Af Casper Hennie, suppleant i bestyrelsen i DM Kultur og Medier, medlem af Højskolenetværket i DM og højskolelærer samt arbejdsmiljørepræsentant på Højskolen Snoghøj
Simon Langkjær fra højskoleudvalget i Frie Skolers Lærerforening (FSL) skrev den 2. maj i Højskolebladet, at “kampen for en overenskomst er en frihedssag.” Han argumenterede for, at en overenskomst for højskolelærerne ikke vil garantere himlen, men derimod sikre, at man ikke ender i helvede.
Jeg deler fuldt ud holdningen om, at man på sigt bør arbejde hen mod en overenskomst for højskolelærerne, fordi det kan være med til at sikre nogle fælles vilkår. Spørgsmålet er bare, hvem der bedst kan sikre dette, og her er jeg ikke enig med Simon.
LÆS OGSÅ: Højskolelærerne er halvvejs i mål med en overenskomst
Jeg mener, at vi højskolelærere er bedst repræsenteret af DM (tidligere Dansk Magisterforening). Det er der flere grunde til.
En af de mest åbenlyse grunde er, at DM kender højskoleverdenen gennem mange år. Faktisk har DM historisk været den ledende fagforening for højskolelærere, siden foreningen i 1946 skiftede navn fra Almindelig Cand. Mag. Organisation til Dansk Magisterforening.
Foreningen har lige siden haft dygtige forhandlingskonsulenter, som har hjulpet med enhver forhandling, og denne enorme viden og indsigt står stadig til rådighed for medlemmerne, der er ansat på højskoler. Det er således DM’s klare målsætning at blive ved med at være højskolelærernes forening.
En anden god grund til, at højskolelærere hører hjemme i DM, er, at DM også kender resten af det akademiske arbejdsmarked. Dette sikrer, at vores forhold på højskolerne kan blive sammenlignet med andre jobs i undervisnings- og forskningsverdenen. Det betyder også, at medlemmer, der måske ikke for evigt ønsker at identificere sig som højskolemennesker, har nemmere ved at følge med i den øvrige akademiske verden og holde sig opdateret i andre fag.
Jeg deler fuldt ud holdningen om, at man på sigt bør arbejde hen mod en overenskomst for højskolelærerne, fordi det kan være med til at sikre nogle fælles vilkår.
Casper Hennie
Netop denne form for identitet som akademisk medarbejder er stadig central hos mange højskolelærere, som har en akademisk baggrund, og vi føler os ikke repræsenteret af et fagforbund, som også dækker den frie grundskole og efterskoler, og som primært fokuserer på lærergerningen.
Det er i hvert fald, hvad flere medlemmer giver udtryk for, når jeg snakker med dem på vores faglige møder. Medlemmer ytrer, at de ikke kan se sig selv i en faglig organisation, der kun fokuserer på lærergerningen.
For os er der altså tale om et større fagligt tilhørsforhold til en akademisk organisation, som rummer flere forskellige undervisningsverdener (f.eks. konservatorier, kunstneriske uddannelsesinstitutioner, sprogskoler og universiteter), men også alverdens områder indenfor kultur og medier.
LÆS OGSÅ: Johnnie Bøtker Laursen takker af efter 40 år som højskolelærer: "Der er stadig noget at kæmpe for"
Netop området Kultur og Medier er en ny sektor i DM, som samler ansatte på museer, medier, forlag, biblioteker, folkekirken og lignende kulturarbejdspladser. Heri ligger et kæmpe potentiale for faglig sparring og idéudvikling.
En tredje grund til, at højskolelærere er bedst repræsenteret af DM, er, at vi i DM også har et netværk for ansatte på højskolerne, som på det seneste har arrangeret møder for ansatte på højskoleområdet – senest om arbejdsmiljø.
Den fjerde gode grund er, at DM har politisk interessevaretagelse – bl.a. kontakt med de politiske partier på Christiansborg. Dette sikrer et øget politisk fokus på højskolelærernes arbejdsvilkår.
Har du lyst til at høre mere om vores arbejde for højskolelærerne i DM, er du velkommen til at kontakte mig.