Af Rasmus Kjær
Det sker ofte, at jeg omtaler højskolerne som en bevægelse. Det gør jeg af to årsager. Den første er, at jeg rent retorisk har lettere ved at omtale højskolerne som en samlet størrelse, hvis jeg benytter mig af et samlende ord. Det er praktisk, når man som konsulent i Folkehøjskolernes Forenings tjeneste skal fremme en fælles sag. Den anden er, at jeg personligt og professionelt håber på, at højskolernes i al deres mangfoldighed rent faktisk også erfælles om en sag.
Det er måske naivt, for næsten ligeså ofte, som jeg tager ordet Højskolebevægelseni min mund, oplever jeg at blive korrekset. Ikke af udefrakommende skeptikere, men af højskolefolk, som bedre end nogen andre kender til motivationen for at arbejde på højskoler. De ved, at højskolerne er meget forskellige, og de ved, at mange højskoleansatte er ligeså eller mere interesseret i deres fag, som de er i at være højskolelærere. I dette lys klinger de forenende termer måske en smule hult.
Omvendt er der fælles forpligtelser, som det, uanset de ansattes faglige baggrund, er svært at løbe fra. Der er et fælles hovedsigte, der sætter standarder for, hvad et højskoleophold skal bibringe eleverne. Der er endda særlige krav til, hvordan dette skal løftes, så et højskoleophold - uanset fagindholdet - byder på samvær og undervisning af bred almen karakter. Der er en fælles ramme, man kan forholde sig til.
Nuvel. Der findes formålsparagraffer og bekendtgørelser for så mange undervisningsinstitutioner, også uden at deres ansatte af den grund udgør en samlet bevægelse. En folkelig eller social bevægelse handler ikke bare om at bevæge sig, fordi nogen har sagt, man skal. Den handler om, at man i selvvalgt fællesskab vælger at bevæge noget. Hvis højskolerne som en samlet størrelse skal fortjene prædikatet bevægelse,må det handle om, at dens agenter samler sig om en fælles sag, der ikke blot vedrører dem selv og deres fag, men som netop handler om at bevæge noget uden for dem selv. Det som Tor Nørretranders ved højskolernes sidste årsmøde kaldte enfælled, og det som Leo Komischke-Konnerup i en workshop til samme årsmøde efterlyste, da han undrende spurgte til fraværet af højskolernes kritiske røst i samfundsdebatten.
Hvad angår kritikken, er der nemlig ingen tvivl om, at den er bedst, når den udtrykkes på basis af en normativ forestilling om, hvordan det, man kritiserer, burde være. En kritik uden et indbygget alternativ til det eksisterende ender alt for let med at overtage det eksisterende alternativs logik. Hvis højskolerne fortsat skal udgøre et rum for at rejse kritiske spørgsmål, er der god grund til at finde ud af, hvad man overhovedet kan samles om. Hvad det er, man gerne vil bevæge og hvorhen?
I foreningsregi er der netop taget initiativ til et projekt, der for det første handler om at finde de pædagogiske fællestræk i højskolernes praksis, og for det andet om at lade disse fællestræk danne grundlag for at gøre højskolernes fælles stemme gældende i den generelle debat om uddannelse. Næsten halvdelen af alle højskoler har meldt sig til projektet. Det vidner om en fælles interesse i at få diskuteret, hvorfor man er højskole og ikke alt muligt andet, og det vidner om en lyst til at sætte en dagsorden for noget sammen.
Under alle omstændigheder er der langt fra at erklære en bevægelse død til samtidig at underkende dens aktuelle nødvendighed. Og hvem ved? Måske er højskolebevægelsen ikke død, måske er det bare ikke alt, den vil tillade. Måske den ikke skal vækkes til live, men bare op i fart.