Fortalt til Sofie Buch Hoyer, foto: Niels Nørgaard
DA JEG BLEV LÆRER på Engelsholm Højskole som 20-årig efter selv at have gået der, følte jeg ikke, at jeg havde særlig meget at sige om verden. Én ting er at skulle undervise i tegning, noget andet at skulle fortælle om noget, jeg havde på hjerte. Det var svært, kan jeg huske.
JEG ER FAKTISK FRYGTELIG GENERT, men når jeg fortæller det til eleverne eller kursisterne, tror de ikke på mig; at jeg de første mange år af mit liv var så genert, at man nærmest ikke skulle snakke til mig. Noget af det, højskolen har lært mig, er at vende mit meget stille ydre til noget meget udadvendt og eksponeret.
MENS JEG LÆSTE TIL FRISKOLELÆRER — det var, inden jeg blev underviser på Løgumkloster Højskole — havde jeg et praktikår på en efterskole i Skjern. Det var sjovt og spændende. Men jeg følte også, at jeg forpligtede mig som en slags erstatningsforælder. På det tidspunkt havde jeg ikke selv en familie, så det var lidt voldsomt at skulle være “mor” for 20 9. klasseelever.
Noget af det, højskolen har lært mig, er at vende mit meget stille ydre til noget meget udadvendt og eksponeret.
Anja Kjølby
I MIT LIV SOM HØJSKOLELÆRER er jeg gået fra at være på lige fod med eleverne aldersmæssigt til at blive en mere garvet og fortrolig underviser. En, som eleverne har lyst til at dele nogle tanker og samtaler med. Det sætter jeg stor pris på.
PÅ EN HØJSKOLE kommer eleverne af egen fri vilje. Så jeg skal ikke ud og overmotivere mit fag hele tiden. Selv om jeg nogle gange godt kan have nogen, der har valgt mit fag, fordi det var det bedste af tre onder.
ENGANG HAVDE JEG EN ELEV, der altid brokkede sig i den første halve time af undervisningen. En dag, hvor vi skulle arbejde med skraveringer, var hun ekstra sur og irriteret. Pludselig fandt hun ud af, at det var, fordi hun havde haft en lærer i første klasse, som blev ved med at sige, at hun altid skulle holde farveretningen og sørge for at fylde hele papiret ud. Så sagde jeg, at hun ikke behøvede at skravere ved bare at flytte blyanten frem og tilbage, skråt hen over papiret. Hun kunne også sætte små krydser eller kruseduller. Eller noget tredje. Så blev hun sådan helt: “Kan man det? Må jeg godt det?!” Og fra den dag blev hun mere fri, kreativ og glad i timerne.
DEN TYSKE MALER EMIL NOLDE står mit hjerte meget nær. Han er opvokset i grænselandet og ville i år være fyldt 150 år. Han passer ret godt ind i vores dansk-tyske profil her på højskolen, og jeg holder tit kurser og foredrag om ham.
JEG KAN VIRKELIG GODT LIDE BOGSTAVRIM. Når jeg sidder og skal finde på idéer til kurser, går jeg meget op i, at overskrifterne svinger sprogligt. Senere i år har vi for eksempel et kursus, der hedder “Nordisk november”. Vi har også haft “Maleriets mestre”, “Livlige Lisabon” og “Mageløse Malta”. Det er den legende tilgang til titlerne, jeg godt kan lide.
JEG ARBEJDEDE FEM ÅR SOM NATUR- OG KULTURFORMIDLER indtil starten af 2017 i et lille privat firma, der arrangerer guidede ture i Nationalpark Vadehavet. Jeg følte måske, at jeg var groet lidt fast som højskolelærer på det tidspunkt, og alle sagde, at man skal prøve noget nyt en gang i mellem.
JEG SAVNEDE HØJSKOLELIVET, kunne jeg mærke. Mødet mellem mennesker fra mange forskellige miljøer i alle aldre er jeg dybt optaget af.
Blå bog
Anja Kjølby, 46-årig vendelbo.
Lærer på Højskolen Østersøen.
Underviser i værkstedsfag og tilrettelægger korte kurser.
Uddannet ved Den frie Lærerskole i Ollerup (1998) med
hovedvægt på billedkunst.
Har tidligere undervist på Engelsholm Højskole og Løgumkloster Højskole.