Af Thomas Aastrup Rømer
Mange tak til Lars Andreassen for et spændende bidrag til debatten om konkurrencestaten, vores generations vigtigste spørgsmål. Jeg kan ganske vist ikke helt genkende mig selv i hans beskrivelse, men er faktisk enig med ham i det meste, og det er en lejlighed for mig til at præcisere nogle forhold. Her er seks pointer:
-
Andreassen taler om Goldschmidts "snak om konkurrencestat". Det er imidlertid mere end bare "snak" efter min mening. Det er en del af et nyt dannelsesfjendsk hegemoni, altså en magtfuld organisme, i vores samfund, hvor uddannelsesidealet er reduceret til et "opportunistiske individ" uden moralsk pligt eller fælles sans. Der er heller ingen tegn på, at den "gamle dannelsestradition" vil snige sig ind af bagvejen, som Andreassen siger med henvisning til Kants historiefilosofi. Kants normative filosofi, hans oplysnings- og moralfilosofi, kan faktisk slet ikke arbejde under konkurrencestatens herredømme efter min opfattelse, ikke som denne statsidé begrebsliggøres af Ove Kaj Pedersen og hans tilhængere i al fald. Jeg er også imod sådan en brug af historiefilosofi, fordi den sætter mennesket i stå. Det bliver til "vente vente…", som jeg plejer at sige. Vi får et motto a la: "Historiens egne love vil sørge for det hele. Du skal bare finde din plads i maskineriet". Det er det modsatte motto, vi skal finde frem.
-
Idéen om, at dannelse hører sammen med velfærdsstaten og altså ikke findes i konkurrencestaten, er eksplicit formuleret i Ove Kaj Pedersens teori og ligger vist nok også i en del af Andreassens kommentarer (men ikke i alle). Men dannelse og velfærdsstat har ikke noget særligt med hinanden at gøre. Dannelsen er en del af hele vores kultur og civilisation. Derfor er den akkurat ligeså vigtig som altid, uanset statsform, selvom den selvfølgelig også tilpasser sig lidt til skiftende samfundsformationer. Men Andreassen kritiserer mig , så vidt jeg kan forstå, for at være en slags "velfærdsstatspædagog" på trods af, at jeg er helt enig med ham i hans kritik af det, han forstår som velfærdsstatspædagogik. I al fald har jeg også kritiseret de centrale distinktioner i 70'ernes og 80'ernes pædagogik.
-
Jeg er fx enig med Andreassen i, at det er vigtigt at kende til "Europas stolte kunsthistorie og få respekt for håndværk". Det er skrækkeligt tab, vi har udsat nu to generationer for, og Ny Nordisk Skole er en direkte fortsættelse af forfaldet. Jeg er også særdeles enig med ham i, at man bør lægge større vægt på historiske kundskaber, både vedrørende den franske revolution og antikken, som er Andreassens eksempler.
-
Jeg deler også hans kritik af problemerne med "frigørelsen", selvom jeg ikke synes, det skal føre til, at man opgiver frigørelsesbegrebet som sådan, men det tror jeg egentlig heller ikke, at Andreassen mener. Den friske vind fra den franske revolution skal vi ikke helt glemme, selvom den naturligvis ikke kan stå alene, som det skete for dele af reformpædagogikken, eller erobres af kærlighed til fjerne landes politiske eksperimenter, som det skete for den marxistiske pædagogik. Forholdet mellem tradition og frihed er et spændende felt for pædagogikken.
-
Jeg er også enig i, at fattigdom og migration er vigtige emner for et uddannelsessystem at forholde sig til. Men jeg tror ikke, at det blot skal konciperes som en konkurrencesituation, men det fører nok for vidt at drøfte her. Men uanset hvordan det forholder sig, så er det slet ikke den form for "konkurrence" - altså den tredje verdens "knoklen" for at få nogle af den vestlige verdens privilegier - som Ove Kaj Pedersen beskæftiger sig med. Pedersen taler kun om staternes indre og ydre økonomiske konkurrence, og solidariteten med den tredje verden nævnes slet ikke. Ja, faktisk hører "solidaritet" til den hedengangne velfærdsstat, hedder det sig. Konkurrencestatsborgerens politiske følelser er derimod knyttet til en ny form for "økonomisk patriotisme" og en "medarbejderborger", og det vil uden tvivl udvikle sig til det modsatte af solidaritet med verdens fattige og med forståelse af fattigdommens processer og vilkår i det hele taget. Ove Kaj Pedersens og Lars Goldschmidts konkurrencestat er på en måde en ny form for nationalisme - blot udennational dannelse. Og selvsamme konkurrencestat virker også kun inden for et smalt økonomisk globaliseringsbegreb - blot helt uden kosmopolitisk dannelse. Jeg synes, det skal være både-og, altså både national og kosmopolitisk dannelse, frem for hverken-eller, som er Goldschmidts begreb.
-
Andreassen slutter med at fremhæve "arbejdets nødvendighed". Det er helt i tråd med konkurrencestatsteorien, at arbejdet gøres til menneskets primære aktivitet, men hvis man ikke passer på, defineres menneskelig aktivitet for smalt. Måske er det nyttigt her at henvise til Hannah Arendts filosofi. Arendt opdeler de menneskelige aktivitetsformer i henholdsvis Labour , Work og Action . Dermed får vi pludselig to helt forskellige arbejdsbegreber, Labour og Work, og et begreb, Action, der ikke har noget med "arbejde" at gøre. Men Arendts distinktioner kan slet ikke rumstere under konkurrencestatens skjul. Hendes begreber sprænger faktisk konkurrencestaten i stumper og stykker efter min opfattelse. Endelig vil jeg sige, at Hans Jørgen Schanz, som fremhæves af Andreassen, så vidt jeg ved, er meget inspireret af netop Arendt. Og når Schanz engang sagde til Andreassen, at nødvendighed er lig fornuftens ferie, så har han måske ment, at nødvendighed er lig Labour, men at "tænkning" derimod er knyttet til politisk handlen, altså Action. Og Action og tænkning er netop defineret som brud på nødvendigheden, nemlig det, som Arendt kalder for natalitet; et begreb, der udvikles af græsk filosofi, som Andreassen ligesom jeg holder meget af og med en slags moderne grundtvigsk formulering beskriver som "tænkningens farverige børneværelse". Man kan også sige, at "det nødvendige" arbejder lidt modsatrettet hos Andreassen. På den ene side skal vi tilbage til nødvendighedens krav, og på den anden side skal vi væk fra dem og hen til "det farverige børneværelse", som er en "fri tid". Men denne modsætning er sådan set også et godt udgangspunkt for en pædagogisk refleksion, synes jeg. Et udgangspunkt som Goldschmidt, Pedersen og alle de andre slet ikke kommer i nærheden af.
Konkurrencestaten kan faktisk godt defineres som et samfund, hvor tænkningen er gået på ferie. Og det var jo også lige præcis Goldschmidts synspunkt, da han skrev, at højskolerne skal af med alle de "kontemplative", altså tænkerne, - fordi man jo ikke kan regne med, at højskolernes og samfundets grublere "accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt", som det hedder i Goldschmidts trøstesløse formuleringer.
Endelig vil jeg sige tak til Lars Andreassen for den herlige formulering: "Mens vi befinder os storartet med den gamle adelsmands privilegier, har vi det noget anstrengt med hans idealer," selvom jeg også synes, at "adelmandens idealer" står lidt uforløst i teksten, men man kan jo heller ikke få det hele med på så kort plads. Som jeg forstår det, bruger Andreassen sætningen til at rejse en mere kosmopolitisk skole med sans for kundskaber, historie, kunst og håndværk, og hvis det er rigtigt forstået, er vi enige - selvom jeg ikke tror, det kan lade sig gøre, med mindre der er et rigt og levende nationalt moment - men det er blot ikke konkurrencestatens eller den Nye Nordiske skole, tværtimod.
Læs de øvrige indlæg i debatten:
Direktør med ambitioner for højskolen - interview med Lars Goldschmidt
Konkurrencestaten og det glade vanvid - kommentar af Thomas Aastrup Rømer
Rømer og Goldschmidt er to sider af samme mønt - kommentar af Lars Andreassen
Duplik til Rømers seks præciseringer - kommentar af Lars Andreassen