Af Simon Axø, forstander på Testrup Højskole
Enhver krise er et brud. Et brud med den livsfortrolighed vi vågner op med om morgenen, bærer med os i vores daglige færden og går i seng med om aftenen. Vi bekymrer os normalt ikke om, hvorvidt verden også er der i morgen, eller om de personer, der betyder noget for os, pludselig vender os ryggen eller går bort. Netop derfor rammer krisen os, når vi oplever en omvæltning i vores liv.
Krisen er uventet og uvelkommen, fordi den med ét river tæppet væk under vores eksistensfortrolighed. Anledningerne kan være mange: dødsfald, sygdom, skilsmisse, fyring eller samfundsøkonomiske kriser. Men krisen kan også opstå uden en konkret anledning. Angst, fortvivlelse, kontingens- og endelighedserfaringer er alle grundstemninger, der opstår som følge af, at vores livsforløb ikke er fastlagt på forhånd.
Vi vil gerne have kærlighed og intimitet, men vi vil ikke give os hen og opgive friheden til at opsøge det bedre, hvis det opstår.
Simon Axø
Vores frihed og fejlbarlighed er med andre ord de subjektive årsager til kriser, men er ikke konkrete ydre begivenheder på samme måde, som en skilsmisse kan fremkalde en (identitets)krise. På et mere fundamentalt plan er tilværelsens generelle uforudsigelighed, herunder menneskets ufuldkommenhed, motoren i de kriser, der både på individ- og samfundsplan hænder os.
Brudtænkning eller sammenhængsfilosofi
I filosofiens verden findes der krisetænkere og sammenhængstænkere, men få, der sammentænker de to eksistensvilkår og opholder sig i dialektikken mellem sammenhæng og brud.
Eksempler på brudtænkere er Søren Kierkegaard, Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Georges Bataille og Roland Barthes. Eksempler på kontinuitetstænkere er antikkens kosmostænkere som Platon og Aristoteles, men også helt moderne socialfilosoffer, der opererer med muligheden for ideelt at revitalisere samfundsstrukturerne på sekulære vilkår. Eksempler på den type er Anthony Giddens, Zygmunt Bauman og Axel Honneth.
Kriser hænder simpelthen, og det er dette faktum, vi har svært ved at acceptere i vores moderne tid, hvor vi opererer med kalkuler, læringsplaner og en generel tro på, at rettidig omhu skærmer os mod eksistentielle udfald.
Simon Axø
De er alle optaget af at luge ud i årsagerne til de moderne subjekt- og samfundspatologier, men overser ofte, at ikke alle kriser er sociale eller et resultat af mangel på anerkendelse.
Kriser hænder simpelthen, og det er dette faktum, vi har svært ved at acceptere i vores moderne tid, hvor vi opererer med kalkuler, læringsplaner og en generel tro på, at rettidig omhu skærmer os mod eksistentielle udfald.
Mens Kirkegaard og eksistensfilosofien har et fænomenalt godt blik for krisens erkendelsespotentiale, har de en tendens til at bygge hele deres tænkning på krisebevidstheden. Omvendt har de moderne socialfilosoffer stor sans for de psykosociale balancer og samfundsmæssige uligheder, men har samtidig svært ved at omfavne de subjektive kriser, der simpelthen opstår, uanset hvor gode sociale trafikregler og økologiske forbedringer vi iværksætter.
Angsten for at dø forsvinder ikke, fordi vi har lært at tale om døden. Kontingens-erfaringen annulleres ikke, selvom vi gør nok så mange meningsfulde ting og gode gerninger. Det umulige i opgaven i altid at være den, man gerne vil, forsvinder ikke, selvom man læser om det, eller har fået en god opdragelse. Sorgen over at tabe en nærtstående til kræft bliver ikke mindre af, at man ved, hvilken type kræft der er tale om.
I en post-religiøs tidsalder uden metafysisk gelænder er netop accepten af krisen som eksistensvilkår svær at sluge, fordi vi ganske enkelt ikke kan adressere den. Uden størrelser som Gud, forsyn, skæbne og andre præmoderne forklaringsinstanser bliver krisen så ubekvem, at vi enten prøver at skærme os mod den eller vil kontrollere den på vores egne betingelser. Begge dele er dømt til at mislykkes.
Simon Axø
Aben flytter med, og derfor er livets uforudsigelighed både fantastisk og forbandet, og krisen er derfor et eksistensvilkår vi må besinde os på. I en post-religiøs tidsalder uden metafysisk gelænder er netop accepten af krisen som eksistensvilkår svær at sluge, fordi vi ganske enkelt ikke kan adressere den. Uden størrelser som Gud, forsyn, skæbne og andre præmoderne forklaringsinstanser bliver krisen så ubekvem, at vi enten prøver at skærme os mod den eller vil kontrollere den på vores egne betingelser. Begge dele er dømt til at mislykkes.
Illusion 1: Vi kan undgå kriser
Enhver mellemmenneskelig kontakt indebærer risikoen for at blive skuffet. Vi kan miste, blive skilt, blive gået fra, blive svigtet osv. Som Løgstrup har lært os, udstiller enhver intersubjektiv kommunikation menneskets skrøbelighed og sårbarhed, fordi vi udleverer os selv i tillidsbårne henvendelsesformer. Stadig flere imprægnerer og polstrer sig imod denne direkte udlevering, fordi den ganske enkelt er for sårbar. Vi dækker os ind bag en redigerbar profil på nettet, excellerer i halve aftaler, som vi altid kan komme ud af igen. Den uforbeholdne undskyldning er død – enhver fejl forsvares eller forklares, fordi alternativet er erkendelsen af et ufuldkomment selv, vi ikke ved, hvad vi skal stille op med.
Et andet eksempel er den stadig mere populære samlivsform, der går under navnet COLA-modellen, couples living apart. Man er kærester eller gift, men opretholder hver sin selvstændige bopæl. Så kan delebørnene besøge far uden at besøge fars nye kæreste, man skal ikke skændes om indretningen, og det senmoderne udmattede subjekt kan trække sig tilbage, når ægtefællen bliver for belastende.
Det er smart.
Men det er også et udtryk for, at vi har svært ved at give os fuldstændig hen, fordi faldet er så meget desto større, hvis forholdet går i vasken. Herregud, vi boede jo ikke engang sammen, kan man altid forklare sig med udadtil, mens nederlagserfaringen indadtil gemmes eller fortrænges over en ny uforpligtende Tinderdate.
Selvforskyldte nedbrud i vores selvfortælling er en af de største trusler mod det moderne vestlige individ, fordi vi er klar over, at forsøget på at (bort)forklare dem altid bærer selvbedraget med sig. Det selvbedrag, der fx dækker over, at ens kæreste ganske enkelt ikke elsker én længere. Der er ingen anden forklaring, og dét er det hårdeste og samtidig uforklarlige.
Simon Axø
Vi har brug for rationaliserbare forklaringer, hvis krisen udadtil skal afværges. Selvforskyldte nedbrud i vores selvfortælling er en af de største trusler mod det moderne vestlige individ, fordi vi er klar over, at forsøget på at (bort)forklare dem altid bærer selvbedraget med sig. Det selvbedrag, der fx dækker over, at ens kæreste ganske enkelt ikke elsker én længere. Der er ingen anden forklaring, og dét er det hårdeste og samtidig uforklarlige.
Vi vil gerne have kærlighed og intimitet, men vi vil ikke give os hen og opgive friheden til at opsøge det bedre, hvis det opstår. Det afværger muligvis visse kriser at være på mellemdistance, men det umuliggør også genuint tillidsbaserede og hengivenhedsprægede relationer. Det forkrøbler langsomt de opvoksende generationer, hvis ikke risiko og kontroltab accepteres som et vilkår ved enhver følelsesmæssig kontaktetablering.
Illusion 2: Det kontrollerede kontroltab kan erstatte krisen
Pudsigt nok sker der det, at det socialt imprægnerede individ med sin relations-kalkulerende adfærd og sunde krop rammes af kedsomhed og længsel efter brud med hverdagens trummerum. Vi længes nogle gange efter skibskatastrofer og pludselig død blot for at kunne mærke livet og komme tæt på negationen: døden. Men vi vil det med sikkerhedsnet under. Vi vil kontrollere kontroltabet gennem den iscenesatte grænseerfaring.
Gennem den intenderede og kemisk fremkaldte alkoholrus ved den årlige julefrokost med indlejrede selvfortabelsestraditioner, ved bungeejump, caminovandringer med gps og kort afstand til næste overnatningssted. Vi ønsker det momentane kontroltab, men med sikkerhedsline om livet. Vi vil tæt på krisen, men på vores egne betingelser. Vi vil ud af komfortzonen for at udfordre os selv, så vi kan blive mere robuste, omsorgsfulde og hele mennesker.
Jo mere socialt polstrede og ”profilerede” vi er, desto mere opsøger vi grænsesituationer, der kan bryde polstringen for en stund, og som altid indlejres i en selvbiografi, vi gerne vil gøre så spændende og attraktiv som muligt. Problemet er blot, at kontroltabet er et pseudotab, der prøver at mime en eksistentiel kriseerfaring, der aldrig kan bemestres eller forudsiges.
Krisen er ikke noget, der skal overstås eller undgås, men er derimod et eksistensvilkår, der indeholder erkendelsespotentiale, som vi ikke skal dyrke for krisens skyld, men for livets skyld.
Simon Axø
Krisen er ikke noget, der skal overstås eller undgås, men er derimod et eksistensvilkår, der indeholder erkendelsespotentiale, som vi ikke skal dyrke for krisens skyld, men for livets skyld. Den skal ikke ophøjes til eneste erkendelsesmedium, men den skal heller ikke forvaskes til noget, vi tror, vi kan opsøge og erfare ved at træde ud af komfortzonen og dirigere kontroltabet.
Højskolelivet markerer ét stort kontroltab og en gensidig selvudlevering, hvor hverken elever eller lærere kan bemestre det samvær og udbytte, der kommer ud af et dette eksperiment, hvor voksne mennesker lever og lærer sammen i en længere periode. Derfor markerer højskoleformen også både en eksistentiel og samfundsmæssig modpol til de to illusioner, og den har på dette område en fundamental opbyggelighed indlejret i sin praksis. Maskerne falder, og det redigerede selv kan højest holde stand i introdagene. Herefter rammer glæder, kriser, opture og nedture elever og lærere i ét væk. Præcis ligesom i livet, som vi ellers kender det – eller burde kende det.