Af Thue Kjærhus, forstander, Rønshoved Højskole
Mini-kanon for Venstrefolk
"Folkelighed og Eksistens", "Det skjulte Norge"
Af Jørgen Bukdahl
"Nationalisme eller folke-lighed"
Af Poul Engberg
"Mefistofeles"
Af Knud Hansen
"Den etiske fordring"
Af K.E. Løgstrup
"N.F.S. Grundtvig"
Af Ove Korsgaard
"Det ensomme massemenneske"
Af David Riesman
"Demokrati og Eksistens"
Af Hans Henningsen
"Det totalitære samfundssystems oprindelse"
Af Hannah Arendt
Det grundtvigske har aldrig været tilknyttet noget enkeltstående parti. Dog har det historisk været sådan, at det Radikale Venstres og Venstres kultur har været præget af det folkelige.
Det folkelige skal forstås i modsætning til begrebet almue. Almuen kan udmærket besidde faglige kompetencer men har ikke etableret en kultur, som er holistisk, dvs. almuen er ikke bekendt med sin egen skæbne, historie og kristendom. Det er først, når de enkelte borgere bliver sig bevidste om, at de tilhører en fælles kultur, at kulturen og fællesskaberne bliver levende.
Det såkaldte moderne massesamfund består netop af en befolkning, der er individualiseret og alene er i besiddelse af borgerrettigheder (Weimarrepublikken). Et demokrati besidder formelle borgerrettigheder, hvorimod et folkestyre besidder både borgerrettigheder og det folkelige (kulturel kapital).
Det nye segment
Helt op til slutningen af 50'erne var medlemmerne af Venstre hovedsagelig agrare, og en stor del af det agrare var præget af det grundtvigske, dvs. de var formet af højskolen, den grundtvigske menighed og foreningslivet.
Venstre var således via deres medlemmer præget af et bestemt skolesyn, kirkesyn og foreningssyn samt en danskhed, der var baseret på en organismetanke, hvor det var vigtigt at være dansk/folkelig for at kunne være åben til det anderledes, det fremmede og det europæiske. Venstre var således et konservativt agrart parti med et liberalt tilsnit.
I dag er partiet overvejende liberalt og pragmatisk. Det skyldes, at Venstre er blevet et parti, hvis medlemmer og vælgere kommer fra byerne. De er fremmede for det grundtvigske. Danmarks liberale parti fik først navnet "liberal" engang i begyndelsen af 60'erne. Det skyldes, at man for at overleve som parti måtte have bybefolkningen med.
Andelen af landbrugere blev reduceret kraftigt mellem 1957 og 1967. Venstre måtte derfor finde et nyt vælgersegment. Man søgte at vinde indpas hos byvælgerne. De store byer var som noteret aldrig grundtvigske i samme omfang som på landet. Og det var ikke alle områder af landet, der var lige grundtvigske.
I 1957, da vi fik trekantsregeringen, var ca. en tredjedel af alle erhvervsaktive tilknyttet landbruget. Landbrugerne er pr. definition konservative. De var nationale, kristne og aktive i foreninger såsom Brugsen, andelsslagteriet, andelsmejeriet etc. De var dus med historien, kristendommen og dansk litteratur. Denne kultur møder man stadigvæk som foredragsholder, når man kommer i det gamle Ringkøbing Amt og i Vestjylland som sådan samt på Sydfyn og i Sønderjylland. Men kulturen er vigende for moderniteten.
Reminiscenser af det grundtvigske
I dag er det sådan, at folk har spidskompetencer og eksamensbeviser men ingen holistisk dannelse til tilværelsen. Alt dette har præget Danmarks Liberale Parti og det Radikale Venstre. Der er meget få venstrefolk og radikale, som har en holistisk tilgang til tilværelsen.
De tænker rettighedsfilosofisk, dvs. at de ikke medtænker kulturen som en afgørende faktor, som former vælgerne, partiet og befolkningen. Der er imidlertid stadig reminiscenser af det grundtvigske, og de er måske mest tydelige i Venstre og i det Radikale. Jeg tænker her på Asger Baunsbak-Jensen, Bertel Haarder, Carl Holst, Christian Jensen, Marianne Jelved og Søren Pind.
De adskiller sig afgørende fra de gængse liberale ved at være folkelige og kulturelle i deres tankesæt. For dem er Grundtvigs frihedstanker noget, der skal komplementere liberalismen og demokratiet.
Hvis man ikke kombinerer det folkelige med det liberale men udelukkende fokuserer på det liberale, så er faren for massesamfundets totalitære muligheder til stede, hvilket Hannah Arendts Det totalitære samfunds systems oprindelse og David Riesmans Det ensomme massemenneske vidner om.
Derfor er det vigtigt i Danmark, at det liberale kombineres med det grundtvigske, så man ikke ender ud i massesamfundet, sådan som Hannah Arendt og Reisman beskriver det.