Af Ida Mølgård Gundersen (tekst og foto)
Fællessang til flygeltoner. Det er lyden af højskole – dannelsens og fællesskabets folkelige højborg. Normalt ville de 160 fremmødte synge noget med: ”Lad dem lege i livstræets krone…” eller ”Er lyset for de lærde blot?” Man lægger ikke mærke til det med det samme, fordi det sorte, blankpolerede Steinway-flygels toner nærmest insisterer på højskolesang. Men hov. Noget er ikke, som det plejer:
En lille ring a' guld Med kærlighed fra mig En lille ring der viser at jeg elsker dig Men alting ændrer sig Du rejser væk fra mig Men jeg skal aldrig nogensinde glemme dig
Det er Kandis-musik i højskoleklæder. Sangen om ulykkelig kærlighed fik aldrig plads i den lille blå højskolesangbog med guldharpen på ryggen. Og det til trods for, at En lille ring af guld
I aften på Silkeborg Højskole bliver sangen omfavnet og bakket op af 160 stemmer, som fylder foredragssalen. For første gang i Johnny Hansens 33 år som dansktopkonge er han blevet inviteret indenfor på en højskole. For at forstå, hvordan han fandt hertil, spoler vi tiden lidt tilbage.
Kultureliten fik øje på Kandis
I årtier har Kandis befundet sig i en tabubelagt og fasttømret dansktopkasse, hvis man spørger Johnny Hansen.
Men for nylig gik der hul på kassen, og bandet slap ud. Det skete, da kultureliten tabte underkæben over den kunstneriske dokumentarfilm Kandis for livet , som blev vist på landets biograflærreder i efteråret og på DR i vinter.
Dokumentarist Jesper Dalgaard har i længere tid fulgt Johnny Hansen og en håndfuld udvalgte fans og skabt en dokumentar så finkulturel, at flere af de dedikerede fans blev skuffede, da dokumentaren udkom – de ville hellere se Johnny Hansen og co. snakke drengerøvssnak i tourbussen, og de ville hellere se deres idol i cowboystøvler levere sine største hits. Vi andre – vi faldt på halen.
”Gud, den slags mennesker findes også!”, sagde mange af os til hinanden med en blanding af forlegenhed og sympati for de medvirkende, da dokumentaren satte ord og billeder på de store eksistentielle følelser, som opstår i mødet mellem Kandis og de medvirkende fans.
LÆS OGSÅ: Asbjørn udforsker forholdet mellem maskulinitet og sårbarhed: “Der er altid et højskolekor, der hepper på mig”
Netop sådan tænkte højskoleforstander Claus Staal. Faktisk snakkede han ikke om andet på Silkeborg Højskole, efter han havde set Kandis for livet
For havde højskolen overset noget? Burde en folkehøjskole ikke rumme hele spektret af folkelighed? Kunne højskolen have noget at byde på for Kandis-fans? Og kunne Kandis og deres fans tilbyde højskoleeleverne noget? Kunne man da bare få fat i Johnny Hansen og invitere ham på besøg, før alle andre udsatte ham for et bombardement af kulturelitære henvendelser!
Og det kunne man. For musiklæreren på Silkeborg Højskole havde hans nummer. Så Claus Staal ringede ham op.
”Jeg fik fat i Johnny, og vi fik os en snak. Han fortalte, at han er ret irriteret over at være sat i bås siden 90’erne. Han er træt af at tilhøre en genre, som man gerne må gøre grin med. Så jeg besluttede at invitere Johnny og nogle af hans fans til en aften her på højskolen, hvor jeg skulle interviewe ham om netop det,” fortæller Claus Staal og uddyber:
”Det var tænkt som en form for stimuleringsøvelse. Jeg ville undersøge, om det var os som højskole, der var noget galt med – eller om Kandis er lige så irrelevant i højskolesammenhæng, som vi regnede med tidligere. Også fordi vi som skole gerne vil tiltrække og rumme nogle, som normalt ikke ville tage på højskole. Og vi vil gerne lade vores elever møde den mangfoldighed og dermed udfordre vores eget syn på folkelighed,” fortæller Claus Staal.
Kvalmende sødsuppe eller dybt betydningsfuldt
I et par lænestole på Silkeborg Højskole sidder Claus Staal og Johnny Hansen midt i foredragssalen. Tilskuerne sidder på stole i en halvcirkel omkring dem. De fleste er højskoleelever, som allerede har været i Kandis-shoppen efter en lyserød eller orange kasket med Kandis-logo eller et par G-stengstrusser.
På de forreste rækker sidder dedikerede Kandis-fans. Overvejende grå på toppen og med læsebriller på næsen. Flest kvinder og et par enkelte mænd, som kommer med jublende tilråb, når Johnny Hansen åbner munden.
”Dér sidder hestehandleren,” siger han og blinker med det ene af sine isblå øjne, smiler og peger på en entusiastisk fan. Alle jubler.
”Jeg kan navnene på de fleste fans, der er til stede her i aften,” siger han og peger dernæst på en mand ved navn Finn Clausen, der har fulgt Kandis siden koncert nummer to i 1989.
Berlingske og Politiken interesserer sig pludselig for Kandis. Vi oplevede, at det blev legalt at snakke om os. Thomas Vinterberg har sagt tillykke med filmen. Mette Frederiksen har omtalt os i et langt indlæg. Det samme har kulturministeren
Johnny Hansen
Forstander Claus Staal tager ordet.
”Jeg faldt over en anmeldelse i Information,” siger han og citerer: ”’Det folkekære dansktopband fra Thy med Johnny Hansen i front opleves helt anderledes i Udkantsdanmark end for eksempel hos overborgerskabet, kultureliten eller i hipsterland i København. I den ene ende som dybt betydningsfuld, meningsskabende, skønt dansevenlig vellyd, i den anden som kvalmende sødsuppe og gumpetung suppe-steg-og-is.’ Hvad tænker du om det?” spørger han Johnny Hansen.
”Det er uretfærdigt, at vi har været dømt ude siden starten af 90’erne. Vi spillede for fulde huse, havde masser af tv-eksponering og spillede også på P3. Alligevel ville kultureliten ikke have noget med os at gøre. De sad i Aarhus og København og havde ingen fornemmelse for, hvad der skete ude i landet. Vi løb panden mod muren igen og igen. Særligt da jeg var yngre, var jeg ret nede over, at vi ikke kunne nå det fine selskab. Men fuck det, tænkte jeg så. Vi kan sagtens leve uden kultureliten med de her fans,” siger Johnny Hansen.
Som følge af den populære dokumentarfilm turnerer Kandis lige nu rundt i de elitære lag, som Johnny Hansen i over 30 år har kigget langt efter.
”Berlingske og Politiken interesserer sig pludselig for Kandis. Vi oplevede, at det blev legalt at snakke om os. Thomas Vinterberg har sagt tillykke med filmen. Mette Frederiksen har omtalt os i et langt indlæg. Det samme har kulturministeren,” fortæller Johnny Hansen.
LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: “Det kræver fælles refleksion, når man er i en krise. Og dér kan højskolerne spille en vigtig rolle”
Selv chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, har vedkendt sig på Twitter at være gamle venner med Kandis-forsangeren:
”Tom Jensen og jeg spillede dansktop sammen i 70’erne. Tom spillede elorgel. Førhen, når jeg mødte nogle fra Berlingske, sagde jeg: Hils Tom og sig, at vi altid har et ledigt elorgel til ham. Og nu snakker han pludselig offentligt om vores bekendtskab,” fortæller Johnny Hansen.
Kandis i Højskolesangbogen?
Spørgsmålet er, om Kandis har noget at bidrage med uden for det såkaldte udkantsdanmark, når hypen igen har lagt sig? Johnny Hansen er fortrøstningsfuld:
”Jeg håber, at filmen har forenet os på en eller anden måde. En aften som i aften føler jeg, at der er blevet skabt en bro imellem det finkulturelle og det mere folkelige. Og så håber og tror jeg på, at nye publikummer bliver nysgerrige på fænomenet dansktop,” siger Johnny Hansen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Nu, hvor kultureliten har fået øje på, at der i mødet mellem Kandis og deres fans er dybere følelser på spil – kan der mon så også blive en ledig side eller to i Højskolesangbogen til Kandis? En højskoleelev giver sit bud i pausen:
”Jeg tror, det er for simpelt. Musikken er i høj grad baseret på sådan nogle ’dig og mig og sig’-rim,” siger Mads Brandt Jørgensen på 25.
Også forstander Claus Staal er skeptisk.
”På højskolerne har vi tradition for, at vi i fællessangen skal lede efter det, der ikke bare bliver sagt. Altså dybdekonteksten. Kandis-musikkens dybde ligger måske et andet sted,” siger han.
Ifølge Johnny Hansen er der heller ikke noget dybereliggende at finde i hans tekster:
”Sangene handler om at sprede fest og glæde. De har ikke de store dybe, politiske budskaber,” siger han.
LÆS OGSÅ: ”Der skal være ballade om Højskolesangbogen”
Claus Staal kommer undervejs i arrangementet med en invitation til de fremmødte Kandis-fans:
”Er der nogle Kandis-fans, som har fået smag for at være på højskole, så skal I være meget velkomne her! Vi har både korte og lange kurser og masser af foredrag,” siger han.
”Har I mon en øllinje?”, spørger Johnny Hansen, som mener, at det ville være relevant for flere af de fremmødte. Og ja, Silkeborg Højskole udbyder faktisk valgfag i ølbrygning.
Modsvar til ekkokammeret
Da aftenen går på hæld, presser spørgsmålet sig på fra Højskolebladets udsendte reporter til forstander Claus Staal: Har Grundtvigs folkehøjskole, som blev skabt for at oplyse og uddanne de fattigste bønder, ikke længere plads til sin oprindelige målgruppe? Er højskolebevægelsen anno 2022 blevet et ekkokammer for unge, som i forvejen spiser vegetarbøffer, går med økologiske uldhuer og læser netavisen Zetland?
”Det tror jeg ikke er korrekt. Diversiteten er måske ikke så tydelig på den enkelte højskole, men der er 74 højskoler, som er vidt forskellige. Jeg mener, det er relevant, at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvordan undgår vi at blive et ekkokammer? Og det mener jeg netop, at det her arrangement er et eksempel på.”
Det var tænkt som en form for stimuleringsøvelse. Jeg ville undersøge, om det var os som højskole, der var noget galt med – eller om Kandis er lige så irrelevant i højskolesammenhæng, som vi regnede med tidligere.
Claus Staal, forstander på Silkeborg Højskole
Pianisten på Silkeborg Højskole klimprer et lille forspil på det sorte flygel, og de 160 elever, lærere, Johnny Hansen og fans stemmer i:
Hun har solens stråler i sit hår Hun er blond og hun er 19 år Og hun tager et glas vin Mens hun gør sig fin, hun skal ud Den røde kjole er et yndigt syn Det er den hun skal ha’ på i byen Og hun spiller musik imens hun spejler sit skrud
Og de synger Hold me, hold me forever (…)