Tekst: Andreas Harbsmeier Foto: Sofie Amalie Klougart
Theis Ørntoft hører til blandt tidens mest roste forfattere. En overgang var han lærer på Testrup Højskole. Nu har han skrevet en bog om at gå i hundene. Helt i hundene. Ikke socialt som manden på bænken. Men grundlæggende eksistentielt og identitetsmæssigt i hundene. Simpelthen forsvinde. Solar er titlen, og bogens hovedkarakter deler fornavn med forfatteren, Theis.
Selv om det kan være lidt vanskeligt helt at adskille de to, er Ørntoft tydeligvis ikke gået helt i hundene. Sådan ser det i hvert fald ikke ud, når han sidder her i sin toværelses lejlighed på Nørrebro og taler.
En antidannelsesroman kalder forlaget bogen. Vi har altså at gøre med en tidligere højskolelærer, der skriver en antidannelsesroman. I sig selv lovende. Solar er heller ikke ligefrem opbyggelig læsning. Hovedkarakteren befinder sig i en konstant reflekterende, stærkt kritikholdig limbo mellem selvlede og selvovervurdering på vejen mod fortabelse, isolation og identitetsmæssig deroute. Når han spadserer på Hærvejen, spiller computer eller syrer ud på et Spanienstrip tilsyneladende uden ende.
Man kan heller ikke sige, at det er en direkte opløftende oplevelse at tale med Ørntoft, når han sidder der, kigger ud af vinduet og beskriver livet som en lang opløsningstendens på vej mod døden. Som et modbillede til den klassiske dannelsesfortælling. Og så alligevel.
”Jeg har det nok sådan, at det eventyr, der ikke vender hjem igen, er en mere korrekt afspejling af, hvordan livet ser ud. Det interessante er, hvorfor næsten alle eventyr så gør det her med at vende hjem Der er en idyllisk illusion i at lade sin hovedperson vende hjem. I virkeligheden glider du langsomt hen ad transportbåndet, og til sidst dør du. Og du går i stadigt større opløsning på vejen,” siger han uden spor af ironi.
Jeg har nok det sådan, at det eventyr, der ikke vender hjem, er en mere korrekt afspejling af, hvordan livet ser ud. Der er en idyllisk illusion i at lade sin hovedperson vende hjem. I hvert fald afspejler det ikke rigtig livets gang, hvor du snarere glider langsomt hen ad transportbåndet, og du dør til sidst. Og du går i stadig større opløsning på vejen.
Theis Ørntoft
”Jeg har altid været meget optaget af entropi-begrebet. Det er en lov inden for fysikken – termodynamikkens anden lov – som foreskriver, at den orden, der er inden for et lukket system, ligeså langsomt vil forsvinde.”
”Det rum vi sidder i her,” forklarer Ørntoft og slår ud med armene i det ene af de to værelser i hans Nørrebro-lejlighed, ”den orden, der er her, vil ligeså langsomt forfalde. Plakaterne ville falde ned, Stolene og bordet vil falde sammen, og hvis jeg ikke gjorde det daglige arbejde for at opretholde en beboelig stue, så ville den simpelthen til sidst forsvinde, for det foreskriver entropiens lov. Universet går mod opløsning. Alle forskelle og al energi går mod at opløse sig selv.”
”Jeg har så været optaget af, hvad man kunne kalde social entropi. Atså tanken om at denne naturlov også regulerer det sociale felt. Hvad sker der, når det hele går i opløsning?” spørger han uden selv at svare. Han holder en længere pause i talestrømmen og ser ud af vinduet. Jeg vil vide, om Ørntoft i det hele taget har det svært med det opbyggelige.
”Vi starter også på den helt store klinge, hva?” siger Theis Ørntoft, smiler og rykker lidt rundt i stolen. Han vil hellere gribe det lidt anderledes an.
Jeg håber ikke, at kunstnere og forfattere har nogen direkte politisk indflydelse, fordi de er nogle verdensfjerne drømmere. Forstået på den måde, at vores rolle er en helt anden.
Theis Ørntoft
”Jeg – og alle mulige andre forfattere – bliver altid spurgt, om kunsten kan ændre noget. Jeg gør i hvert fald, fordi jeg har skrevet om klima. Alle interviews indeholder spørgsmålet: Tror du kunsten har en politisk dimension, kan den ændre noget? Jeg sidder altid og væver frem og tilbage, ja, måske … man kan jo aldrig vide. Men man kan jo også sige det på en anden måde: Jeg håber ikke, at kunstnere og forfattere har nogen direkte politisk indflydelse, fordi de er nogle verdensfjerne drømmere. Forstået på den måde, at vores rolle er en helt anden,” forklarer han.
”Hvis man betragter samfundet som en form for psyke, så kunne man sige at lovgiverne, politikerne er samfundets overjeg. I det billede er kunsten så det ubevidste, de niveauer af fællesskabet som ligger og processerer og bearbejder uorganiseret og mørk information, som det ikke er politikernes rolle at italesætte, det kan de slet ikke, fordi det endnu er ubearbejdet. Så måske, hvis man skal tale i opbyggelige termer, så er det, jeg gør, at deltage i det kollektivt-psykologiske arbejde som forfatter. Hvad er det menneskelige mørke?”
Er du bange for at tingene bliver for banale, hvis man har det opbyggelige som ambition?
”Nej, overhovedet ikke. Det modsatte af opbyggelighed bliver også meget hurtigt banalt, skulle jeg hilse og sige. Men årsagerne bag en bog er komplekse, og hvis vi havde mange timer, ville jeg kunne give dig måske 30 grunde til, at jeg har skrevet Solar. Og flere af de grunde ville helt sikkert kunne kaldes opbyggelige. Det er en banal observation, og alligevel bliver den ikke fremført særlig ofte: Det at sige, at kunst er opbyggelig eller ikke-opbyggelig, er jo absurd forsimplet. Værket kan være det ene og det andet på 30 forskellige niveauer. Altså er kunst noget der i sin dna er ambivalent. Når jeg skriver bogen, er det drevet af ren interesse. Det er ikke, fordi jeg vil vise en anden figur end dannelsesromanen. Der er nok bare en drift i mig efter at undersøge kaos,” siger Ørntoft.
”Men der ligger jo et interessant spørgsmål i at sige: Hvad er opbyggelighed kontra dødsdrift? Jeg kan huske, at jeg snakkede om det med en psykoanalytiker, jeg har gået hos. Jeg følte en form for skamfølelse, når jeg som højskolelærer sad til morgensamlinger og overværede, hvordan alle sang lyst og lykkeligt med på en opbyggelig morgensang. En del af mig kan slet ikke have det. Jeg sad og følte vrede og destruktionstrang …” siger Ørntoft med et slet skjult smil på læben.
”Og så spurgte jeg min psykoanalytiker: ’Hvorfor har jeg så meget foragt for det fællesskab? Hvorfor så meget dødsdrift?’ Så vendte hun den om og sagde: ’Hvad nu, hvis det er livsdrift, du føler? Hvad nu, hvis du oplever et fællesskab, som er dødt?’ Så tænkte jeg – og jeg er ellers meget selvkritisk – det har hun da ret i. Det er ikke mig, den er gal med!” fortæller Ørntoft med antydningen af triumf i stemmen.
”Det er ikke nødvendigvis dødsdrift, når man oplever en indre modstand imod idyl. Det er en længsel efter, at det hele skal op i luften, at der skal ske noget. Lad os skændes, lad os nu råbe og skrige lidt. En længsel efter større ærlighed, når det hele bliver for venligt. Det er nok bare også et spørgsmål om individuelt temperament. Hvornår når grænsen for, hvilken grad af hygge du kan relatere til?” spørger Ørntoft og kommer i tanke om i hvert fald et eksempel, der ikke kommer i nærheden af kvalmegrænsen.
”Når jeg hører eleverne synge Ingemanns Lysets engel går med glans, sidder jeg på ingen måde og tænker, ’Sikke en flok illusoriske idylfetichister.’ Slet ikke. Jeg sidder og får kuldegysninger, fordi det er så smuk og indsigtsfuld en salme, som selvfølgelig har et lyst budskab, men samtidig rummer dybe indsigter… men nogle af sangene er altså ulidelige, fordi de fortrænger al mørke fra verden. Det er jo ikke til at holde ud.”
Enkeltbillet til Mars
Tænk, at få tildelt en enkeltbillet til Mars. Tanken er foruroligende. Og fascinerende. Det var det i hvert fald for Theis Ørntoft, da han første gang læste om det hollandske Mars One-projekt. Organisationen vil i 2025 flyve 4 mennesker til Mars – på en enkeltbillet. Astronauterne skal leve og dø på den røde planet og aldrig vende tilbage til Jorden. Over 200.000 mennesker fra hele verden har ansøgt om at komme med på rumrejsen.
”Jeg fik det lidt angst, da jeg læste det,” fortæller Ørntoft.
”For jeg tænkte: De skal da hjem igen! Den figur strider imod den arketypiske figur, som man kender fra eventyrene. Hvor man drager ud og så vender man tilbage igen med en ophøjet indsigt ude fra mørket, som de kan integrere i sig selv og i det samfund, som de kom fra. Men Mars One er en lineær figur. De rejser ud i rummet og vender aldrig tilbage igen. Jeg ved ikke hvorfor, men som sagt er det fascinerende.”
Den figur er også dannelsesfortællingens modsætning. Og blev del af inspirationen til Solar, forklarer Theis Ørntoft, der ganske vist ikke selv har meldt sig til Mars One-projektet, men er draget af forestillingen om hele tiden at være på vej. Aldrig stå stille. Bevægelse er den bedste kur mod melankolien, som den britiske forfatter Bruce Chatwin bliver citeret for. Det kan Theis Ørntoft også skrive under på.
”Hvis man står stille for længe, så kommer angsten og mørket og psykosen ret hurtigt krybende. Hvis jeg holder ferie, så kommer det ret hurtigt. Efter få uger uden et projekt, så begynder det at stige op. Det er plagsomt, men på den anden side rummer det også potentialet til at gøre noget med den energi. Det er udfordringen med at have en stor mængde psykisk energi, som hele tiden skal distribueres og kanaliseres. Det er min grunderfaring. Hvis jeg ikke kan bruge min psykiske energi til noget, der binder den, så vender den sig ret hurtigt imod mig og kan blive enormt destruktiv.”
”Jeg tror det er noget i retning af en kosmisk sandhed: du kan ikke stå stille. Hvis du står stille ude i skoven, så kommer insekterne og sætter sig på dig hurtigt. Mennesket er helt essentielt nødt til at have en plan. For har det ikke det, så bliver det en del af noget andets plan. Det må være en kosmisk sandhed. Den føler jeg meget stærkt som menneske.”
Den betragtning står noget i modsætning til et af tidens mantraer om at finde indre ro og hvile i sig selv.
”Hvil i dig selv er et budskab som på ingen måde taler til mig. Hvis du sætter dig ned og gør det, så finder du jo ud af, at du ikke er nogen. Det erfaringsrum kan folk jo ikke administrere at komme i kontakt med uden at have et meget sofistikeret sprog for det,” nærmest vrænger Ørntoft.
Et intuitivt problem med fællesskaber
Forfatteren Ørntofts interesse ligger primært i det psykologiske på den ene side – og det kosmiske på den anden. Alt det ind imellem, samfund, politik interesserer ham i mindre grad. Måske derfor har han svært ved at abonnere på en allerede etableret verdensforståelse. I hvert fald ikke uden kraftige forbehold, selv om længslen er der.
”Jeg har på den ene side en længsel efter idyl, stilstand og opbyggelighed. Og så på den anden en drift imod eventyr, uendelighed, at forsvinde, mod isolation. For mig handler det meget grundlæggende om lys og mørke. Om ikke at kunne finde ro i nogen af de to verdener. Og hvad sker der så? Så jo, der er en længsel efter at træde ind i og blive i noget fælles og ordnet.”
Karakteren Theis i Solar er grundlæggende helt og aldeles alene. Selv om han indgår i relationer med andre mennesker, er det vanskeligt for ham at indgå i fællesskaber. Det deler han med sin forfatter.
”Jeg får hurtigt en distance til fællesskabet. Jeg har et intuitivt problem med fællesskaber. Jeg ved sgu ikke hvorfor. Jeg har ikke nok psykologisk indsigt til at forstå hvorfor,” siger han – og holder en pause. ”Måske har det noget med opdragelsen at gøre,” siger Ørntoft og fortsætter:
”Jeg tror jeg har et vist talent for at se fællesskaber på afstand, og vurdere dem på mere eller mindre sofistikerede måder. Det er nok et træk, mange forfattere ville kunne bekende sig, fordi man lever af at betragte. Min skrift stimuleres af at sanse min omverden, lytte til den, betragte den, og så lade alt dette sansemateriale gå i forbindelse med mine tanker. Prisen er at man kan opleve en stor afstand til andre mennesker. Og det er en figur som jeg oplever tager til med alderen, og jeg er lidt i tvivl om hvad jeg skal tænke om det. Risikoen er at bitterhed, vrede og lignende kræfter kan snige sig ind i systemet, og tror jeg aldrig er ønskeligt."
Handler det om at være ude af stand til at kunne hengive sig?
”Ja, det handler nok om at have svært ved at lade sig forføre. Hvis du er observationstypen, så kan det være svært, det kan nærmest antage en patologi, fordi du bliver overbevidst om hvilke kræfter i det sociale der er i gang med at forføre dig. Og det er ikke noget godt sted at ende, for hvis du ikke kan blive forført, så tror jeg på mange måder du er fortabt som menneske i verden.”
Der er en flugtfantasi i alle mennesker, men i sidste ende kan det ikke nytte noget at følge den. Fordi vi er en social dyreart, og vi skal administrere livet og verden sammen i fællesskab.
Theis Ørntoft
Og så er vi måske alligevel henne ved en opbyggelig pointe. Forfatteren Theis Ørntoft lader fiktionens Theis udleve den totale deroute. Udleve længslen mod flugt, isolation og selvdestruktion. Det er fantasi, der er helt grundlæggende.
”Det er selvoptaget og ensomt. Måske er det også en eksistentiel fejltagelse. Men jeg tror mine bøger er en slags eksperimenter eller psykiske laboratorier, hvor jeg kan prøve forskellige livsscenarier af, så jeg slipper for at udføre dem i virkeligheden. Lykken er i hvert fald ikke i ensomheden. Det er helt sikkert. Der er en flugtfantasi i alle mennesker, men i sidste ende kan det ikke nytte noget at følge den. Fordi vi er en social dyreart, og vi skal administrere livet og verden sammen i fællesskab. For at det ikke ender galt.”
Theis Ørntoft
Født i 1984 i Aarhus og opvokset i Alling nær ved Ry.
Læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet i et halvt år og kom derefter ind på Forfatterskolen, hvorfra han dimitterede i 2009. I 2009 udkom hans debutdigtsamling, Yeahsuiten. I 2014 udkom hans anden digtsamling, Digte 2014.
Debutromanen Solar udkom i marts i år.
Har undervist på Testrup Højskole.