Af Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole
"Et menneske er så rigt som de modsigelser, det er i stand til at rumme." Formuleringen går tilbage til religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, men jeg kender den først og fremmest som en af de kernesætninger, Niels Højlund gavmildt strøede om sig med. Niels Højlund vidste, hvad han talte om. Han var selv et menneske med mange modsigelser i sig.
Selv ville han med sin indremissionske baggrund nok have været for beskeden til at kalde sig et rigt menneske. Men det kan vi andre så passende gøre på hans vegne. Niels var en berigelse for sine omgivelser. Han var frodig og vital i sin optræden, skarp i sine synspunkter og omgav sig med et energifelt, som ikke var til at komme uden om. Det blev åbenbart for enhver, da han blev landskendt med "Højlunds forsamlingshus" på TV2. Men det havde længe været tydeligt for alle dem, der har oplevet ham. Niels var et af den slags mennesker, som det ikke er til at komme uden om.
Og når talen er om højskole, er han slet ikke til at komme uden om. Niels Højlund var mere end nogen anden den, der inkarnerede den grundtvigske højskole i det sidste halve århundrede. Yngre højskolefolk husker ham måske som redaktør af Højskolebladet i fra slutningen af 90erne, men det hele begyndte 40 år tidligere. Han gjorde i 1959 sin entré som lærer på Askov Højskole i glansperioden under forstander Knud Hansen. Her var han medlem af det legendariske dream team af højskolelærere, der bl.a. talte forfatteren Tage Skou-Hansen. Han har selv udtalt, at bedre højskole end det, der blev praktiseret i begyndelsen af tresserne på Askov, er ikke set, hverken før eller siden. Jeg er alvorlig bange for, at han har ret. Fra 1978-88 stod han selv ved roret som forstander for Ry Højskole. Her har jeg selv som lærer oplevet ham på nærmeste hold.
Som forstander var han arvtager af Knud Hansens formidable evne til at sammentænke kristendom og modernitet. I et af sine Vartov-foredrag fra 2005 leverer han en præcis karakteristik af Knud Hansen. Han kalder ham "en from mand, om end på modernitetens betingelser. Gud var for længst død for ham. Kulturguden. Borgerskabets metafysiske garant-gud. Kierkegaard og Nietzsche var det selvfølgelige udgangspunkt for hans tænkning, men samtidig var disse samme tænkere udtryk for en moderne dæmoni som det var ham alt om at gøre at bekæmpe" ("Bedre end fortjent", Gyldendal 2005 s. 76).
Hermed har Højlund også præsteret en selvkarakteristik. Det fortælles, at han sluttede sin første morgensamling som forstander på Ry Højskole med Fadervor, ligesom Knud Hansen havde for vane på Askov. Det blev for meget for Ry-lærerne, og han afstod om end modstræbende fra at fortsætte den praksis. Men i øvrigt var Højlund helt sin egen og meget mere end et Knud Hansen-klon. Helt modsat Knud Hansen, som var meget lavmælt og nedtonet i sin foredragsform - måske endda grænsende til det kedelige - var Højlund en ildsjæl på en talerstol. Han var klar i mælet, højrøstet, sprælsk og allerhelst provokerende, hvis sagen indbød til det. Kort sagt alt andet end kedelig på en talerstol.
Min debut som højskolelærer på Ry Højskole bestod i at finde nogle digte, som jeg ville læse op for eleverne på forårsholdet, der netop var ankommet. Niels havde opfordret alle lærerne til at finde digte, de gerne ville læse op. "Poetisk udspil" kaldte vi arrangementet. I det hele taget var det for ham en selvfølge, at en højskolelærer læste digte - for sin egen opbyggeligheds skyld, vel at mærke. Jeg valgte et par digte fra Rifbjergs debutsamling "Under vejr med mig selv". De udtrykker en frejdig og munter tilgang til livet - lige noget, der egner sig til unge højskoleelever, tænkte jeg strategisk. Mine kolleger bød ind med lidt af hvert, herunder selvfølgelig den næsten uundgåelige Benny Andersen. Til sidst var det Niels' tur. Han rejste sig stilfærdigt. I hænderne havde han Ole Sarvigs netop udkomne "Salmer og begyndelser til 1980'erne". Han bladrede langsomt frem til en side et godt stykke inde i bogen og kastede et blik ud over forsamlingen hen over sine smalle læsebriller. Med sin karakteristiske drævende stemme deklamerede han:
"O, Herre Gud, hav tak for livet,
for pik og kusse, glædens brønd,
hvori vi spejler fjerne himle
og finder nærhed, køn ved køn…"
Kapow! Sådan! Som man kan forestille sig, sendte Niels en mental chokbølge gennem forsamlingen. Tænk sig, at en forstander tør tage sådan nogle ord i sin mund - oven i købet i en højtidelig forsamling, og så over for nogle elever, der knap nok er kommet inden for døren. De fleste af os følte os blæst omkuld. Det hele var voldsomt overraskende og herligt befriende. Som en anden bulldozer havde Niels ryddet terrænet. Nu var der gjort plads til hvad som helst. Og frem for alt var der højt til loftet.
Ingen tvivl om, at Ole Sarvigs digt udtrykker en ydmyg fromhed, en lovsang til skaberværket. Men heller ingen tvivl om, at det var en fromhed på modernitetens betingelser. Det var ikke en KFUM-fromhed, ikke en småborgerlig bornert fromhed. Det var en frygtløs fromhed - fjernt fra enhver form for puritanisme. Valget af lige præcis det digt siger selvfølgelig meget om Niels Højlund. Sådan var han i et og alt. Han var som person from, men først og fremmest et uforfærdet menneske.
Vi er mange, der kommer til at savne Niels. Æret være hans minde!