Af Sara Peuron-Berg og Maj Kirkegaard
Vi står på stranden ved Marielyst på Falster. Det blæser, men fuglene synger på trods. Højskolekursist Tove Geisler ser eftertænksom ud. "Ja… folk er jo et meget bredt begreb. Men det er jo noget med sameksistens," siger hun endelig og lover, hun vil tænke videre. Med kikkerter om halsen er vi egentlig på udkig efter fugle, men Tove foreslår, at vi går lidt til side, så vi bedre kan tale sammen.
Tove er en af de mange kursister på de korte kurser, som hvert år befolker højskolerne i en uge eller to. Hun går på det store løvspringskursus på Højskolen Marielyst, hvor der ivrigt diskuteres geodataloggere og forskellene mellem en tredækker og andre bekkasiner. Hun er 78 år, iklædt praktiske sorte sko, en blåhvid mønstret cardigan, nydeligt opsat hår, arvede perleøreringe, guldsmykker og lyserød læbestift. Med en baggrund som tidligere laborant og sygeplejerske i lederstillinger og medvirkende til oprettelse af en sundhedsafdeling i Søllerød Kommune ligner Tove måske ikke er den type, man oftest forbinder med noget folkeligt. Men hun er en garvet højskolegænger, der startede på Askov, så på den nu lukkede Kolt Seniorhøjskole, og siden 2009 er hun kommet på Højskolen Marielyst. Først blot til et julekursus, men i 2011 var hun her sammenlagt i 10 uger. På højskolen taler folk om vigtige ting og ikke bare om vejret, og det er mødet med de andre på en folkehøjskole, der tanker hende op - især de mange diskussioner. Men hun understreger dog alligevel, at hun ikke er oversocial, og det er rart en gang imellem at lukke døren og sætte sig med Mac'en i fred og ro.
bedstefars folkepension
Folkehøjskolerne laver oplysning for folket, men Tove opfatter folk, som et lidt gammeldags og kedeligt ord. Som noget cementeret - noget vi skal videre fra. "Det er nok Grundtvig, der ligger bag. Danmark for folket, som socialisterne siger. Grundtvig ville jo gerne have alle med, skolen var for livet." Efter et par skridt i sandet får ordet Danmark hende til at tænke videre på folk som nationalitet, og hvordan nogle danskere behandler indvandrere dårligt. Men også hvordan det kan være svært at komme ind på hinanden på grund af forskellige skikke, fx i det boligkompleks hun bor i. "Rettigheder!," udbryder hun pludselig som svar på det oprindelige spørgsmål om hvilke ord, der kendetegner folk. Demokratiske rettigheder.
"Vi er blevet meget ens. Udadtil. Jeg kan huske min bedstefar - han fik aldersrente. Og det blev så til folkepension. Jeg tror, de selv følte, at det hævede niveauet på en eller anden måde. Det var ikke almisse mere - nu var det folkepension, nu var det for alle." I daglig tale kaldes det ofte kun pension, og det kan måske skyldes, at folkebegrebet har mistet lidt af sin styrke i forhold til tidligere, overvejer Tove. Tidligere stod man sammen om noget; der var tryghed i at være flere, men i dag handler det om at klare sig selv, når man kan, siger hun og retter på de guldrandede Burberry-briller. "Folk er ligesom en bred masse, og det vil folk…" - vi griner lidt af ordet - "… det vil mennesker i dag ikke. Det er jo: jeg og jeg og mig og mig - så er man jo ikke særlig folkelig, vel?" Men også folkeligt opfatter hun negativt - som lidt nedladende eller som et skridt tilbage. Hun kom tidligere meget på Folkeuniversitetet, hvortil mange spurgte, om det virkelig var noget for hende. "Jeg tror ikke, folk identificerer sig med at være folkelige."
højskolen skaber folkelighed
Tilbage fra gåturen i det grønne når vi den firlængede gård med det rødmalede bindingsværk. Indenfor ligner det en dagligstue hos et ældre ægtepar med William Skotte Olsen på væggen over den klassiske lædersofa. Skolen hedder Højskolen Marielyst og ikke Folkehøjskolen Marielyst. Det har Tove Geisler ikke tænkt videre over. Og det ligger der heller ikke noget i, forsikrer forstanderparret Mette Grønnegaard og Hans Jørgen Møller over frokosten. De regner skolen for en helt almindelig folkehøjskole - dog udelukkende med korte kurser. "Vi er gamle journalister og forkaster lange ord, så folkehøjskole blev bare til højskole." Skolen hed også Pensionist Højskolen, hvilket ligeledes blev ændret for at tydeliggøre målgruppen: aktive seniorer, og dermed adskille dem fra de unge højskoleelever. Hans Jørgen Møller tilføjer med et smil: "Vi er for eksempel ikke med i kondom-kampagnerne. Jeg har spurgt, der var ikke den store interesse."
Han peger på de spisende kortkursister, inklusiv Tove, der sidder i det krolignende lokale med røgfarvede glaspendler i spisestuen, træpaneler og turkise gardiner. "Altså, man snakker jo om folket - det er den der store udefinerbare gruppe, som alle politikere jo gerne vil have kløerne i. Men når jeg tænker folk, så tænker jeg sådan almindelige, jævne mennesker." Og netop de helt almindelige folk kan på en uge godt skabe noget særligt på en højskole, mener forstanderparret. Nemlig folkelighed: Et samvær og fællesskab på tværs af status og køn; at rumme hele spektret af mennesker på en højskole og få dem til at udveksle synspunkter. "Folkelighed er det som højskolen skaber," siger Mette Grønnegaard afslutningsvis.
I løbet af dagens overvejelser er det gået op for alle parter, hvor ofte vi bruger folk, og hvor forskelligt vi opfatter folk fra folkeligt og folkelighed. Adspurgt om forstanderparret selv er en del af folket, har Hans Jørgen Møller brug for en tænkepause: "Jeg tror ikke… er mine børn en del af folket? Ja, det er de jo måske. Er vi en del af folket? Ja, det vil jeg vel hævde, at vi er." Tove Geisler skal også lige tænke over spørgsmålet, men til sidst svarer hun: "Jeg har aldrig tænkt over det… Men det er jeg."