Af Andreas Harbsmeier
Det tager en god time for Lisbeth Trinskjær at køre fra hjemmet i Bagsværd til den gamle fattigmandsgård lidt uden for Kalundborg i Vestsjælland, der huser Ubberup Højskole. Selv om det er en pæn strækning at tilbagelægge to gange dagligt, er det ikke spildt tid. Den daglige køretur giver plads til at tænke og til at tale i telefon. Hvis man vil fange forstanderen uforstyrret er det altså i tidsrummet 7 til 8 om morgenen, man skal ringe.
Lisbeth kører mod trafikken begge veje, og skal derfor ikke sidde i kø. De ville heller ikke passe temperamentet. Man kan ikke sige, at hun altid går mod strømmen, men den 45-årige kommunikationsuddannede forstander beskriver sig selv som stærkt handlingsorienteret. Hun vil gerne selv bestemme tempoet - og kører helst rimelig hurtigt.
Gennem de seneste ni år har hun fået Ubberup Højskole i den grad på
landkortet. Ikke blot i højskolelandskabet, men også inden for sundhedsområdet, hvor Ubberup Højskole er meget synlig både i offentligheden og i den akademiske verden.
Som nyvalgt formand for højskolerne er det nu hendes klare vision også at få alle højskolerne på det politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige landkort. Det er ingen nem opgave, men betingelserne er til det lige nu, forklarer hun over en kop kaffe i Højskolernes Hus på Nytorv i København, hvor hun i hvert fald de kommende to år vil opholde sig en del.
En heldig position
Situationen for højskolerne i dag er bedre end længe. Elevtallet er vokset stille og roligt gennem de seneste seks år. Og højskolerne oplever politisk lydhørhed i et omfang, det ellers har været lidt småt med. Men Trinskjær er meget bevidst om, at det netop er i gode tider, at man skal udvikle og forny sig.
"Vi er i den utrolig heldige situation: Det at gøre det, der er mest meningsfyldt for os, kan være en del af løsningen på de udfordringer, der er i samfundet. Deter vores privilegium, at vi kan begge dele. Jeg er meget enig i konstateringen af, at det går rigtig godt. Vi har en minister, som er vores ønskeminister. Hun har en forståelse for værdien af det, vi laver. Også så meget, at hun kan forsvare højskolerne og svare for dem. Det er nok for ambitiøst at forestille sig, at vi har det om nogle år," siger Lisbeth Trinskjær med henvisning til, at det efterhånden er meget få af Folketingets politikere, der har erfaring med og forståelse for, hvad det er, højskolen kan. På længere sigt kan højskolerne ikke blot trække på de indlysende kvaliteter, højskolen historisk har bidraget med.
"Vi er ikke i en position, hvor vi kan tillade os at have den mere historiske tilgang, der lyder: vi behøver ikke at forklare os," fortsætter Trinskjær på sin engagerede facon: "Vi har som højskoler en opgave i at skabe en forståelse for, hvad det er for en værdi, skoleformen har, og hvad det er, skoleformen kan. Dybest set står vi modsætning til det, der er trenden i samfundet i dag. Meget forenklet befinder vi os i et konkurrencesamfund, hvor man grundlæggende tror på, at man kan motivere til forandring ved at tegne trusler op. Der føres en nødvendighedens politik - og det skaber en trusselsdynamik. Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet virker. Motiverer det mennesker til noget? Højskolerne er en slags modvægt til det. Omvendt er noget af det, samfundet gerne vil med de unge, det vi kan. Alligevel er vi bare ikke den medicin, man ønsker. Den kobling har vi til opgave at gøre tydeligere. På den ene side at holde fast i, at det vi laver, har en kvalitet i sig selv, men på den anden side også turde tale om, hvad det er, der virker, og hvad der ikke virker. Det skal vi turde diskutere," forklarer Trinskjær, og man har fornemmelsen af, at det tør hun faktisk godt.
"Det er måske lidt hårdt sat op, men de politiske debatter, vi har nu, viser, at der er nogle problemer i samfundet i dag. For eksempel i forhold til de unge. De skal blive effektive samfundsborgere. Hvis de skal blive effektive samfundsborgere, så har man nogle meget bestemte opfattelser af, hvad det er for en medicin, der skal til. Og der er højskolerne ikke på recept. Vi er ikke en del af det, der er brug for - i den meget snævre politiske forståelse."
Ikke hævet over det øvrige samfund
Det generer ikke Lisbeth Trinskjær at tale ind i konkurrencestatens vilkår. Det bliver højskolerne ganske enkelt nødt til for ikke at komme til at stå uden for det hele. Samtidig må højskolerne dog ikke glemme, hvor de selv står:
"Vi skal ikke være hævet over den debat, der er i samfundet. Hvis vi ikke taler ind i de aktuelle sammenhænge, så er der kun de svar, som djøf 'erne finder. Men vi skal gå den balance, at vi skal tale ind i begge verdener. Det er først galt, hvis vi gør det, som vi gør, anderledes, for at tilpasse os konkurrencestatstænkningen. Nogle af de værdier, vi har i højskolen, kunne sagtens indgå som løsninger på nogle af de opgaver, der findes inden for konkurrencestatslogikken."
Hvad er det for opgaver?
"Højskolens erfaringer skal bringes langt mere i spil uden for vores egen verden. Erhvervsskolerne har nogle store udfordringer. Her kunne højskolens erfaringer være givtige. Det værdigrundlag, vi står på, og den måde, vi går til mennesker på som højskoler, vil man kunne have nytte af mange andre steder. Måske er det mere effektivt, hvis man møder folk som hele mennesker."
"Det handler ikke om, at højskolerne som samlet enhed går ud og mener en masse ting, men om at de forskelligehøjskoler kan præge de faglige og politiske debatter inden for deres eget felt. Jeg tror, vi har en stemme, som mange gerne vil høre. I mange sammenhænge har vi en stemme, som vurderer noget på baggrund af et værdigrundlag, fordi vi ikke skal opnå noget bestemt mål. Når vi fx deltager i den kulturpolitiske debat, handler det jo ikke om, at vi vil have elever," forklarer Trinskjær. Og hun har gode erfaringer fra sin egen højskole. Her har de netop udgivet to bøger.
Synlighed og debat
Det er ikke første gang, højskolens stemme efterlyses i den offentlige debat. Efterhånden synes der at være konsensus om, at fyrtårnenes æra er forbi, og den kommer ikke igen.
Højskolefolket skal finde nye måder at synliggøre sig på ud over deres egnerammer, mener Lisbeth Trinskjær:
"Vi skal tale om det på en måde, så det ikke bare bliver et spørgsmål om, hvor fyrtårnene er henne? Den debat er jeg træt af selv. Det er et fortegnet gammelt billede. Men vi skal deltage og har en forpligtelse, der rækker udover vores elever - og peger ind i samfundet."
Bør foreningen gå foran i at synliggøre skoleformen i den offentlige debat?
"Det, vi som forening samlet kan mene noget om, er mere smalt. Vi kan mene noget om dannelse, om uddannelsespolitik, vi kan mene noget om folkeskolen. Vi kan godt være med til at mene noget om meget. Men det er et mandat, vi skal hente gennem en god dialog med højskolerne."
Kan man så forvente en meget aktiv formand udadtil?
"Jeg har en ambition om at dialogen med højskolerne skal være klar og at højskolerne udadtil skal være tydelige. Mere offensive."
Omvendt citerer Trinskjær et af sine forbilleder, når hun skal sætte ord på, hvilken tilgang til verden hun selv står for:
"Jeg tror meget på det, Ghandi engang sagde, at man skal være den forandring, man gerne vil se i verden. Det en muligvis lidt banalt, men det taler til mig, fordi det er handlingsorienteret. At gøre det, man tror på," forklarer den nyvalgte formand, der også har været endog særdeles aktiv i foreningslivet. Særligt spejderne har nydt godt af Trinskjærs engagementgennem mange år. For nylig blev hun også formand for KFUK's sociale arbejde.
En samlet skoleform
Lisbeth oplever, at der er rigtig mange unge i Danmark i dag, som ville få rigtig meget ud af at gå på højskole:
"Fordi de ikke har nogen ide om, hvad de kan. Dem skal vi række ud efter. Vi har noget at give dem. De ved bare ikke, hvad det er. Nogle gange er højskolen en hemmelig kasse. Hvis man ikke finder på at løfte låget, finderman ikke ud af, hvad der er inden i. Jeg synes, vi burde løfte lidt mere pålåget."
Lisbeth Trinskjær mener, at der har været en tid, hvor det har været vigtigt at samle skoleformen. Og hun opfatter også, at den står meget samlet nu, og at overskuddet nu er der til at kigge lidtmere udad.
"Vi har brugt mange kræfter til at kigge indad - for at få skolerne til at fungere. Og så har der været et ideal om, at vi skulle skrive kæmpelange kronikker i Weekendavisen. For mange forstandere og lærere er det for omfattende - det er uoverskueligt sammen med alle de andre opgaver. Det perfekte er det godes fjende. Der ligger en masse muligheder inden for de sociale medier, som vi kan arbejde målrettet med. Det behøver ikke at kræve så meget."
"Fællesnævneren er betydeligt større, end vi lige havde forventet. Højskolepædagogisk Udviklingsprojekt (HUP) har vist, at vi er ganske ens. De værdier, vi bygger på, er i ret vid udstrækning de samme. Den bevidsthed skal vi have. Vi skal blive ved med at snakke om substansen. Men jeg kommer aldrig til at deltage i dårlig/god-højskole-debatten."
Men hvad er så egentlig kernen, eller fællesnævneren?
"Det er den demokratiske dannelse, det er medborgerskabet. Der er det, vi vil præge eleverne med. Der er det, vi gerne vil præge samfundet med. Og så er der de værdier, vi gør det på. Noget helt specielt ved højskolen er den meget respektfulde måde, vi underviser på. Vi har en meget stor respekt for individet. Det at vi ikke bedriver tankpasserpædagogik og tror på, at den enkelt har noget at byde ind med."
Om højskolerne generelt kommer til at spille en større rolle i forhold til det omgivende samfund, vil tiden vise. Lisbeth Trinskjær vil i hvert fald gøre sit til, at det kommer til at ske.
LisbethTrinskjær(F. 1969)
Formand forFolkehøjskolernes Foreningi Danmark siden juni 2014og forstander for Ubberup Højskole siden 2005.Desuden landsformand for KFUK's sociale arbejde. Har en journalistisk grunduddannelse fra 1999. Lisbeth har en bred ledelseserfaring, herunder en fortid på Danmarks Blindebibliotek, som kampagnekoordinator for Nordisk Ministerråds ungdomskampagne mod racisme, en arbejdsperiode i Zambia og som formand for De grønne pigespejdere.
Hun er gift med Michael, og sammen har de døtrene Caroline, Mathilde & Ulrikke.