Af Søren Ottzen
På Vrå Højskole har vi haft flere af de fyrtårne i demokratidebatten, som redaktøren af Højskolebladet efterlyste for et par numre siden. Den første forstander, Terkelsen (1872-1904), var en arg modstander af provisorieregeringen. Han kæmpede for, at de daværende demokratispilleregler blev genindført. Brandt Petersen, der var forstander fra 1934 til 1967, var en ægte liberalt tænkende mand - og dog ven med Broby Johansen, der var ægte kommunist.
Sammen prægede de højskolen i mere end en menneskealder. Frederik Christensen (1964-1984) er først og fremmest humanist, og han blev medlem af etisk råd.
Der ligger en verden imellem sidste nummer af Højskolebladet og dette nummer. Nemlig den 22. juli og begivenhederne i Norge. Det får en meningsmåling blandt højskolefolk til at virke endog meget uinteressant. Realpolitik og en realpolitisk udlægning af, hvad højskolefolk ville stemme i detaljen nu, er blevet mindre væsentlig.
Vi havde et folketing, der før 22. juli råbte af hinanden. Pressen smurte følgagtigt enkelt medlemmer ind i personsager. Barnagtigt og hovedløst ahistorisk taltes der om rød og blå blok.
Og partierne SF, S, V, K og O brugte større og større forstærkere for at råbe deres vision: "Vi vil bevare velfærden" ud til den måbende befolkning. En vision, der vil bevare noget, er i sig selv en selvmodsigelse. Vi har i disse partiers retorik fået demonstreret, hvad viljen til magt kan føre til. Ikke viljen til indflydelse eller demokrati, vel at mærke.
De 2 partier, der klarest har udtrykt deres egen ideologi, deres egne tanker om mennesker (alle inklusive), om arbejdskraft og om demokrati, er det Radikale Venstre og Enhedslisten. De har gerne villet argumentere sagligt for deres synspunkter, de har gerne villet den klare samtale og diskussion, og det er det, der efter min mening har gjort, at de 2 partier stod stærkt blandt højskolefolk.
Klar tale for ens egne holdninger, samtalen og respekt for andres holdninger er basis for demokratiet, og derfor kan det jo kun glæde, at øjebliksbilledet før den 22. juli så sådan ud.
Højskolerne mission
For mig er det ikke saliggørende, at højskolefolk er i takt med tiden. At vi får et regeringsskifte efter valget, og at vi står på den rigtige side, er underordnet nu. Mine øjne er, om muligt, endnu mere våde end Ulrik Høys. Højskolefolket nu om stunder har en holdning til, at ideologi og tale følges ad. At klar tale og samtale følges ad. At det inkluderende er mere vigtigt end det ekskluderende. Det er det, der er det vigtige før og efter den 22. juli.
"Demokrati er ikke noget man har, det er noget man lever i", sagde Sokrates, opfinderen af ordet demokrati, for mere end 2000 år siden. Lad os håbe, at Danmarks befolkning har opfattet dette ved folketingsvalget. Fri os fra fnidder og smålighed. Politikere bør ikke være et særligt folk, der søger magt, men mennesker, der tror på en ide og en samfundsudvikling, der gør, at de gerne vil have indflydelse på den vej, Danmark skal gå - og giver ærligt udtryk for den.
Højskolerne har en særlig mission iblandt mange. At stå vagt om demokratiet. Klar tale, samtale og handling, der følger, er basis for demokratiet. Uanset hvilken farve man går ind for.