Fortalt til Andreas Harbsmeier, foto: Kasper Palsnov, Krogerup Højskole
Jeg er vokset op med den overbevisning, at man har et socialt ansvar, der rækker ud over en selv. Både et politisk ansvar, men også et ansvar for de nære omgivelser. For naboerne, for at sidde i børnehavens bestyrelse.
Jeg har altid interesseret mig for samfundet og altid følt mig forpligtet til at engagere mig. For mig handler det om at stille spørgsmålet: Hvordan kan jeg gøre en positiv forskel?
Til dimensionsfesten på min kandidatuddannelse i New York holdt en tidligere elev tale. Da han var blevet færdig med universitet, havde han fået et højt betalt job på Wall Street. Det fortalte han til sin mor, der så spurgte ham: ”Var det dem, der havde mest brug for dig?” Det var det selvfølgelig ikke. Den fortælling har jeg taget til mig.
Jørgen Carlsen siger, at vi skal være forundringsparate frem for forandringsparate. Jeg kunne så tilføje, at det i en flygtig verden måske først og fremmest handler om at gøre eleverne forankringsparate.
Rasmus Meyer
Skillelinjen i dagens samfund går ikke mellem rød og blå, men mellem dem, der løfter og føler et ansvar for samfundet og fællesskabet og dem, der ikke gør.
Man kan se en grad af selvvalgt umyndighed i dag. Når jeg lytter til tidens profeter som Svend Brinkmann eller Rasmus Willig, kan jeg sagtens forstå kritikken, men nogle gange kan nej-hatten godt være trukket så langt ned i panden, at det kan være svært at se lyset.
Bandet Minds of 99 har en sang med titlen ”Alle skuffer over tid”. Det kan jeg ikke abonnere på. Så vil jeg hellere citere Hans Vilhelm Kaalund og Jeg elsker den brogede verden: Jeg har grædt, som andre, af smerte, fordi min boble brast. Men boblen er ikke verden; læg verden det ej til last!
Selvfølgelig er der også ting i tiden, der skal kritiseres og som vi skal frygte. Monstrene har altid eksisteret, men verden har alligevel bevæget sig fremad. Faren - individuelt som kollektivt - ligger i at give op, at resignere. Som forfatteren Tage Skou-Hansen sagde det: ”Det er grænser for, hvor meget grimt man kan sige om verden, uden selv at blive forgiftet.”
Vi skal byde resignationskulturen trods. Højskolens opgave er at myndiggøre. Den største trussel er mismodet og pessimismen. Mod det skal vi sætte håbet og den sociale fantasi.
Rasmus Meyer
Vi skal byde resignationskulturen trods. Højskolens opgave er at myndiggøre. Den største trussel er mismodet og pessimismen. Mod det skal vi sætte håbet og den sociale fantasi.
For mig handler det om – med Hal Kochs ord – ”at indlade sig lidenskabeligt med tilværelsen”
Højskolen må ikke nøjes med at være konkurrencestatens sanatorium. Man skal ikke tage på Højskole for at træde ud af samfundet, men for at træde ind i det.
Jeg har lånt et citat fra Askovs gamle forstander Knud Hansen som overskrift til mit første fag på højskolen: ”Mod til at leve”. Jeg ved endnu ikke rigtigt, hvad faget skal indeholde, men det indrammer rigtig godt, hvad jeg gerne vil med højskolen.
Noget af det, der mangler i dag, er, at de unge - og ældre for den sags skyld - er forankret i noget. Min gamle forstander Jørgen Carlsen siger, at vi skal være forundringsparate frem for forandringsparate. Jeg kunne så tilføje, at det i en flygtig verden måske først og fremmest handler om at gøre eleverne forankringsparate.
Blå bog
Rasmus Meyer
Født 1982 i Albertslund. Faderen var typograf, moderen lærer.
Uddannelse Gik på efterskole og blev student fra Rødovre Gymnasium. I et år formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). Ophold på Testrup Højskoles skrivelinje. BA i socialvidenskab fra RUC. Mastergrad fra New School i New York.
Job Aktiv i Obamas kampagne i 2008. Fra 2011 kampagnechef for SF, siden politisk rådgiver under Villy Søvndal, derefter kort Kommunikationschef på Amager Bakke. Fra 2013 sekretariatschef i Dansk Socialrådgiverforening. Dommer til Politiken og DUFs DM i debat.
Fra august 2018 forstander på Krogerup Højskole, hvor han flytter ind med sin kone, chefredaktør for Zetland, Lea Korsgaard, og deres tre drenge Bjørn, Aske og Mads på hhv. 5, 6 og 8 år.