Af Hjalte Hviid Mikkelsen, cand.mag. i kognitiv semiotik, studerende på Det Jyske Musikkonservatorium og tidligere musiklærer på Bornholms Højskole
I marts deltog 255 højskoleelever fra henholdsvis Bornholm, Ry, Engelsholm og Silkeborg i mit speciale om fællessangs betydning for følelsen af fællesskab hos elever på danske højskoler. Indenfor den samme uge faciliterede jeg en sangbaseret morgensamling på hver skole, hvor jeg undersøgte, om fællesskabsfølelsen hos hver enkelt elev var steget efter morgensamlingen i forhold til før.
Eleverne skulle før og efter morgensamlingen svare på et spørgeskema. Blandt andet ved hjælp af den såkaldte IIS-skala (Inclusion of Ingroup in the Self) skulle de angive på en skala fra 0-6, hvorvidt de følte sig inkluderet i gruppen omkring dem.
Gennemsnitsfølelsen af at føle sig inkluderet i fællesskabet lå inden morgensamlingerne på 3,9. Efter morgensamlingerne var den steget til 4,6 – en statistisk signifikant stigning!
LÆS OGSÅ: Jeg bliver stadig nervøs, når jeg spiller til fællessang
OK. Fedt. No surprise. Et umådeligt stort forskningskatalog fra de seneste 40 år viser utallige positive fysiologiske og neurale påvirkninger forårsaget af sang og musik. For at nævne nogle få er udskillelsen af endorfiner og oxytocin markant, mens et begreb som entrainment også er interessant: Kort fortalt har mennesker en evne til at synkronisere deres hjerterytme gennem den fælles vejrtrækning, der bliver skabt i fællessangen, hvilket derefter er med til at forstærke følelsen af fællesskab.
For at nuancere forståelsen af fællesskabsfølelsen hos højskoleeleverne blev de efter morgensamlingerne også spurgt ind til deres forhold til fællessang før deres højskoleophold og om deres personlige forhold til de sange, der blev sunget til samlingerne. Her stødte jeg på nogle sammenhænge, der overraskede mig lidt.
For det første syntes de internationale elever at blive lige så påvirkede af fællessang som de danske på trods af sprog- og kulturforskellene. For det andet var højskoleelevernes generelle erfaring med fællessang før deres højskoleophold utrolig blandet.
Musik har generelt vist sig at fungere tværkulturelt i sin måde at kommunikere følelser og stemninger på.
Hjalte Hviid Mikkelsen
Adspurgt på en skala fra 0-6, om fællessang har fyldt i deres liv, var spredningen blandt eleverne meget ensartet. Det fællesskabende ved sang tyder altså ikke på at være påvirket af, hvorvidt man er vokset op med fællessang eller ej. For selvom det tekstlige indhold i sangene ikke umiddelbart er forståeligt blandt de internationale elever, er der stadig stor affekt og mange følelser at hente i sangenes kompositoriske og melodiske universer.
Med andre ord kræver fællessang på højskoler (dem jeg besøgte, i hvert fald) ikke en specifik forudindtaget erfaring eller tekstnær forståelse af sangene, for at den kan øge følelsen af samhørighed.
Fællessang til morgensamlinger på danske højskoler er fællesskabende. Allright. Men hvilke aspekter af fællessangen, der virker til at være primus motor for fællesskabsfølelsen, synes sværere at få greb om.
I en række britiske forsøg fra 2015 og 2016 har man sammenlignet det fællesskabende (også med brug af IIS-skalaen) i aftenkurser med henholdsvis korsang, teater, litteratur og billedkunst. Her er det bevist, at de forskellige discipliner skaber en sammenlignelig følelse af fællesskab hos kursisterne i en periode over syv måneder.
Den eneste forskel er, at korsangskurset syntes at skabe et hurtigere fællesskab i begyndelsen af forløbet sammenlignet med de andre aftenkurser. Derfor siges fællessang at have en såkaldt icebreaker-effekt, der er ideel til at skabe en umiddelbar følelse af samhørighed og hurtig social bonding.
LÆS OGSÅ Marianne Søgaard: "Det er en livsdrøm, der er gået i opfyldelse"
Det virker altså som om, det ikke kun er dét at synge i sig selv, der er det fællesskabende. Musik har generelt vist sig at fungere tværkulturelt i sin måde at kommunikere følelser og stemninger på. Og resultaterne fra mit speciale kan derfor tolkes på den måde, at de iboende egenskaber i højskolesangenes kompositoriske og melodiske udfoldelse også har en betydelig fællesskabende kraft ligesom de førnævnte fysiologiske og neurale effekter, man får fra fællessang som handling.
Så dét at samles om nogle velskrevne sange viser sig at have en personligt tilknyttende og affektskabende værdi hos højskoleeleverne.
Afslutningsvis kan indholdet i Højskolesangbogen ses som værker med performativ værdi og affektskabende potentiale. Meget tyder på, at dette potentiale udfoldes til morgensamlingerne på grund af sangen som handling isoleret set, men også gennem sangenes og sangbogens kulturelle forankring. Og man kan nok ikke adskille sanghandlingen fra dens kulturelle forankring, hvad angår fællessang med udgangspunkt i Højskolesangbogen.
Men hvad mit lille specialeeventyr uomtvisteligt har vist er, hvor stor en kraft sangenes kompositoriske og melodiske iboende egenskaber har, og hvordan den i Højskolesangbogen formidles på tværs af sprog og kulturer.