nu skal man se andre steder hen for at se, hvor påbuddene kommer til udtryk. T-shirts med tryk er et af de udtryk, Hjortkjær kan få meget ud af at se på.
Christian Hjortkjær ynder at aflæse tidsånden ud fra t-shirts med tryk - Be Fierce, Be Awesome, Be You
”Jeg elsker at kigge på T-shirts med tryk. Især på, hvad børn har stående på deres trøjer. Der står som regel sådan noget som Free Your Mind eller Be You eller endnu bedre, mit yndlingseksempel, Be Fierce, Be Awesome, Be You – vær vild, vær fantastisk, vær dig selv. Jeg går i den grad ind for, at man skal være sig selv. Men når det står som et påbud, og når det bliver ekspliciteret, hvordan man er sig selv, bliver det et problem. Der står jo ikke ’vær dig selv - vær indadvendt’, eller ’vær dig selv - vær stille og rolig’. Der står, at man skal være vild og fantastisk,” siger Hjortkjær og fortsætter.
”Et andet af mine yndlingseksempler er reklamer for Magnum-is. I deres reklame for står der ’Release the Beast’. Du skal frigive dit indre bæst – du skal spise en is med to lag chokolade! Det handler ikke om noget, du ikke må. Det er et påbud, det er noget, du skal. Og det, du skal, er at have fat i dit Underjeg – ikke dit Overjeg. Det er en omvendt Freud. Vi skal alle sammen være bæstet Mr. Hyde – og ikke den fornuftige Dr. Jekyll…”
”Påbuddene er i reklamerne, det er i vores apps, i vores fjernsyn. Og det er i min Google-kalender. Hver gang jeg åbner den, står der: ’Få mest muligt ud af hver dag’. Er det ikke mærkeligt? Hvorfor skal min Google-kalender fortælle mig, at jeg skal have mest muligt ud af min dag. Hvad er det for et sært påbud? Og på Messenger står der – ’Add something to your day’. Det ser jeg som regel, når jeg er på vej i seng. Så skal jeg tilføje noget til min dag – og jeg vil i virkeligheden bare gerne sove. Der er så mange påbud.”
Er der en risiko for, at man overvurderer effekten af de fænomener, du beskriver her?
”Jo, der er også nogle af mine elever, der siger: Det er jo bare reklamer. Men jeg tror, at problemet er, at vi undervurderer det. Vi kan godt gennemskue det, men når vi ikke har de traditionelle autoriteter, hvad har vi så? Så har vi en hel masse fragmenterede budskaber, som vi forsøger at navigere i.”
Det er et klassisk højskolebud, at vi skal have fyrtårnene tilbage. De skal stå der på deres klippegrund og lyse ud over landskabet med al deres visdom og klogskab, og så kan vi navigere. Men jeg vil hellere bruge et andet billede. Det, vi har brug for, er bøjer på et åbent hav.
Christian Hjortkjær
Hvad har de unge så brug for?
”Det er et klassisk højskolebud, at vi skal have fyrtårnene tilbage. De skal stå der på deres klippegrund og lyse ud over landskabet med al deres visdom og klogskab, og så kan vi navigere. Men jeg vil hellere bruge et andet billede. Det, vi har brug for, er bøjer på et åbent hav. Vi befinder os i det der alt-er-relativt-vand – alting flyder som Heraklit siger – vi har brug for en bøje. Den står ikke og lyser og er fantastisk klog, men er en form for holdepunkt. Der ligger jeg ikke så langt fra Svend Brinkmann,” siger Christian Hjortkjær med henvisning til psykologens bestsellere Stå fast og Ståsteder.
”Men jeg mener ikke, bøjerne skal stå helt fast. De kan også godt flytte sig en smule. De bliver også blæst omkuld en gang imellem, men de har dog en forbindelse ned til grunden. Det er billedet på den gode højskolelærer – som en bøje på det åbne hav, så de unge har noget at navigere efter. Ikke faste holdepunkter, ikke fyrtårne, ikke klippegrund, men bøjer, der er forankret et sted.”
Løvernes Konge
Mange af de unge, som Christian Hjortkjær møder på højskolen, er enormt selvkritiske. Langt mere end hans egen generation var og er.
”Hvis alt er relativt, så kan alt jo være lige meget, synes de at mene. Men jeg forsøger også at lære dem forskellen på, at noget er relativt, og noget er subjektivt. Det kan være svært for dem at forstå. At alt er relativt betyder, at alt er lige godt eller lige meget. Det subjektive er, med Kierkegaard, at finde en ide, for hvilken man vil leve eller dø. At ville finde en sandhed, der er sandhed for mig. Så er alt ikke lige vigtigt. Så er der netop noget, der er uendeligt mere vigtigt end alt muligt andet. Den vigtigste rolle for mig som lærer er at hjælpe eleverne til at finde ud af: Hvad har virkelig værdi for mig? Hvad det, som er sandhed for mig?”
Christian Hjortkjær har to trin til at nå derhen.
”For det første handler det for mig om at tage de unge alvorligt. Ja, det er svært at være ung i dag. Det er fordi, I bakser med utilstrækkelighedsfølelsen frem for skyldfølelsen. Langsomt finder de ud af, at ja, det er svært. De har selv en stemme, der skælder ud og siger: Vi er egoister, vi drikker for meget, vi har ingen skam i livet. Det er ofte de unge selv, der siger det. Og det er lodret forkert ifølge statistikkerne. De unge er pligtopfyldende, de drikker mindre, ryger mindre og er langt mere optagede af at leve op til idealer, end min generation var.”
Det første skridt er altså et oplysningsprojekt. Det andet skridt er at bygge dem op, forklarer Hjortkjær.
”Når de ligger der og har forstået alvoren i deres liv, handler det om at vise dem, hvad de er gode til. Fx at hjælpe hinanden. Det er min opgave som eksistenslærer at hjælpe de her unge mennesker, som i høj grad tager på højskole for at finde sig selv. Det er jo vores motto. Det skal jeg hjælpe dem med.”
Igen henter Hjortkjær hjælp i et eksempel fra populærkulturen. I tegnefilmen Løvernes Konge har hovedfiguren, den unge løve Simba, det problem, at han (angiveligt) har gjort noget forfærdeligt, som han ikke kan lave om på. og derfor løber Simba væk fra sig selv, i stedet for at blive sig selv. Det eksistentielle spørgsmål er derfor: Hvordan kan man vende tilbage til sig selv?
”Her viser filmen to muligheder. Først kommer Nala, som er Simbas barndomsveninde, og som han bliver forelsket i. Problemet er, at hun er moralist. Hun kommer og siger, at det er for dårligt, at han er taget afsted. Hun skælder ham ud. Så siger Simba: ’Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv.’ Og det er jo rigtigt. Man skal ikke komme og fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. Du kan godt få folk til at gøre noget med dårlig samvittighed, men du kan ikke rykke dem så langt. Derfor virker det, Nada siger, ikke,” forklarer Hjortkjær.
”Så kommer den mærkelig bavian, Rafiki. Det er en skør, gøgleragtig, faktisk religiøs, figur, sådan en åndemaner-type. Simba spørger ham, ’Hvem er du egentlig?’ Men Rafiki svarer med et modspørgsmål, ’Hvem er du?’ Simba siger så, ’jeg troede, jeg vidste det, men jeg ved det ikke rigtig længere.’ Det starter en eksistentiel samtale med udgangspunkt i spørgsmålet, ’hvem er du?’. Det er hele den græske tradition, der bliver rullet op. Simba kommer til at overveje, hvem han egentlig er, og kommer frem til den erkendelse, at faderen faktisk lever i ham. Så siger han: ’Jeg ved godt, hvad jeg skal gøre. Men hvis jeg vender hjem, skal jeg se fortiden i øjnene, og jeg har været på flugt fra den så længe…”
Løvernes konge er eksistensfilosofi i populærkulturel form
Og så er vi fremme ved Hjortkjærs centrale pointe.
”Dér har vi mit grundlæggende menneskesyn. Vi er vores historie. Når Kierkegaard siger, at vi skal vælge os selv, så er det, vi skal vælge, vores historie. Det er ikke at vælge noget nyt. Det er ikke at vælge at være en anden, end jeg var. Det er meget det, højskole går ud på. Mange af eleverne tænker, ’jeg vil gerne på højskole, fordi jeg godt kunne tænke mig at være en anden end den, jeg er’. Men i både Disney og i højskolen er pointen netop ikke, at vi skal være en anden, men at vi skal være os selv. Det betyder, at vi skal vælge det, vi allerede er. Man skal stå ved sig selv. Og det, vi skal stå ved, er det, vi ikke vil stå ved. Det er en meget smertelig proces, for det er svært at stå ved sig selv.”
Hjortkjær vender tilbage til Løvernes Konge. Midt i den eksistentielle samtale banker Rafiki lige pludselig Simba i hovedet med en stav. Simba spørger: ”Hvad gjorde du det for? Det gjorde ondt.” ”Ja, nogle gange gør fortiden ondt. Men som jeg ser det, kan du enten flygte fra den eller tage ved lære af den,” svarer Rafiki. Så svinger han staven én gang mere, men denne gang dukker Simba sig og undgår staven.
”Simba dukker sig, fordi han har taget ved lære. Det er et meget fint billede på det, jeg har lært af Kierkegaard. Sætningen lyder: Det kan godt være, at det ikke er din skyld, men det er dit ansvar,” siger Hjortkjær med filosoffen.
Som højskolelærer er min opgave ikke at fortælle eleverne, hvordan de skal leve deres liv. Det er at starte en eksistentiel samtale og måske en gang i mellem slå dem i hovedet med en stav, så de ser, at de har et ansvar. Ikke et træls, udmattende ansvar, men et opbyggeligt ansvar. Et sandt ansvar.
Christian Hjortkjær
”Det er der, hvor eksistenstænkningen kan noget. Hvis du er vokset i noget lort. Hvis du er vokset op i et hjem, som er ukærligt, eller hvor der har været misbrug, eller dine forældre har haft en diagnose, så er erkendelsen: Det er ikke din skyld, at du er vokset op i det her, men det er alligevel dit ansvar, hvordan du forvalter det. Det er der, hvor undervisningen går i stå for mange. Sjældent har jeg oplevet noget så forløsende som, når noget så vigtigt som det her går op for eleverne midt i en tegnefilm,” forklarer Hjortkjær. ”Så har de fundet en sandhed, som er sandhed for dem,” siger han og når så frem til det, han ser som sin vigtigste opgave.
”Som højskolelærer er min opgave ikke at fortælle eleverne, hvordan de skal leve deres liv. Det er at starte en eksistentiel samtale og måske en gang i mellem slå dem i hovedet med en stav, så de ser, at de har et ansvar. Ikke et træls, udmattende ansvar, men et opbyggeligt ansvar. Et sandt ansvar.”
Og så er vi tilbage ved slutningen. Eller ved starten. ”Jeg fortryder min fortid og min fødsel, som jeg ikke har haft glæde af,” citerer Christian Hjortkjær Benny Andersen for. ”Jeg lider af selvhad. Gid jeg var en smule selvglad.”
Blå bog
Christian Hjortkjær
Født 1980 i Himmerland. Faderen var advokat, moderen er sygeplejerske. Lærer på Silkeborg Højskole siden efteråret 2016. Elev på Brandbjerg Højskole i foråret 2001.
Arbejdede i børnehave i Aarhus og på en Rudolf Steinerskole i Skotland før han startede med at læse teologi i 2002.
Tog først en bachelorgrad i teologi, så en i Religionsvidenskab for derefter at blive kandidat i teologi. Derefter ph.d. på Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Var en kort overgang barselsvikar på Grundtvigs Højskole.
Gift med psykolog Katrine Kingo med hvem han har en datter på 4 år.