Lad os kappes med de bedste

Publiceret 08-11-2021

LEDER Vi har brug for at fremme konkurrenceånden i højskolebevægelsen. Og punktligheden, skriver Højskolebladets redaktør i sin nyeste leder.

Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør på Højskolebladet

Hvem kan forestille sig Grundtvig som gymnast? Bokser? Eller fodboldspiller sågar? Det kan professor emeritus Ove Korsgaard heldigvis. I en række bøger og tekster har han argumenteret for, hvordan højskolebevægelsens fader var en stor kampfilosof, der livet igennem opildnede til tvekamp. Eller kredsgang, som Grundtvig selv kaldte det. 

Kærlighed og kamp følges ad – og for at vinde freden må man turde vove kampen og vække kappelysten, lød den gamles tanker og ord om idræt. Dog skal man forskel kende på solskin og på lyn. Som i: Der er kampe, der varmer og opliver gennem følelse og fantasi – og så er der fornuftsbaserede stridigheder, der nok oplyser, men som risikerer at slå ihjel. Så hvordan skelner man?

LÆS OGSÅ Morten Bruun: Jeg ser højskolen som en defensiv midtbanespiller

Som tidligere elitefodboldspiller finder jeg det forfriskende at fokusere på idrættens kvaliteter i en højskolesammenhæng. Lad det bare slå gnister! Konkurrence eller kredsgang er ingenlunde en usolidarisk og samfundsødelæggende kraft, som nogle måske vil påstå. Vi har brug for at fremme konkurrenceånden i bevægelsen. Og punktligheden, tak! 

I dette nummer af Højskolebladet kan man blandt andet læse et interview med fodboldkommentator og tidligere landsholdsspiller Morten Bruun, der sammenligner højskolens rolle i samfundet med positionen som defensiv midtbanespiller. I kølvandet på herrelandsholdets EM-bedrift i sommer og den nylige VM-kvalifikation dvæler han ved, hvad en stærk holdånd betyder på og uden for banen.

Julie Hauge, viceforstander på Gerlev Idrætshøjskole og tidligere landsholdsspiller, fortæller i et portræt, hvordan hun gik fra elitesport til en karriere som højskolelærer – og hvordan idræt og fodbold ifølge hende handler om at håndtere store følelser i et fællesskab.

Og så bringer Højskolebladet resultaterne fra en række venskabelige fodboldopgør, der har fundet sted på flere sjællandske højskoler i løbet af dette efterår. 

Højskolebevægelsens fader var en stor kampfilosof, der livet igennem opildnede til tvekamp. Eller kredsgang, som Grundtvig selv kaldte det. 

Sofie Buch Hoyer

I en helt anden boldgade rummer indeværende blad også tekster om Jeppe Aakjærs natursyn, hengivenhedens dannelse, et interview med den nye kultur- og kirkeminister samt en kronik om højskolernes ansvar i klimakrisen.

Hutlihut og god læsning!