Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
På min notesblok har dykkeren, som jeg har tegnet, stukket hovedet op af vandet. Havet har ikke sluppet sit tag i ham, og hans lunger fyldes grådigt af luft, mens han vugger i overfladen – inden han dykker igen …
”There is a crack in everything, that’s how the light gets in” citerer den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosa Leonard Cohens sangtekst. Hartmut Rosa, som især er berømt for sin bog Resonans, og som for nylig var i København og holde oplæg, opfordrer de danske tilhørere i salen til at udnytte sprækkerne til revolution.
Han taler om, hvad det vil sige, at vi ”bliver socialiseret ind i et aggressions-mode” i vores iver efter at opnå kontrol, sikre fremdrift og fastholde det, vi allerede har opnået. Vi optimerer, effektiviserer og øger bestandigt hastigheden – for at opnå frihed. Men hvis målet er frihed, når vi det aldrig.
Hartmut Rosa gennemgår overbevisende konsekvenserne af vores kvantificerede stræben i tilværelsen. Vi gør vores bedste for at optimere vores karriere, kapital, sociale liv m.m. – af frygt for ikke at slå til og i bestræbelserne på at beholde alt det, vi har opnået.
LÆS OGSÅ: Hartmut Rosa: ”Hvordan kan en skole eller en dannelsesinstitution være et resonansrum – og ikke en fremmedgørelseszone?”
Kroppen optimeres med motion og fornuftig kost. Klimabevidstheden er blevet til personlige målsætninger for plastikforbrug og kødindtag. Og det er længe siden, at fordelingen af ressourcer til dagens gøremål kunne overlades til solens rytmer. Meget længe siden.
Jeg genkender fuldkommen Hartmut Rosas kritik. Og når han spørger, hvor vi mennesker oplever de betydningsfulde øjeblikke, hvor der finder en resonans sted mellem den enkelte og verden – i mødet mellem ”det ukontrollerbare” og det egentlige liv – er et af mine svar: I højskolen.
Det er dér, hvor man bliver berørt af noget, hvor noget taler til én, og hvor noget nyt fødes i én. Det er dér, hvor man som menneske for alvor kan tale om et ”før” og et ”efter”. Det er dér, hvor vi er optaget af kærlighed, politik, sport, religiøsitet, natur, kunst, historie, krop og psyke – uden at forcere et resultat. Det er dér, hvor man lytter, svarer og føler sig levende.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Vi kan ikke dirigere flirten på skrift
Det er indiskutabelt fantastisk, at højskolerne gennem generationer har dannet ramme om netop det. Oplivning. Oplysning. Dannelse. Resonans. Og det endda med samfundets støtte og velvilje.
Men dykkeren lever ikke tilværelsen dér. I højskolen. Dykkeren skal dykke igen. I tilværelsen.
Tilbage på mit papir under Hartmut Rosas oplæg står kun ét spørgsmål: ”Når højskoleleverne individuelt har levet i resonansens univers på højskolen, skal de tilbage i den tilværelse, som er struktureret på effektivitetens, optimeringens og højhastighedens præmis – er det godt nok?”
Dykkeren svømmer stadig rundt på min notesblok.
Jeg kender ikke svaret. Men tyskerens kald på revolution resonerer i mig.