af Poul Lybæk,tidligere formand for Vrå Højskole, nuværende seniormedlem af bestyrelsen
Jeg synes Højskolebladets layout er så kedeligt, ensartet og forudsigeligt, at man, når man, når man får det nye nummer, kan få den tanke, at det er et gammelt blad, man ved en fejl har fået fat i. Der er noget "fisefornemt" ved hele opsætningen. Nogle af typerne er så små, at alle over 30 skal have briller på for at læse, hvad der står. Ja, man kan næsten tro, at typografien er en så væsentlig del af layoutet, at udseende er vigtigere end indhold. Allerværst er det måske, at layoutet er så stereotypt, så konsekvent ensartet, at der ingen relation er mellem de enkelte artiklers udseende og deres indhold. Gab!
Jeg har spurgt mig for, om det bare er mig, der ikke forstår dette flotte layout. Nogle siger lige ud, at de ikke længere gider læse Højskolebladet. Andre formulerer sig lidt finere med ord som: "Jeg har ikke lige haft tid til at blade det igennem". Ikke en eneste har sagt, at bladet i sin form netop udstråler livet på højskolen. En enkelt sagde ligeud: "Jeg gemmer bladet væk. Det vil skræmme enhver potentiel højskoleelev lang væk, hvis vedkommende
tror, at dette her er et billede på højskoleliv."
I ren protest tog jeg forleden læsebrillerne på og satte mig til at læse Højskolebladet april 2009 igennem fra ende til anden. Og det er jo godt meget af det, der står i dette nummer. Rigtig godt endda. Utrolig interessant f.eks. at læse Familieliv 2.0, hvor der omtales en person, der fortælle sit navn og tilføjer
"det er min nuværende kæreste". En anden præsenterer sig som "single med kæreste". Vi med læsebillerne, der lever i en forestilling om, at trofasthed er at være nær, når min partner har brug for mig, får nu at vide, at det moderne menneske i højere grad forestiller sig lykken igennem variation end gennem gentagelse. Sjovt nok kender jeg flere unge mennesker, der lever med hinanden i tæt trofasthed. Men det kan jo være, at de nye tider endnu ikke er nået til Nordjylland. Men det er faktisk en god og spændende artikel, der kalder på både eftertanke og protest.
Og mit ærinde er nu ikke at anmelde hele bladet, men mit råd er at overvinde aversionen mod formen og fordybe sig i indholdet. Og måske håbe på, at redaktionen på et eller andet tidspunkt erkender, at Højskolebladet også i sit udseende skal udstråle højskoleliv!