Af Sonja Morell Lundorff, journalist
“Cuba er en patient på et hospital med et drop i armen, men medicinen hjælper ikke. Den eneste rigtige medicin er forandring.”
Manden bag metaforen er den cubanske kunstner Arcadio Tomas. Jeg besøger ham i havnebyen Cienfuegos til en samtale om Cubas morgendag i en tid, hvor mange cubanere har mistet troen på fremtiden.
Men samtalen begynder et helt andet sted end ved Cubas kritiske tilstand. Den begynder ved Grundtvig:
Sammen med kollegaen Ruben Peña kan Arcadio i år fejre 10-års jubilæum for en række kunstværker, der alle portrætterer den danske præst, salmedigter og filosof, og som står placeret på nogle af de frie skoler rundt omkring i Danmark.
LÆS OGSÅ: Kan vi lære noget af Latinamerikas take på Grundtvig?
Idéen til kunstprojektet fik fremtidsforsker og tidligere forstander på Ryslinge Højskole, Tyge Mortensen, tilbage i 2014, hvorefter han inviterede de to cubanske kunstnere til Danmark for at hjælpe med at producere en lang række gibsbuster af Grundtvig.
Håbet var, at værkerne kunne inspirere til demokratiske samtaler, og ifølge Tyge Mortensen er Grundtvig ikke blevet mindre relevant i de seneste ti år:
“Vi har lavet skulpturerne for at genfortælle Grundtvig. Det er der brug for, særligt i den foranderlige tid, vi lever i, med klimakrise og verdenskrige. Hvis vi kan bruge Grundtvig til at vække en samtale om, hvilket samfund vi ønsker os, er vi nået langt,” siger han.
Derfor har Tyge, Arcadio og Ruben – udover 26 buster af Grundtvig – også valgt at fremstille en tro kopi af Grundtvig i fuld figur og med højre hånd løftet, som var han midt i en samtale med beskueren. Ham kan man i øvrigt låne i en periode, hvis man er interesseret.
Det er alle disse skulpturer, der har givet anledning til mit møde med den cubanske kunstner Arcadio. For selvom fremtidens samfund ser anderledes ud for en dansker end for en cubaner, har vi måske begge godt af at øve os i det levende ord.
En svunden tid
Da jeg lander i den cubanske hovedstad, Havana, kaster solen sine sidste stråler på de amerikanske veteranbiler, og den tunge dunst af benzin fylder mine lunger og sender mig tilbage til en svunden tid længe før miljøafgifter og klimakrise.
Så snart solen går ned, er byen mørk-lagt. Der er ingen neonskilte eller butiksruder, der kæmper om min opmærksomhed. Tilbage står pompøse bygninger fra kolonitiden og forfalder. Murbrok for murbrok giver de efter for tyngdekraften.
Hvis vi kan bruge Grundtvig til at vække en samtale om, hvilket samfund vi ønsker os, er vi nået langt
Tyge Mortensen, fremtidsforsker og tidligere højskoleforstander
På byens Plaza de la Revolución står en 17 meter høj statue af digteren, forfatteren og filosoffen José Martí og minder cubanerne om kampen for uafhængighed fra Spaniens kolonisering.
Langs hovedvejen mod byen Cienfuegos ved den sydlige kyst er vejrabatten plastret til med revolutionære bannere: “Heldigvis for Cuba vil revolutionen denne gang virkelig komme til magten,” står der i et 65-år gammelt citat af Cubas tidligere leder Fidel Castro Ruz.
Cubas egen Grundtvig
Da jeg ankommer til Arcadios hjem, er det første, der møder mig i forhaven med det nyklippede græs, en stor skulptur af en bronzefarvet fuckfinger. “En finger til hvem?” spørger jeg og peger på skulpturen. “Det kommer an på øjet, der ser,” svarer Arcadio med et smil.
I det hele taget er han ikke meget for at forklare budskaberne bag sine værker. Han vil hellere lave kunst, der får folk til at tænke selv. Derfor har han også fundet stor inspiration i Grundtvig.
“Jeg lærte meget af mødet med Grundtvig og hans tanker om livet. For eksempel er der en frase fra Grundtvig, som lyder, at man skal holde hovedet koldt og hjertet varmt. Det er vigtigt her i livet. På den måde tænkte han meget klart,” fortæller Arcadio.
LÆS OGSÅ: Tidligere højskoleelever går forrest i Myanmar: "Min mor frygter for mig, hver dag jeg deltager i protesterne"
Han forklarer, at Grundtvig på mange måder minder ham om Cubas nationalhelt, José Martí:
“Martí var ikke kommunist, han var demokrat. Han troede på et samfund, hvor alle unge fik en uddannelse, og han hjalp Cuba med at udvikle sig i en mere human retning. Før Martí var Cuba et mere mandsdomineret land, men han kæmpede for lige rettigheder og fri tankevirksomhed,” fortæller Arcadio.
Overalt i Cuba dukker José Martís ansigt op i det offentlige rum. I skolegårde står hvide buster af Martí ved siden af citater som “Educar es Preparar al Hombre para la Vida” – at uddanne er at forberede mennesket på livet.
“Både Martí og Grundtvig berører sociale temaer. Derfor er de blevet samlende figurer,” siger Arcadio.
Måske er det netop samlende figurer, Cuba har brug for, i en tid hvor unge cubanere forlader landet i hobetal i manglende tro på fremtiden.
”Der er ingen fremtid”
Den 17. marts 2024 opstod der sjældne protester i Cuba som følge af mangel på basale fornødenheder som strøm, mad og vand. Sjældne, fordi konsekvenserne ved at demonstrere for mange cubanere er alt for store.
Når demonstranterne alligevel gik på gaden i Santiago de Cuba og i mindre byer som Bayamo, Sancti Spiritus og Santa Clara, var det fordi, de ikke så nogen anden udvej.
“Der er sket betydelige ændringer i Cuba i de seneste ti år. For det første er økonomien kørt i sænk. For ti år siden producerede Cuba en masse sukker, og i dag producerer vi nærmest ikke noget. Folk overlever på penge udefra,” fortæller Arcadio.
Jeg lærte meget af mødet med Grundtvig og hans tanker om livet. For eksempel er der en frase fra Grundtvig, som lyder, at man skal holde hovedet koldt og hjertet varmt.
Arcadio Tomas, cubansk kunstner
Siden coronapandemien er det for alvor gået ned ad bakke for Cubas økonomi. Den nationale valuta, pesoen, falder uge for uge, og ved banker og bagerier er der lange køer.
I en kiosk i Santiago de Cuba står en pose mælkepulver til 2.400 pesos. Til sammenligning tjener en sygeplejerske eller lærer 3.000 pesos om måneden.
De lave lønninger og manglende jobmuligheder betyder, at der lige nu er en rekordhøj emigration fra Cuba til lande som USA, Spanien og Italien. Også Arcadios to voksne børn har valgt at forlade Cuba og bosætte sig i udlandet.
”No hay futuro,” siger han og gentager en sætning, jeg hører fra cubanere landet rundt. ”Der er ingen fremtid.”
Og måske har de ret: For hvad er et land uden en ungdomsgeneration, der kan starte nye revolutioner og nye samtaler om fremtiden?
Reggaeton på repeat
Ved min ankomst til Cuba havde jeg fornemmelsen af at være havnet i en underlig tidslomme, hvor revolutionsmantraer spiller på repeat fra en ridset pladespiller, mens en sort-hvid stumfilm fra kolonitiden kører i baggrunden.
Men Cuba er ikke gået i stå. I dagslyset fyldes luften af caribisk varme og gaderne med imødekommende cubanere, der er rolige, tranquilos, og tager tingene, som de kommer.
“På trods af alle problemerne er cubanerne glade,” siger Arcadio og bider mærke i, at danskerne generelt er et mere introvert folkefærd end cubanerne.
LÆS OGSÅ: 100 år med Grundtvig på polsk
Fra tagterrasser og forbipasserende motorcykler med sidevogn spiller et uendeligt reggaetonbeat på højeste volumen, og fra en teenagedrengs mobil synger Miley Cyrus’ I can buy myself flowers.
På torvet i stationsbyen Sancti Spiritus står grupper af unge i lavtaljede cargobukser og croptops og hører alt fra Blinding Lights med The Weeknd til Blur’s Song 2.
På mange måder ligner situationen en helt almindelig sommerdag i Kongens Have. Men mens en ung dansk gymnasieelev kan glæde sig til en sabbatsårsrejse eller et højskoleophold, er virkeligheden en helt anden for cubanske unge.
En utopisk verden
Da jeg spørger Arcadio, hvilken fremtid han drømmer om, hiver han sin mobil frem og viser mig en historie, han selv har digtet.
“Den beskriver min drøm om en verden, hvor man kæmper for en bedre planet. Hvor man ikke forurener og destruerer den. Den er fredelig og uden konflikter. Hvis der er konflikter, skal det være om, hvordan man gør verden bedre,” forklarer han.
Han viser mig en skulptur, som han kalder Mitunios. Det er en æggeformet figur med vinger, der går igen i hans historie. Den symboliserer livets begyndelse, fortæller han.
LÆS OGSÅ: For 90 år siden tog Myles Horton til Danmark for at lære, hvordan højskolerne kan ændre samfundet
Her, i Arcadios utopi, fornemmer jeg et spinkelt håb for fremtiden. Hvilken forandring, der skal til, vil den 57-årige kunstner ikke komme nærmere ind på. Det vil han lade være op til de unge.
“For mig er det vigtigste, at de unge orienterer sig mod omverdenen. Ikke at de tænker som mig, men at de møder verden med åbne øjne, så de ser tingene klarere,” siger han.
Forandringens vinde
På de cubanske landeveje triller hestevogne forbi græsklippende gartnere med le og maler et billede, der minder om det danske landbrugssamfund, vi kender fra Grundtvigs tid.
Ligesom dengang i 1800-tallet, hvor der foregik en omvæltning fra landbrug til industri, lurer store forandringer for Cuba lige om hjørnet.
“Den eneste rigtige medicin er forandring”, svarer Arcadio, da jeg spørger ham, hvilken antibiotika han vil anbefale til den døende patient med den forkerte medicin i droppet.
Der er ingen tvivl om, at forandringens vinde blæser ind over Cuba i de kommende år.
Tilbage i landets hovedstad slentrer jeg en sidste tur langs Havanas kystvendte promenade, Malecón, inden min afrejse. Om vinden blæser fra nord, eller om forandringen sker indefra, må tiden vise.