Af Carsten Kolby Kristiansen
"Pas nu på," lød det advarende fra fruen her i huset, da jeg lukkede døren efter mig for at begrave mig i Ove Korsgaards netop udgivne historiefortælling Solskin for det sorte muld. "Mænds barndom bliver, når de er over 50, let mytologisk," fortsatte hun med tydeligt sigte på både Ove Korsgaard og undertegnede. Så meget desto bedre tænkte jeg, men sagde ingenting højt.
Og det er præcis, hvad Ove Korsgaard har gjort. Skrevet en på én gang historisk mættet og "mytologisk" fortælling om landbokulturens udvikling, storhed og afvikling i de seneste 200 år med afsæt i sin egen opvækst i 1940'erne og 1950'erne på en større gård i Hvidbjerg på Vestmors. Korsgaard anvender i sin fremstilling sin egen opvækst og familie med et hold forældre, han tydeligvis beundrer - ikke fordi den er enestående, men derimod fordi den er typisk.
Korsgaard-slægten spiller på linje med et meget stort antal andre bønder i det 19. og 20. århundrede en afgørende rolle i Danmarks udvikling frem mod økonomisk velfærd og demokrati. Det gjorde de ved at være fagligt dygtige landbrugere, der samtidig var dybt engagerede borgere i lokalsamfundet med engagement i gymnastikforening, brugsforening, kirke, højskole, andelsmejeri, landboforening, sogneråd osv. Det blev en blomstringskultur for Danmark, der havde Mors på forkant, ifølge Ove Korsgaard. Men nu er den slut. Den stærke og grundtvigsk farvede landbokultur afblomstrede i sidste halvdel af det 20. århundrede.
På trods af sin åbenbare kærlighed til det hjem og den kultur, han er vokset op i i Hvidbjerg, vælger Korsgaard ikke at blive i landbruget og overtage gården. Han fornemmer, at en ny tid er i gære (ungdomsoprøret og Thylejren fx), og kæmper sig med blot 7 års skolegang fra Hvidbjerg Centralskole via Askov Højskole, Livgarden og Den frie Lærerskole til at blive højskolelærer og -forstander og til sidst historieprofessor med doktordisputats og et stort forfatterskab bag sig.
historisk "mirakel"
Bogens sammenstilling af vidende og saglig historiefremstilling med forfatterens egen biografi gør bogen elementært læseværdig og dialogskabende. Ove Korsgaards lange højskoleerfaring kommer ham åbenbart til gode her. Han tillader at bringe sig selv i spil ved at anvende højskolens klassiske indirekte eller narrative metode; ved også at gøre en "myte" af det biografiske stof, han fremlægger. Som myter er en rationalistisk beskrivelse af noget, der er over al forstand, tør Korsgaard lade sin bog være en "mytologisk" fortælling om det næsten overnaturlige "mirakel" i Danmarkshistorien, som landbokulturens fremvækst, kamp og sejr var i det 19. og 20. århundrede. Hvor historien i alt for høj grad fremviser jævne mennesker som almue og ofre for historiens hjul, viser Korsgaard, hvordan danske bønder i denne epoke går fra at være historieskabte til at være historieskabende.
Ved at holde dette historiske "mirakel" op som et spejl vækker Korsgaard i den grad til eftertanke over vores egen tids historie. Samtidigt skjuler Korsgaard ikke sine egne sym- og antipatier på en lang række kultur- og samfundsområder. Det ægger undervejs i læsningen til både fryd og modsigelse.
Det er altså en fortjenstfuld bastard af en bog, der præcist og velgørende placerer sig mellem at være indholdsmættet historieskrivning, tankevækkende debatskrift og en personlig slægtskrønike, men bogen falder ikke ned mellem stolene. Den er i både den ene og anden forstand en bog til tiden; en tid, hvor vi fx i uddannelsesspørgsmål ikke har tillid til, at vi kan tænke selv, men flovt blot følger efter rigide internationale evalueringer uden at evne eller turde se, at vejen til kilden fører mod strømmen. Nej, så havde de anderledes selvtillid hjemme i Hvidbjerg på Vestmors til, at de kunne tænke og handle selv, både når det drejede sig om skole og uddannelse, politik og økonomi, moral og ansvar, produktion og ejendomsforhold.
bagud, ligeud og fremad
Men læs selv. Mange af dette blads læsere vil som jeg få en herlig tur ned ad mindernes gade. Jeg er selv blevet dejligt klogere på min barndoms ferieparadis i Karby, naboby til Korsgaards Hvidbjerg, hos mine bedsteforældre, der boede nabo til Karby Andelsmejeri, hvor Ove Korsgaards far varformand. Og i Hvidbjerg lå man i evig konkurrence med Karby. Karby var en arbejderby og uden vækkelseshistorie, og dér spillede man fodbold. I Hvidbjerg havde vækkelsen fået fodfæste, det var Venstre-land, og dér dyrkede man gymnastik. Men de var fælles om at være fulde af liv. Lokal industri, landbrug og håndværk. Butikker i hobetal. Lokale skoler og et blomstrende foreningsliv. Her kunne man bo og leve - og nyde at være barn. I dag er begge småbyer næsten tømte for fælles aktiviteter og liv.
Men i en god lang periode var det lykkeligvis anderledes. Takket være landbrugets kraftpræstationer og dominans i knap 200 år med støtte fra en god del grundtvigsk teologi, poesi og almindelig tankekraft lykkedes det folket at få hovedrollen på den danske scene. Spørgsmålet er, om det kan lykkes at fastholde den hovedrolle nu, hvor alle de bevægelser, der muliggjorde den, i det væsentligste er eroderet væk.
Men: Lad dig endelig udstyre med et par Korsgaard-briller! De giver mulighed for tydeligere og sjovere at kunne se både bagud, ligeud og fremad.