Af Andreas Harbsmeier, redaktør
Da jeg læste på universitetet tilbage 00erne, lærte vi, at der groft set er tre forskellige skoler inden for tekstlæsning. Den første kan man kalde den historisk-biografiske. Den tilsiger, at en teksts sande betydning skal findes i en undersøgelse af de forhold, som teksten er blevet til under. Altså i forfatterens biografi og i den historiske situation. Den anden fokuserede på selve teksten. Her handler det om, at betydning først og fremmest skal findes inden for tekstens egne strukturer. Den sidste orienterer sig mod selve læsningen. At en teksts betydning bliver til i læsesituation, altså at betydningen først opstår i mødet mellem tekst og læser.
Det fine ved fællessang er ellers, at musikken skaber et fællesrum – men at fortolkningen er fri. Det er jo derfor, at sangene også kan give anledning til samtale – ikke til udskamning af alternative læsninger.
Andreas Harbsmeier
Debatten om ”Den danske sang er en ung blond pige” har afsløret, at den historisk-biografiske læsning i den grad dominerer. Kvinden på CBS, der følte sig ekskluderet af sangen, var simpelthen en dårlig læser, fordi hun ikke kendte til sangens baggrund – ellers ville hun have reageret anderledes. Vil du være en del af det store (og rigtige) fortolkningsfællesskab, skal du have viden og historisk indsigt. Ellers er din tolkning direkte forkert, ja sågar illegitim.
Læs også historien om Den danske sang er en ung blond pige
Det fine ved fællessang er ellers, at musikken skaber et fælles rum – men at fortolkningen er fri. Det er jo derfor, at sangene også kan give anledning til samtale – ikke til udskamning af alternative læsninger. Selvfølgelig er alle læsninger ikke lige gode, og selvfølgelig kan sangene ikke komplet afkobles fra deres historiske ophav. Men glemmer man, at betydning også sker i tekstens møde med læseren, forstummer samtalen.
Læs Jørgen Carlsen: ”Der skal være ballade om Højskolesangbogen”