Af Louis Mogensen, pædagogisk konsulent og forfatter, tidligere højskoleforstander
Engang udgav de fleste højskoler årsskrifter. For udenforstående var de ofte lidt kedelige og indforståede, men ind imellem var der til gengæld rigtig gode og lærerige artikler. Årsskrifterne forsvandt i takt med, at det blev sværere at drive højskole. Overskuddet både arbejdsmæssigt og økonomisk forsvandt. Fred med det. Nu kører det igen, og måske er det derfor, at højskolefolk igen har fattet pennen. I denne sammenhæng to højskolelærere, der beredvilligt deler ud af erfaringer, indsigt og ideer.
Det er et herligt overskudsfænomen, som man må håbe, de selv kommer til at profitere af.
Søren Møller har arbejdet 35 år på Idrætshøjskolen Aarhus og deler i bogen Højskolen - et paradoks der kan flyve beredvilligt ud af sine erfaringer og sine vurderinger af højskolen og dens muligheder. Det er især forholdet til "undervisning af bred almen karakter" (UBAK), der er på dagsordenen, og her er Møller klar i mælet. Han afviser sporten i sit isolerede univers som ligefrem fordummende. Han er tydeligvis bekymret over større og større fokus på individuel kropsudfoldelse på bekostning af de fællesskabskonstituerende idrætter. Møller er hudløst ærlig i sin vurdering af, at det kan være vanskeligt at holde UBAK-fanen højt i en skoleform, der kun eksisterer, så længe markedet og lovgivningen kan finde hinanden.
Søren Møller er ambitiøs. Han mener, at det er for uambitiøst, når højskolefolk stiller sig tilfreds med, at eleverne egentlig først kan formulere udbyttet af opholdet, når de er på afstand af det. Han ser vel gerne, at eleverne formulerer en slags samfundsmæssig afklaring og commitment, den dag de grådkvalte forlader skolen. I så fald er der et stykke vej endnu for højskolen, for de elevudsagn, Søren Møller afslutter bogen med, kommer ikke ud over elevernes begejstring for egen udvikling, og hvad fællesskaber har betydet for dem.
Bogens helt store styrke er dog dens ambitiøse tilgang og kreativitet.
Idrætshøjskolefolk kan med fordel lade sig inspirere af Møllers insisteren på at tolke tilværelsen gennem kroppen, legen og samtalen. Det gør han både nytænkende og kreativt. Andre, med mindre idrætserfaring, kan med fordel lade sig inspirere til at anvende idrættens muligheder og ikke bare lade det være et lærerfrit område, hvor tilfældet råder.
To anker har jeg til bogen. Søren Møller krydrer bogen med en lang række gode citater og bonmot'er. Desværre er der ikke konsekvens i forhold til, hvor de kommer fra. Måske er det med vilje? Den anden anke går på et blindt punkt. Hvad er det, der gør, at den kropslige tilgang kan noget helt specielt? Et lille afsnit om fx kropsfænomenologi (Merleau-Ponty) kunne have tydeliggjort, at den kropslige tilgang er anderledes end en traditionel intellektuel. Det ville kunne sikre, at både de (højskole)folk, der ukritisk er kropsorienterede og de, der slet ikke har fokus på kroppen, kunne fastholde samtalemuligheden og forsøge at være lige så ambitiøse og kreative, som Søren Møller er.
Selvudvikling fra Nørre Snede
Jesper Andersen er også ambitiøs, men hans sigte er helt anderledes. Hans bog, Kompas - selvudvikling i højskolen , handler om, at Andersen ser selvudvikling som en oplagt mulighed for fremtidens højskole. Ræsonnementet er, at vi står over for en sandsynlig katastrofe, hvor vi ødelægger verden. For Andersen er det oplagt, at vejen til en mere ansvarlig omgang med verden og hinanden går over Scharmers Teori U og arbejdet med at sanse og forstå især os selv. Via især Jungs psykoanalyse og dybdepsykologen Jes Bertelsen, der er leder af Vækstcenteret i Nørre Snede, argumenterer Andersen for, at netop arbejdet med selvindsigt er den egentlige vej til, at højskolen og dens elever kan blive en tydeligere stemme i den nødvendige udvikling.
Det er helt evident, at det er tankegangen fra Vækstcenteret i Nørre Snede, som Andersen mener bør inspirere fremtidens højskole. Det er spændende og helt reelt at mene det, og Andersen er god til at redegøre for tankegangen i ental. Der er nemlig nærmest tale om et helt koncept, som Andersen skitserer i en model, pentagrammet. Det er såmænd også i orden, selvom det ind imellem forekommer lovlig krampagtigt, som når Andersen mener, at selvudvikling egentlig går fint i spænd med Grundtvigs oplysningstanker. Dertil er der for meget "formet i fred-lér" i selvudviklingsprojektet.
Det foregår på Brandbjerg Højskole, som dog ellers ikke medvirker i bogen som hverken udgiver eller sparringspartner. Det er ærgerligt, at Andersen har nøjedes med at søge sparring hos andre fra Vækstcenteret og kun refererer til højskolefolk med formodninger om, hvad de ville have sagt. Det er ærgerligt, fordi en lang række spørgsmål trænger sig på for højskolefolk. Bl.a. om der er tale om hovedsigteundervisning eller færdighedsindlæring, når man har ni ugentlige timer i faget. Men også hvordan man håndterer forskellen på behandling og undervisning. Andersen er sikker på, at man ikke skal behandle; men hvad pokker gør man, hvis eleverne får anfægtelser, for nu at citere Grundtvigs far, da det gik fuldstændig galt for Grundtvig. Det er undertegnedes erfaring, at de lærere, der arbejder med selvudvikling, som regel kommer for sent til kaffepauserne, fordi eleverne har brug for guidning.
Trods disse betænkeligheder er Andersens bog inspirerende for enhver, der har lyst til at arbejde med selvudvikling. De øvelser, han foreslår, er velvalgte og godt beskrevet, og det er reelt, at han i bogen beskriver, hvad visionerne for faget, højskolen og fremtiden er. Så ved man, hvad man køber.
Søren Møller
Højskolen - et paradoks der kan flyve
Idrætshøjskolen Aarhus
Kan rekvireres gratis ved henvendelse til højskolen
Jesper Andersen
Kompas - selvudvikling på Højskole
Saxo Publish
212 sider, 129 kr. på saxo.com