af Andreas Harbsmeier og Charlotte Kjærholm Pedersen
Hvem udstikker kursen i højskolebranchen?
Højskolebladets magtliste 2010:
1. Tina Nedergaard
2. Carl Holst
3. Bertel Haarder
4. Helga Kolby Kristiansen
5. Ove Korsgaard
6. Jesper Moesbøl
7. Jørgen Carlsen
8. Lars Løkke Rasmussen
9. Niels Glahn
10. Jens Strunge Bonde
Den økonomiske krise betyder stor magt til politikere og embedsfolk. Således også i højskolebranchen, hvor forstandere stort set glimrer ved deres fravær. Højskolebladet har bedt et panel om at opstille en liste over de mest magtfulde personer i højskoleverdenen
Af Andreas Harbsmeier og Charlotte Kjærholm Pedersen
Hvem bestemmer, hvor højskolen bevæger sig hen? Hvem har indflydelse, når de politiske beslutninger om tilskud til korte og lange kurser skal tages? Kort sagt: Hvem har magten i højskolebranchen? Det spørgsmål bad Højskolebladet et kompetent panel af højskolekyndige personer om at besvare i sin simpleste form, nemlig i form af en prioriteret liste over de mest magtfulde mennesker i højskolelandskabet.
Panelet fik til at opgave at opstille en aktuel liste. Det vil sige et øjebliksbillede af magtforholdene i højskolebranchen, som de ser ud netop nu. Af den grund er listen præget af mennesker, der på den ene eller den anden måde havde indflydelse på, hvilken betydning forårets og sommerens store tema, Genopretningsaftalen, skulle have på højskoleområdet.
Og af samme grund er listen præget af politiske topfolk og ministerielle embedsmænd. Med tre Venstre-politikere på de første pladser og embedsfolkene Jesper Moesbøl som nr. 5 og Jens
Strunge Bonde som nr. 10 ligger den centrale magt uden for højskolernes eget regi. At Undervisningsministeren topper listen er meget lidt overraskende, taget i betragtning at hun er den ansvarlige for de nedskæringer, der vil ramme højskolerne fra næste år. Mere overraskende er det måske, at den tidligere undervisningsminister og højskolemand, Bertel Haarder, stadig
ligger højt på listen. Det skyldes hans centrale placering i Venstre og skarpe profil på højskoleområdet.
Men var listen blevet lavet før spareplanen havde den givetvis set anderledes ud. For listen vidner naturligvis om økonomisk trange tider: Når det går godt, har indholdspersoner mere at skulle have sagt. Når der er færre penge, vil de, der træffer de økonomiske
beslutninger alt andet lige have mere magt.
Generelt havde panelet i udgangspunktet vanskeligt ved at placere
magten på specifikke personer. Allerede da Højskolebladet skulle opstille en bruttoliste af personer med magt i højskolebranchen opstod der visse vanskeligheder. Det var påfaldende, at det ganske enkelt var svært at finde navne: Mængden af mennesker, der har eller overhovedet ønsker at øve indflydelse på, hvordan højskolen skal fungere og finansieres er tilsyneladende stærkt begrænset. Interessen for skoleformen som sådan er ikke overvældende stor.
Genopretningspakken og finanslov
Som bekendt var der i regeringens Genopretningsaftale lagt op til, at alle besparelser på højskoleområdet skulle tages fra de korte kurser. Men med en målrettet indsats fra foreningens bestyrelse og sekretariat og de enkelte skoler lykkedes det at få ændret denne fordeling, så der i stedet skulle spares bredt. Derfor er Folkehøjskolernes Forening repræsenteret ved både formanden og generalsekretæren. Forslaget blev dog lavet med opbakning fra Generalforsamlingen i juni. Selv om besparelserne var massive, var der på årsmødet ikke mange, der fra talerstolen forsøgte at gøre deres indflydelse gældende. I det store og hele var der tilsyneladende stiltiende accept af foreningens strategi på området.
Som formand for foreningen, Helga Kolby Kristiansen, siger andetsteds i bladet, kan foreningens bestyrelse ikke stille meget op, hvis der ikke er opbakning fra skolerne. Det peger også på en
anden tendens. De enkelte skoler har en udpræget frihed til at agere, som de selv finder mest hensigtsmæssigt.
Det viser også, at de ideologiske diskussioner, der prægede højskolen op gennem 80erne og til dels 90erne, er afløst af en form for pragmatisme, hvor de enkelte skoler agerer til eget bedste i det omfang, det ikke generer andre skoler. Meget få højskolefolk har overhovedet en ambition om at have indflydelse på, hvordan andre skoler driver højskole. Ud fra devisen: jeg driver højskole, som jeg finder bedst, men jeg blander mig ikke i, hvordan du driver højskole. Den fælles diskussion om, hvad højskolen er eller skal være, handler først og fremmest og økonomi og lovgivning eller det, som Carlsen kalder en bureaukratisering af højskolen.
Hvor blev forstanderne af?
Da det er første gang, en sådan liste er blevet lavet, er det vanskeligt at sige noget om, hvorvidt forholdene har ændret sig. Blandt panelets deltagere var der dog bred enighed om, at man savnede aktive højskolefolk på listen - og at en tilsvarende liste lavet for 20 år siden ville have haft langt flere forstandere med. Blandt de ti øverste er der således kun blevet plads til to folk "fra gulvet": forstander for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, og Helga Kolby Kristiansen, formand for FFD og forstander for Silkeborg Højskole.
Alligevel har seks ud af de ti på listen højskolebaggrund og bærer
således rundt på praktisk erfaring fra en højskolegerning på en af landets skoler. Kun Tina Nedergaard, Lars Løkke Rasmussen, Niels Glahn og Jens Strunge Bonde har ikke haft direkte professionel forbindelse til en af landets højskoler. Så listen vidner også om, at der blandt de mest magtfulde mennesker i branchen alligevel er samlet stor kompetence og viden på området. Mindst praktisk kendskab til højskolerne har paradoksalt nok den mest magtfulde på listen, nemlig undervisningsministeren.
På de følgende sider præsenterer Højskolebladet de enkelte personer på listen over de mest magtfulde personer i højskolebranchen lige nu. Listen er ingenlunde videnskabeligt baseret, men den siger trods alt noget om, hvordan landet ligger: At højskolerne i det væsentlige har overladt magten over skoleformen til staten - og i et vist omfang til foreningens bestyrelse.