Fortalt til Sofie Buch Hoyer
Jeg er nødhjælpsarbejder og har arbejdet med nødhjælp i mange år. Senest har jeg boet i Jordan med min familie, hvor jeg har været med til at starte et program op i Syrien. Det trivedes vi rigtig godt med, men da vi skulle tilbage til Danmark sidste sommer, fordi min søn skulle fødes, gjorde corona, at vi ikke kunne komme tilbage til Jordan.
Det gik op for os, at vi måtte blive i Danmark. Vi har venner i lokalområdet nord for Silkeborg, så dér slog vi os ned. Både min hustru og jeg havde været ude at undervise på Oasehøjskolen, mens vi havde været hjemme, for at give eleverne et globalt udsyn.
Efter vi flyttede hjem til Danmark, blev forstanderstillingen ledig. Vi måtte lige slå op, hvor Oasehøjskolen ligger i forhold til, hvor vi boede i Vinderslev. Google kunne så fortælle os, at højskolen ligger tre kilometer nede ad den vej, vi boede på.
LÆS OGSÅ: Tidens tern
Dét at stå i Syrien og prøve at hjælpe folk giver nogle af de samme erfaringer, som man kan bruge som forstander. Det handler om lederskab og om at navigere i noget, der kan virke kaotisk i forhold til lokale myndigheder og retningslinjer.
Jeg ser mit arbejde som noget, hvor jeg er med til at danne unge mennesker til at tage ansvar for sig selv – og for verden omkring dem. Det arbejde er ekstremt meningsfyldt.
Noget af det, der tiltrak mig som forstander, er at opleve, hvor spændende ungdomskultur er. Jeg er 41 år gammel, og jeg er bevidst om, at de unge i dag bevæger sig i en anden kultur end den, jeg voksede op i.
Jeg er virkelig overrasket over, hvor åben højskoleverdenen er. Jeg oplever, at andre forstandere er meget gavmilde med at dele deres erfaringer og praksisser – og at de hepper på os nye højskoler.
Min egen højskoleerfaring, inden jeg blev forstander, var et ugekursus på Kalø Højskole for mange år siden. Så jeg har brugt meget tid på at læse mig ind i højskolens historie og tale med andre forstandere om, hvordan de gør.
Noget af det, der tiltrak mig som forstander, er at opleve, hvor spændende ungdomskultur er
Jakob Bjerrum Swartz
Vi skal tilbyde noget, som andre højskoler ikke gør. Dér prøver vi at navigere mellem de højskoler, der allerede er etableret, og som gør det godt. Det er typisk de kristne højskoler, vi kigger på. Fordi vi gerne vil være en højskole, der arbejder med Biblen som grundfortælling. Og så spørge: Hvad betyder den i praksis?
Det bedste ved at være forstander er eleverne. Det er svært at være pessimistisk på Danmarks fremtid, når man er sammen med dem og fx sidder en aftenstund og snakker med dem om livet. Dét at få lov til at vandre med dem i en periode og se dem vokse er fantastisk.
Det værste ved jobbet er de elever, vi ikke kan nå. Dem, der måske stopper, eller som har det svært, mens de er hos os. Det er hårdt, når man fra sidelinjen kan ønske, at de træffer bedre valg. Vi prøver, så godt vi kan, at flytte dem i en bedre retning, men i sidste ende er det deres eget ansvar.
LÆS OGSÅ: Afsked med generalen
Det er virkelig fedt at bo på en højskole som familie. Min børn kan rende ned i køkkenet og tigge en kanelsnegl eller smutte ind på kontoret for at få printet en tegning ud, som de kan sidde og farvelægge, eller de kan løbe ud og lege med nogle af eleverne. Den der hjemlighed, vi har, plus madordningen er en velsignelse for en familie med små børn.
Vi bor på Oustruplund, som er et drengehjem, der blev etableret i 1830. Der er to mindesten for forstandere ude i vores have, som er fredede. De var forstandere i 50 år. Det kunne da være meget fedt – ikke at der skal rejses en mindesten for mig – men at kunne se tilbage på rigtig mange år her på stedet.