Af Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole
Jeg overtog for mere end et årti siden ledelsen af en skole, der skulle genopbygges fra grunden. Vi havde meget frie hænder til at bevæge os derhen, hvor højskoletraditionen, tidsånden og nysgerrigheden kaldte os, men var samtidig presset af økonomi og politiske prioriteringer. Det var en voldsom rutsjebanetur, og det var vigtigt at holde tungen lige i munden på hele rejsen for ikke at miste vores sjæl som en højskole, der bestræber sig på at rumme bære- og væredygtig dannelse i fællesskaber.
“Det mangfoldige møde” er et benspænd, som alle årene har været et omdrejningspunkt for vores skole. Et uovertruffet dannelsesredskab og nært forbundet med idéen om at skabe rum for dannelsen af borgere, der kan være med til at præge verdens fremtid. Det begyndte, hvis jeg skal være ærlig, med, at vi på alle tænkelige måder forsøgte at skabe et første hold på højskolen med dem, vi kunne overtale. Det resulterede i et meget lille hold, der i løbet af efteråret 2008 voksede fra 7 til 14 elever. Vi kæmpede for hver elev, og det var hårdt at lave højskole med så få, der endda ikke selv ville have valgt et højskoleophold, endsige hinanden, hvis ikke vi lige havde blandet os. Og det var åbenbarende at opleve, hvordan disse mennesker skabte tværgående bånd og, på trods af store udfordringer, berigede hinanden og blomstrede i de nye omgivelser. Det kostede enorme mængder hjerteblod, men det er svært at komme i tanke om en mere meningsfuld investering.
”Vi kæmpede for hver elev, og det var hårdt at lave højskole med så få, der endda ikke selv ville have valgt et højskoleophold, endsige hinanden, hvis ikke vi lige havde blandet os.”
Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole
I årene efter tog højskolen form uden nogensinde at stivne. Vi opfattede os selv som pionerer, (og gør det stadig, må jeg indrømme). Holdstørrelserne voksede langsomt, og vi fortsatte med at skyde med spredehagl i vores rekruttering af elever og fik derfor en meget mangfoldig skare. I sådan en flok kan man ikke gemme sig blandt dem, der ligner én selv, og netop dét fik enorme konsekvenser for udviklingspotentialet. Vi erfarede, hvordan vi med ret få og meget forskellige elever kunne skabe endnu større rum for gensidig forståelse, indsigt og nysgerrighed og dermed dannelse af uhørt høj karat. Langsomt udkrystalliserede sig en højskole, hvis fineste omdrejningspunkt blev det mangfoldige møde. Et møde der også affødte så meget bøvl, at vi næppe havde valgt det, hvis ikke vi var pisket til det.
Efterhånden som sammenhængene mellem udfordringerne og landvindingerne gik op for os, og vi kunne se, hvor stor en forskel det gjorde for eleverne, besluttede vi os for at gøre en dyd af nødvendigheden. Tilmed fik vi en fornemmelse af, hvor stor en betydning det kunne få for verdens fremtid, at den bl.a. befolkes af mennesker, der har erfaret rigdommen i det, de ikke kunne have sagt sig selv. Vores skole blev et rum for udvikling af verdensborgere.
Mellemmenneskelige fællesnævnere
Det mangfoldige møde er en meget vanskelig disciplin, der kræver, at vi først mødes i “det fælles”, før vi kan bevæge os ind i det særegne. Det tager udgangspunkt i, at det af forskelle er muligt at finde mellemmenneskelige fællesnævnere, der binder os alle sammen som en form for mellemfolkelig overbygning til folkeligheden, der peger på det, vi deler på tværs af kulturer. Når man oplever det i en overskuelig gruppe, mærker man tydeligt tilhørsforholdet til “verden”, og det folkelige kan måske endda føles overflødigt. Men i vores forståelse af verdensborgerskabet erstatter den delte menneskelighed altså ikke folkeligheden, den supplerer folkeligheden med endnu en dimension af samhørighed.
Verden byder på mange ret uforpligtende fællesskaber. Med folkelighed forholder det sig anderledes. På tværs af alle menings- og interesseforskelle holdes man sammen af gensidigt ansvar på trods af forskellighederne gennem den delte baggrundsfortælling. Og den folkelige identitet skal vi ikke give køb på i mødet med verden, tværtimod kan folkeligheden styrkes i et åbent og dannelsesorienteret møde med verden. Fremstillingen af nationalistiske kyskhedsbælter er derimod til stor skade, fordi en protektionistisk strategi i forhold til kulturelle værdier svækker folkets tilhørsforhold til selvsamme værdier. Isolerer man vores folkelighed fra resten af verden, skaber man folkelighed, som ikke er folkelig, fordi folket ikke kan identificere sig med den. Vores ideal er at overføre den folkelige ansvarsfølelse til de mellemfolkelige møder, der styrkes af, at den enkelte forholder sig til sin egen fortælling og sætter den i forhold til en fælles fortælling.
Hvordan gør vi i praksis?
Det er ikke nok at erkende den folkelige og den menneskelige samhørighed. Samhørighedsmusklen er ganske vist givet som en længsel hos ethvert menneske, men den kræver træning for at blive funktionel. Dannelse af verdensborgere handler om at træne både rummeligheden og selverkendelsen som klangbund, for at rummeligheden ikke skal blive hul. Rummelighed handler altså ikke om grænseløshed, men om at skabe rum, inden for hvis vægge den andens verdensbillede kan vække genklang.
”Med mangfoldigheden sikret sætter vi så mange scener for mødet, som fællesskabet kan bære. Det mangfoldige møde kan ligefrem true fællesskabet, hvis ikke det doseres.”
Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole
I vores forsøg på at skabe den gode arena for mødet, forsøger vi at sikre mangfoldighed i såvel elev- som medarbejderstab. Vi sammensætter elevhold på tværs af alder (typisk 18-35), interesser, fagligheder, uddannelse og geografisk og social baggrund med en målsætning om 25 % internationale elever fordelt på så mange forskellige nationaliteter som muligt. Dertil skaber vi med mellemrum møder mellem eleverne på lange kurser og andre mål- og aldersgrupper blandt korte kursister og lokalbefolkning.
Med mangfoldigheden sikret sætter vi så mange scener for mødet, som fællesskabet kan bære. Det mangfoldige møde kan ligefrem true fællesskabet, hvis ikke det doseres. Også mødet mellem personale og elever er i fokus, da vi med stor fordel sætter personalets store diversitet i spil for at træne elevernes rummelighed, indsigt og indlevelsesevne. Vi involverer bl.a. vores praktiske personale i pædagogiske opgaver. Det kræver et stort arbejde med en gensidig forståelse og respekt for hinandens tilgange i personalestaben.
Universelle mødesteder
Vi arbejder aktivt for at undgå grupperinger ved at blande kortene i alle sammenhænge, ved bl.a. at have internationale elever med i alle fag, lade elever på tværs af faginteresser dele værelse, lade alle komme til orde og ved at facilitere et væld af små og store “møder” hvor vi ikke tager besværet fra dem, men animerer til nysgerrighed. Møderne sker inden for rammerne af vores fire “dannelseskulturer”, der omfatter: natur, afklaring, dialog og projekt. Her dyrkes “mødet” både i og uden for undervisningen under vandre-samtale-morgensamlinger, hvor eleverne opfordres til at dele baggrundsfortællinger gennem nærværstræning, hvor det fællesmenneskelige mærkes i krop og åndedræt, indtjekningsrunder, hvor man deler personlige perspektiver, og ved en række fællesprojekter, hvor alle mærker afhængigheden af hinanden. Her kan nævnes “Sharing Brandbjerg”, hvor nuværende og tidligere elever mødes i en række fælles grønne projekter for med hænderne at realisere visionen om en bæredygtig verden.
“Seksuel dannelse” som fællesfag er en anden slags træning, hvor vi gennem samtale og dans lader kropsopfattelser og kønsforståelser mødes og brydes i et fortroligt og respektfuldt rum. Eller “Udfordringen”, hvor vores elever i sparring med lærergruppen udvælger og gennemfører en personlig udfordring, som betyder noget i relation til deres egen fortid og fremtid, og som præsenteres i selvvalgt form for resten af skolen.
"Langsomt udkrystalliserede sig en højskole, hvis fineste omdrejningspunkt blev det mangfoldige møde. Et møde der også affødte så meget bøvl, at vi næppe havde valgt det, hvis ikke vi var pisket til det."
Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole
Vi søger kort sagt at udfordre og favne eleverne til at skabe rum for de mellemmenneskelige fællesnævnere ved at tilbyde en række universelle “mødesteder”. De kan ikke slippe udenom møderne, men de har stor indflydelse på mødernes form og indhold. Alt sammen med det formål at lære hinandens drivkræfter at kende, fordi det forankrer den enkeltes etiske kompas i et selvoplevet, delbart verdensbillede. Og i mødet om alle disse fællesmenneskelige forhold skabes visionen om fremtiden – et landkort med en lang række fælles markører, som de kan orientere sig efter i fremtiden. Historie deler vi ikke alle, men fremtiden deler vi, så snart vi kender hinanden. Og det er en af de vigtigste pointer ved verdensborgerskabet, at ud af møderne opstår et skæbnefællesskab, som forpligter og motiverer til bæredygtig livsførelse, hvor man altid tænker sine aftryk på verden med, når man træffer valg, og hvis fælles mål er det meningsfulde liv for alle.
Det pædagogiske paradoks
Det mangfoldige møde er en utrolig svær disciplin både at facilitere og at deltage i, og bestræbelserne lykkes langt fra i alle momenter. Man skal ikke underkende størrelsen af de sproglige, sociale og kulturelle nødder, der skal knækkes undervejs. Men set over længere tid viser det sig altid at have en stor og god indflydelse på elevernes dannelsesparathed, og bidraget til en bedre verden er vi aldrig i tvivl om. Det etiske kompas skaber eleverne i høj grad selv. Alligevel kæmper også vi med et af de evige paradokser i enhver dannelsesmæssig bestræbelse: eksport af værdier.
Vores fornemste opgave er at skabe værkstedet, hvor værdierne kan formes, men det kan og skal aldrig være et værdineutralt rum. Rummeligheden har vægge, som ikke umiddelbart kan flyttes, og det smitter naturligvis af på det rum, hvori det etiske verdensborgerkompas hos den enkelte laves. Omvendt skal vi ikke bestemme retningen. Det er et paradoks, man som dannelsesinstitution til stadighed bør forholde sig til og være tydelig omkring, og det er i sandhed en kunst, der er svær at praktisere, men som er hele umagen værd.