Af Johannes Henriksen
I de glade dage før finans krisen stod danskerne på nakken af hinandenfor at lave aftaler med de billige og effektive polske håndværkere. Villakvarterernes glaserede tegl vidner endnu om 00'ernes byggeboom, som i vidt omfang blev muliggjort af billig østeuropæisk arbejdskraft. Siden har piben fået en anden lyd.
Tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) lagde for med at omtale østeuropæerne som "græshopper, der hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark". I forårets debat om børnecheck til EU-borgere beskrev V-formand Lars Løkke Rasmussen de østeuropæiske arbejdere som jordbærplukkere, der trækker penge ud af Danmark.
Den tilspidsede retorik over for østeuropæerne er ny i en dansk sammenhæng, påpeger historiker Uffe Østergård, som i mange år har beskæftiget sig med danskernes skiftende opfattelser af vores europæiske nabolande.
"I årene umiddelbart efter murens fald var Danmark faktisk et af de lande, som var mest positive over for de øst- og centraleuropæiske befolkninger. Det har ændret sig nu, især ansporet af at det indre marked for arbejdskraft er ved at indfinde sig med 40-50 års forsinkelse. Det sætter den danske model under pres, og det er det, vi aktuelt ser en reaktion imod," siger Uffe Østergård.
frit marked eller social union
Selvom retorikken er ved at løbe af sporet i den politiske appel til befolkningens utilfredshed med romaer og jordbærplukkere, så er substansen i konflikten reel nok, understreger Uffe Østergård.
"Konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed er bestemt ikke ren mytologi. Det er en udvikling, som sætter både faglærte og ufaglærte herhjemme under hårdt pres. I den forstand er der realiteter bag den stigende utilfredshed."
Den tyske kansler Angela Merkel formulerede under et besøg i Storbritannien i foråret problemstillingen præcist med sine udtalelser om, at EU ikke en social union. Det er den sondring og diskussion, man har forsømt både herhjemme og i resten af EU, mener Østergård.
"EU har med en række forordninger og domme fra EU-domstolen bevæget sig i retning af en social union uden egentlig at ville det politisk. Der har også været en tro på, at de europæi ske velfærdsmodeller ville nærme sig hinanden så meget, at der slet ikke ville være et problem. Men den proces har vist sig at være langt vanskeligere og ikke mindst mere langsommelig end først antaget blandt andet ansporet af finanskrisen."
Selvom det er østeuropæerne, som aktuelt er skydeskive for kreative generaliseringer, så hænger det ifølge Østergård først og fremmest sammen med, at det netop er fra disse lande, de største bevægelser af arbejdskraft udgår.
"I princippet kunne utilfredsheden ligeså godt være rettet mod sydeuropæere. Udfordringen består i, at de europæiske socialstater er indrettet meget forskelligt. Og at især de nordiske velfærdsrettigheder kun i princippet er universelle, men reelt indrettet efter og forbeholdt bestemte nationale grupper."
eu splittet mellem detailregulering og udenrigspolitik
Den aktuelle diplomatiske krise med Rusland og EU's vanskeligheder med at navigere i forhold til situationen i Ukraine har ikke direkte med arbejdsmarkedsproblemerne at gøre. Alligevel er den ifølge Uffe Østergård med til at udstille EU's enorme udfordringer i forhold til østudvidelsen efter murens fald.
Grundlæggende handler det om en splittelse mellem EU's succes som detailregulerende marked og fiasko som udenrigspolitisk aktør. Hvis man betragter EU som en føderation, så er den kendetegnet ved at være det præcis modsatte af den amerikanske føderation, påpeger Østergård.
"EU er meget stærkt regulerende på en lang række indre områder, men samtidig en svag koalition ud ad til, mens USA er det omvendte, nemlig en stærk koalition ud ad til, militært og udenrigspolitisk, mens de omvendt regulerer langt mindre på de enkelte staters markeder."
I forhold til situationen i Ukraine betyder det, at EU har om ikke 28 forskellige politikker, så i hvert fald 5-6 forskellige positioner, som er meget vanskelige at forene.
"Tyskland repræsenterer her en konciliatorisk, samarbejdende linje over for Rusland, som dels har historiske grunde og dels har med energipolitikken at gøre. Her over for står en række mere konfrontatoriske stater interessant nok anført af Polen og de baltiske lande, som jo kender Rusland ganske godt."
De modsatrettede interesser i forholdet til Rusland og Ukraine førte til en politik, som både var aggressiv og blev opfattet som sådan af Rusland, men som samtidig var svag og splittet.
"Vi ved fra børneopdragelse, at det er den dårligst tænkelige model: At tale højt og beslutsomt uden at mene det. Det er dér, EU er landet med den store risiko, at man kommer til at betale store summer til Ukraine uden at få nogle reformgarantier og samtidig gør russerne rasende. Og man formår slet ikke at beskytte Ukraine."
Problemet bunder i, at man valgte at lægge vægten på det regulerende og detailstyringen, som EU er gode til, men som Ukraine ikke var i stand til at leve op til. De modsatrettede interesser udstiller, at det sikkerhedspolitiske ud ad til er noget af det, EU er dårligst til at levere. Men pointen er ifølge Østergård, at det netop er de østeuropæiske lande, som kan bane vejen for en mere selvstændig og handlekraftig europæisk udenrigspolitik. Problemet er Tyskland.
"Amerikanerne har rigtigt påpeget, at Tyskland både er løsningen og problemet for Europa. Løsningen fordi de er stærke økonomisk, men problemet fordi de er svage politisk."
manglende viden
På trods af at den udenrigspolitiske dagsorden rummer et uudnyttet potentiale for EU, ikke mindst i forhold til Europas befolkninger, som i virkeligheden hellere vil have en stærk sikkerhedspolitisk koalition end massiv detailregulering, så er det ikke i den retning, udviklingen aktuelt bevæger sig.
Ganske vist vil det forestående EU-parlamentsvalg efter al sandsynlighed styrke de EU-kritiske bevægelser, som ønsker mindre regulering og et stærkere EU ud ad til. Men intet tyder på, at det vil blive omsat i konkret politik, understreger Østergård.
"Det kræver jo, at nogen formulerer det som et politisk program at gøre EU til en stærkere udenrigspolitisk aktør, og den linje kan jeg ikke få øje på. Heller ikke fra kritikere som Messerschmidt eller de nationale bevægelser i andre lande. Det tætteste, man kommer på det, er føderalisterne som belgiske Guy Verhofstadt, der også optrådte i Kiev. De vil både have mere EU på de indre linjer og mere udenrigspolitisk samarbejde. Det er en konsekvent holdning, men den har kun opbakning fra 10 % af europæere og får næppe nogen gang på jorden."
Hvis karakteren af EU-samarbejdet skal ændres grundlæggende fra detailregulering til større vægt på EU som en stærk koalition af nationalstater, er det ikke noget, som finder sted over night. Først og sidst vil det kræve en langt bedre forståelse for vores fælles europæiske historie. Den viden er stort set fraværende i dag, påpeger Uffe Østergård. En manglende viden, som ikke mindst gælder de øst- og centraleuropæiske lande.
"Polen er den bedst bevarede hemmelighed i Danmark. Det er vores næststørste naboland, som vi deler en masse historie med, men ingen ved det."
Den manglende viden hænger ifølge Østergård sammen med de store sprogforskelle og den politiske udvikling i det 20. århundrede, som det af indlysende grunde er vanskeligt at gøre så meget ved. Alligevel er tingene aktuelt ved at ændre sig, og det skyldes ikke mindst forretningsfolkene, siger Østergård.
Tusindvis af danskere driver forretning i Polen på et glimrende miks af dansk, tysk og engelsk. Det fungerer, ikke bare fordi vi har en fælles europæisk historie, men fordi vi har en fælles hverdagskultur, siger Østergård. En erfaringsbaseret udveksling, som også finder sted på universiteterne og på højskolerne.
"Erhvervslivet og uddannelsesverdenen kan hjælpe den hverdagslige og fælles kulturelle forståelse på vej. Her erfarer man, at forskellene er meget mindre, end hvis man kigger på det politiske og det sproglige. Derfor er der grund til at være optimistisk, selvom det kommer til at tage lang tid."