Julie Melgaard Smidt
Mød Naser Khader, der holder oplæg i Højskolernes hus d. 18. k. 17.00.
Nedenstående er et uddrag fra dette nummer af Højskolebladet.
På en prædikestol i Mårum Kirke står Naser Khader og holder en utraditionel prædiken. Det er grundlovsdag 2011, og han har studeret teologi et par år. Han flirter med kristendommen, men har stadig islam i hjertet. Prædiken handler ikke om troen på Jesus. Ikke om den politik, som han er vant til at tale om. Den handler om tvivl.
Det er tre år siden nu, og han har netop færdiggjort sin teologiuddannelse på Københavns Universitet. Han har stadig ikke tænkt sig at konvertere til kristendommen, men at få lov til at prædike i en dansk folkekirke ser han som en stor tillidserklæring.
"Det er en stærk religion, der lader sådan en som mig prædike dér. Men jeg har altså ikke tænkt mig at blive præst. Jeg startede på teologi, fordi jeg ville være klogere på kristendommen, og fordi man ikke kommer uden om, at kendskab til kristendommen er væsentligt for at forstå den danske kultur," siger Naser Khader.
Vi er i ét af hans hjem. Det, der ligger her i København på en hemmelig adresse, hvor han bor sammen med dele-børnene Sofia og Hannibal. Det andet hjem ligger otte timers flyvetur herfra i Washington i nærheden af Hudson Institute, hvor han har været senior-fellow, siden han forlod Folketinget i 2011. Nu er han klar til et comeback i dansk politik - som folketingskandidat for De Konservative.
Naser Khader pendler ofte mellem de de to hjem i København og Washington, men han ser det ikke som et problem. Han forklarer, at det tværtimod holder den rastløshed, der dukker op, når han er for længe det samme sted, på afstand.
"Jeg får ikke jetlag. Man skal bare vente med at lukke øjnene, til det bliver nat, det sted man er," siger han. Foran ham på det solide træ-spisebord ligger der en stak bøger, der er brugt som researchmateriale til Naser Khaders kommende bog, "Hjertet bløder - den arabiske opløsning," som udkommer midt i april.
Demokrati er ikke nok
Den nye udgivelse beskriver optakten til Det Arabiske Forår og de kræfter, det satte i gang. Ved siden af arbejdet med bogen har han gennem teologistudiet beskæftiget sig med religion og tro og har forsøgt at finde svar, hvor videnskaben ikke har været tilstrækkelig for ham. I sine voksne år har han erfaret, at livskriser, som den han selv oplevede, da hans far døde i 1998, kan udløse en søgen efter åndelighed. Efter faderens død blev han dybt optaget af livets store spørgsmål.
"Jeg havde brug for viden, og langsomt gik det op for mig, at det demokrati, jeg elsker så højt, har sine begrænsninger. Det kan ikke besvare de store spørgsmål eller give trøst. Mennesket har simpelthen brug for det åndelige," siger han.
Efter faderens død begyndte han at fordybe sig i barndommens islam, men fandt ikke tilfredsstillende svar. Derfor blev han nysgerrig på jødedommen og kristendommen og startede på teologistudiet.
"Jeg befinder mig i en trosproces, der ikke er afsluttet. Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg er om 10 år, og jo mere religion jeg læser, jo mere i tvivl bliver jeg. Men det er kun godt, for tvivl og tro er tvillinger," siger han og rynker brynene.
"Jeg ville også finde ud af, hvad islam kan lære af den udvikling, kristendommen har været igennem. Kristendommen har jo haft blodige perioder som inkvisitionen, men den luthersk-evangeliske form har udviklet sig i en positiv retning, og det kan islam lære meget af. For islam er i krise og skal revolutioneres og gøres mere tidssvarende og tolerant."
En af de største forskelle på kristendommen og islam er ifølge Naser Khader, at Gud kommer ned til mennesket i kristendommen via Jesus og bliver ved med at være hos mennesket via Helligånden, og det gør Gud mere menneskelig.
"I islam sidder Gud jo stadig i al sin ophøjethed og kommanderer rundt med folk som en dårlig fodboldtræner, der hele tiden skælder ud, og det gør kun spillerne endnu dårligere," griner han.
Selvom han mener, at tvivl og tro hænger sammen, har teologistudiet alligevel betydet, at der er ting, han ikke tvivler på længere. Han har erkendt, at man ikke skal dokumentere det uforklarlige
"Jeg er holdt op med at diskutere, om der er en gud, og hvor han sidder. Hvis man bruger fornuften, virker det jo usandsynligt. Men man skal ikke bruge fornuften, når det kommer til tro. Jeg tror på, at der er en skaber, men at skaberen skulle være optaget af, om afstanden mellem en kvindes tørklæde og øjenbryn er to eller tre fingrer, den køber jeg ikke," siger han.
Selvom han ikke længere kræver beviser for Guds eksistens, som han gjorde, inden han startede på teologistudiet, forholder han sig stadig kritisk til den praktiserede religion men er blevet mere imødekommende i forhold til religionsdyrkelse.
"Før jeg begyndte på studiet, var jeg meget militaristisk og mente, at al religion var noget pjat. Men fordybelsen har betydet, at jeg bedre forstår religiøse mennesker, men det er ikke det samme, som at jeg accepterer det, de gør. Jeg kender alle begrundelser for kvindeomskæring, men jeg vil aldrig acceptere det. Men forståelsen gør, at jeg bedre kan diskutere det," siger han.
Andre meninger er også blevet modereret, og han har ikke længere problemer med, at muslimske kvinder bærer tørklæde.
"Tidligere var jeg helt afvisende og mente, det var kvindeundertrykkende. Men det kan jeg godt leve med nu. Den tolerance er kommet, efter jeg selv åbnede op for troen," siger han.
Han går dog stadig ind for et burka-forbud, da han insisterer på at se sine medborgeres ansigter.
Læs resten af artiklen i Højskolebladet.