Af Anders Lundbeck Rasmussen, tidligere højskoleelev på Askov
"Betragter månens bue,
den kun er halv at skue,
men er dog hel og rund,
så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skue kun."
Sådan, fortæller digteren Søren Ulrik Thomsen, sang hans far for ham i salmen; "Sig månen langsomt hæver", når han som barn skulle sove. Her lå den kommende poet i svøb, på et uopvarmet loftsværelse, under en kakkelovnsopvarmet dyne og faldt i søvn til lyden af sin fars stemme, der med salmens poesi forkyndte, at der er ting i tilværelsen, som er uudgrundelige for fornuften. Og de ting er poesiens emne. Ordet poesi betyder skabelse. Og dér i børneværelset blev der også skabt noget. Noget vigtigt blev vide¬regivet fra far til søn - uden at hverken far eller søn dengang tænkte over det. Et andet ord for at videregive noget, der er vigtigt, er ordet tradition.
I oktobernummeret af Højskolebladet var der et interview med tre re¬præsentanter for den yngre generation af højskolefolk: De tre herrer; Øland, Høy og Mortensen. Af dem er det tilsyneladende kun en enkelt - Øland - som mener, at højskolens tradition og historie kan bruges til noget i dag. Høy hævder, at han slet ikke taler om åndelighed, om folkelighed, om høj¬skole. Men om "100 pct. ansvarlighed". Hvad det så end betyder, ud over; "at lægge cigaretskoddet i askebægeret", som han siger. Høy giver udtryk for, at hans egen generation er klogere, mere belæst og indsigtsfuld end den ældre generation. Og Mortensen taler om traditionen, som noget man ikke kan bygge på, fordi den altid er genstand for fortolkning og en kilde til strid (og det er ikke noget godt). De er ikke kritiske over for traditionen. De forkaster den.
Jeg selv er så nogenlunde på samme alder som de tre, tidligere højskoleelev og nuværende bestyrelsesmedlem på en højskole, på tredje år. Så der er to år til jeg efter Høys mening bør lade mig pensionere. Men inden den tid kommer, vil jeg sige, at jeg synes den tradi¬tionsforkastende holdning er et udtryk for det, som Søren Ulrik Thomsen har kaldt "Provinsialisme i tid", og som er; at se sin egen tids måde at betragte livet på som den eneste rigtige.
For mig at se er "ånd" og "høj¬skole" bl.a. en samtale om tilværelsens grundvilkår. Kærligheden. Livet og døden. Hvorfor eksisterer vi? Hvad er godt og ondt? Hvad er meningen med livet? Og hvordan skal vi leve det? Det kan vi ikke svare på engang for alle, og vi er ikke nødvendigvis klogere på det end Platon, Paulus eller Pascal, eller end det som den gamle højskolemand Poul Engberg kaldte Poesien med stort P: Den skabende kraft som historie, myter og poesi gemmer på. Fx den nordiske mytologis fortælling om, at mennesket er bestemt til mere end erhvervskarriere og efterløn. Det er bestemt til at leve og kæmpe sammen med guderne for "det sande, det gode og det skønne", imod alle livsødelæggende jættekræfter i sind og i samfund. For det er bedre for et menneske at leve og kæmpe nu, som det engang skal gøre det med guderne i Valhal end at leve en skyggetilværelse, som i Hels riger, hvor alt er gråt i gråt.
Eller den bibelske fortælling om mennesket, der er skabt i Guds billede, og i modsætning til alle andre levende væsener har ansvar og evne til at skabe, tænke og tro nyt, i stedet for at efterabe de andre.
Hvad angår "folkelighed", som ingen af de tre unge højskole folk vil kendes ved, kunne man måske i dag tænke det som viljen til fællesskab med dem, der ikke ligner en selv, og ikke deler ens egne meninger, værdier og holdninger. Det er vel også en del af meningen med tre af de store fællesskaber i vores samfund, som historisk set har skabt sammenhængskraft og dannet kultur, og hvor alle, der ville, kunne være med: Folkeskolen, folkekirken og (folke?)-højskolen.
Gamle patriarker skiftet ud med drengerøve?
Den nye generation II
Af Else Mathiasssen, forstander "kraftværk" Vestjyllands Højskole
Jeg vil begynde uden for højskoleverdenen. Som bestyrelsesmedlem i en virksomhed har jeg oplevet, hvor svært det er med ligestillingen i bestyrelser. Den verserende debat om kvoter til bestyrelser kommer ikke ud af den blå luft. Vi var 3 mænd og 2 kvinder i bestyrelsen. Den ene mand gik på pension, og vi skulle finde et nyt medlem. Det stod alle frit for at komme med forslag. Selvfølgelig ville jeg gerne at firmaet skulle gå foran i kvindekampen, så jeg satte mig for at finde en kvinde. Jeg kom på arbejde. Hvor jeg end forhørte mig, dukkede mandenavne op. Til sidst fandt jeg lige den rigtige kvinde til posten, men havde jeg ikke været kvinde - kvindesagskvinde, havde jeg for længst givet op. Sådan er det i for¬retningsverdenen.
Og i højskoleverdenen? I FFD's bestyrelse har vi en kvindelig formand, men ellers en bestyrelse bestående kun af mænd. Jeg har ofte tænkt, at jeg skulle ruske lidt op i kvinderne i FFD, for at få dem til at gå ind i bestyrelsesarbejdet, men da jeg selv er blevet opfordret til at stille op og takkede nej, synes jeg, at krudtet var lidt vådt. Dernæst tænkte jeg, at de mænd, jeg kendte i højskoleregi, er så nuancerede, at det ikke var helt så vigtigt, om det nu biologisk set var en mand eller kvinde, der repræsenterede højskolerne - også selvom de ikke har været i stand til at finde kvindelige oplægsholdere om lederskab på det nye lederkursus.
Så kom oktobernummeret af Højskolebladet, og jeg blev sørgmodig. Nej, jeg blev vred. Tre poserende drenge på forsiden. Det kunne have været en fornøjelse, men attituderne udstrålede en moderne udgave af patriarkernes mangel på åbenhed. Nu kender jeg den ene af modellerne og ved, at han faktisk er alt andet en stivnet i en kliché, så min første tanke var, at de tre gutter var blevet manipuleret af fotografen og redaktøren og fik lidt ondt af dem. Men kun nogle sekunder, for så kom jeg i tanke om at de alle arbejder med billeder og PR. De ved altså, hvad de gør.
Som meget ung højskolelærer dristede jeg mig i patriarkernes tid op på talerskolen på en generalforsamling. Det var dengang, Søren Bald var formand. Efter at have lyttet til den ene ældre mand efter den anden, sagde jeg, at man skulle tro, at man skulle være mand og over 40 for at tage ordet. Jeg fik tæsk, men glædede mig i de følgende år over, at hele formen på ge-neralforsamlingerne blev meget mere rummelig, og mange flere røster blev hørt. Der kom workshops, senest som en del af dagsordenen. Mere kvindeligt kan det næsten ikke være. Her er plads til, at også uerfarne i store forsamlinger kan komme med deres mening. Der er også kommet langt flere kvindelige forstandere, og de kvindelige højskolelærere kender deres værd i dag.
Vi skal forny os og ruske op i højskolebevægelsen, så det netop bliver bevægelse og ikke stilstand, der kendetegner os. Der er liv og visioner i den gamle bevægelse. Skønt at festen på en pløjemark i Roskilde kan udvikle sig til højskole. Godt for de gamle golfspillende mænd i det sydfynske, at de har en ung pr-chef, og fint at fiktionens verden kan finde sin form på en filmhøjskole, men hvordan Højskolebladet kan finde på at lave en forside om fornyelse i 2009, der lige så godt kunne være lavet i 1909, bortset fra at der i nutidens udgave, ikke er et slips om halsen på de udstillede, det forstår jeg ikke.
Der er forskel på mænd og kvinder, og det kan jeg bestemt også mærke i dagligdagen, hvor mandlige og kvindelige kolleger har forskellig tilgang til tingene. Jeg har som kvindelig forstander valgt en mandlig viceforstander, ikke kun fordi han var mand, men fordi han som mand lægger vægt på andre ting end jeg. Som historieprofessor Jens Engberg udtrykte det, da han blev spurgt om mandlige studerende er dygtigere end kvindelige: "Jeg har bemærket, at der i hvert fald er to køn på studiet, og at de løser opgaven på hver deres måde." Det handler om at få løst opgaven med at forny højskolen, og i god højskoleånd få inddraget en mangfoldighed af perspektiver. Som en af "de gamle" støtter jeg, at "de nye" kommer til orde.
Så kære redaktørgruppe, prøv også at tjekke listen over nye - uanset alder - kvindelige højskoleforstandere, når I forbereder en forside eller en skarp artikel næste gang. Så vil både forside og indhold blive beriget af anderledes idealer.