Af Erik Lindsø
Vi havde i nogle år hen over køkkenbordet snakket om, at vi en dag skulle være forstanderpar et sted,” fortæller Anja Rykind-Eriksen.
Køkkenbordet var placeret i en lærerbolig på Ry Højskole, hvor Mads Rykind-Eriksen er højskolelærer. Anja læser kunsthistorie på Aarhus Universitet.
Forud har de en erfaring med sig fra Båring Højskole. Mads Rykind-Eriksen fortæller:
”I forhold til de overvejelser, vi gjorde os, da vi søgte stillingen på Rødding Højskole, havde vi oplevelsen fra Båring med. Vi vidste, hvor alvorligt det kunne være, at hvis det ikke lykkedes at løbe Rødding i gang igen, så ville vi ikke bare miste vores job, men også vores bolig, og børnene ville miste deres skole og venner. Det var præcis det, der var sket i Båring. Det havde vi alt sammen med i bagagen.”
Anja og Mads Rykind-Eriksen var begge lærere på Båring Højskole. De havde været der i fem måneder, da højskolen lukkede i foråret 2000.
Anja Rykind-Eriksen: ”Det var forfærdeligt. Vi ventede vores fjerde barn, jeg var højgravid med Eskil. Vi røg ud af vores bolig, der skulle sælges. Da er det, vi første gang får tanken om at være forstandere. Vi sidder med et andet lærerpar og diskuterer, hvordan vi sagtens selv kunne have gjort det bedre, hvis vi havde siddet ved roret. Men vi var alt for grønne.”
Mads Rykind-Eriksen: ”Det er på Båring – og i krisen på Båring – vi finder ud af, at vi er gode til at arbejde sammen, og at vi godt kunne tænke os at gøre det igen. Jeg tror jo sagtens, at Båring kunne være reddet med de rette folk. Den erfaring har vi også med i bagagen, da det nogle år senere bliver Rødding.”
Anja Rykind-Eriksen: ”Vi har altid gerne villet arbejde sammen. Vi drømte jo også om, at vi kunne blive lærere sammen på Ry Højskole, men det kunne ikke lade sig gøre.”
Anja og Mads flytter i 2000 fra Båring Højskole til Ry Højskole – efter en rundrejse i Rusland og Mellemøsten – hvor Mads bliver højskolelærer. Anja føder Eskil og beslutter at supplere sin væveuddannelse med at studere kunsthistorie på Aarhus Universitet.
Den grundtvigske gryde
Anja Rykind-Eriksen forklarer, at Mads fra fødslen faldt i den grundtvigske gryde, og at han så det som sit kald at blive forstander.
”Det gør man i Mads’ familie. Efter man har været lærer i nogle år, begynder familiemedlemmerne at spørge: ’Hvornår skal du være forstander?’ Eller: ’Skal du ikke søge den stilling, der lige er slået op?’ Der er i den familie en stor arv, man skal løfte. Og helst skal man starte en skole, det er allerbedst.”
Mads Rykind-Eriksen bekræfter det: ”Ja, i det mindste skal man blive leder på en af de store grundtvigske højskoler som Ryslinge eller Rødding. Det er rigtigt, at der ligger sådan et uudsagt forventningspres i familien – men mest af alt i mig selv.”
Mads Rykind-Eriksens morfar hedder Frede Bording (1908-1996) – en legende i den grundtvigske skoleverden. Frede Bording er født og opvokset på Ry Højskole, hvor hans far var forstander fra 1907 til 1926. Frede Bording blev højskolelærer på Rønshoved Højskole og Ollerup Højskole, inden han i 1940 sammen med svogeren Sune Andresen købte Engelsholm Slot, hvor de oprettede Engelsholm Højskole. Frede Bording drog videre til København, hvor han i 1942 starter Københavns Folkehøjskole og i 1945 også Bordings Friskole. Da Mads Rykind-Eriksen i 1976 starter som elev på Bordings Friskole, får han sin morfar som leder og lærer.
”Hvis jeg skal nævne ét menneske, der har været med til at forme mig som den, jeg er, så er det min morfar – ingen tvivl om det. Mit engagement i de frie skoler, højskolen og kampen for den, hele den grundtvigske forståelse af livet har jeg fra min morfar,” forklarer Mads Rykind-Eriksen.
Anja Rykind-Eriksen er ikke faldet i nogen grundtvigsk gryde. Hun er født og opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig som datter af en kontorassistent og en automekaniker. Hun tog til Danmark og blev mønsterbryder med lærereksamen og magisterkonferens i kunsthistorie.
”Jeg havde derfor slet ikke alle de tanker, som Mads gjorde sig, da vi besluttede, vi gerne ville være forstandere sammen. Jeg ville bare gerne væk fra Ry, jeg ville videre, og jeg sagde til Mads, at gør vi det ikke snart, så vælger jeg museumsvejen. Jeg var jo næsten færdig med kunsthistorie, og det, syntes jeg, også kunne være enormt spændende. Men jeg er jo heller ikke faldet i en grundtvigsk gryde.”
Mads Rykind-Eriksen: ”Men vi var begge tiltalt af friheden til selv at lave en skole, sætte vores eget præg på en skole, arbejde sammen på en skole. Det skulle afprøves.”
Vejen til Rødding
Mads og Anja Rykind-Eriksen mødte hinanden, da de begge var elever på Rødding Højskole i foråret 1992. Men det er ikke romantik, der spiller ind, da de søger stillingen.
Mads Rykind-Eriksen: ”Det spillede mere en rolle, at det var den første højskole. Men vi havde jo også søgt på Ryslinge Højskole, og ville de have haft os på Ryslinge, var det nok der, vi var endt. Der var så også det ved Rødding, at det var knald eller fald ... ”
Anja afbryder: ”Ja, kan man ikke starte en helt ny højskole, så må man genstarte en!”
Anja og Mads Rykind-Eriksen bliver først ansat i andet heat.
Da stillingen slås op i juni 2006, hvor højskolen søger en forstander, der skal stå for genstarten, er de blandt ansøgerne. De kommer til samtale, men vælger at trække sig. Økonomien var simpelthen for dårlig.
”Vi betingede os, at skolen havde en økonomi, der muliggjorde at løbe den i gang. Men bestyrelsen lagde kortene på bordet og sagde, at der kun var penge til fjorten dage. Så svarede vi, at de ikke engang skulle overveje at tage os, for det var for lidt,” forklarer Mads Rykind-Eriksen.
Ansøgerparret kører hjem til Ry og fortsætter med at passe deres arbejde som højskolelærer og studerende. Men et halvt år senere, den 10. januar 2007, ringer telefonen.
Mads Rykind-Eriksen fortæller: ”Det var usædvanligt sent, at telefonen ringede. Anja var gået i seng, og jeg sidder og forbereder næste dags undervisning. Det er Carl Holst, der ringer, og han siger, at Nis Gellert er stoppet, men at de har skaffet startkapitalen, som vi havde stillet som betingelse. Så nu har vi altså muligheden – om vi vil.”
”Så går jeg op til Anja i soveværelset – hun lå og slumrede – og jeg siger til hende: ’Anja, jeg har fået et telefonopkald, og hvis jeg fortæller dig, hvad jeg har snakket om, så kommer vi ikke til at sove i nat.’ ”
Anja Rykind-Eriksen: ”Så stod jeg op – og vi sov ikke hele natten.”
Mads Rykind-Eriksen: ”Siden har vi hver eneste dag haft Rødding Højskole på lystavlen. Simpelthen.”
Tvivlen
”Men vi er meget i tvivl,” siger Anja Rykind-Eriksen. Og Mads Rykind-Eriksen forklarer:
”Jeg sidder i Højskoleforeningens bestyrelse og har derfor en særlig indsigt, og det beroliger mig ikke, hvad jeg ved om Rødding. Vi får tilsendt skolens regnskab, og vi får Højskoleforeningens revisor til at se på det. Han mener, vi vil løbe tør for penge, og at det ikke vil være muligt for skolen at få en bankforbindelse.”
I efteråret 2006 stoppede Tønder Bank samarbejdet med Rødding Højskole. Det viser sig umuligt at finde en anden bank, der tør binde an med højskolen. Efter nogen tid lykkes det dog at få indledt forhandlinger med Merkur Andelskasse, som dog ikke vil engagere sig, før Nis Gellerts afløser er ansat.
Anja Rykind-Eriksen: ”Vi giver også regnskabet til Gitte Flycht, der er forretningsfører på Ry Højskole, og som vi kender rigtig godt. ’Det kan simpelthen ikke holde,’ siger hun, fordi skolen er uden statstilskud og med en milliongæld, der skal afdrages på. Selvom de kom med tre millioner i en sæk, ville pengene jo bare fosse ud af den og hurtigt være brugt. Det kan ikke lade sig gøre. Det var, hvad vi fik at vide. Alle, vi rådførte os med, sagde: Løb! Det holder ikke.”
Men med til møderne sidder også Højskoleforeningens rådgivende chefkonsulent Thor West Nielsen. Han er ekspert i højskoledrift, men han er også højskolemand, og han kender højskolehistorien og dens mange historier om, at det umuliges kunst kan lykkes, når viljen forenes med de rette folk.
Mads Rykind-Eriksen: ”Vi snakker rigtigt meget med Thor, og han siger det stik modsatte, og han har jo det der bankende højskolehjerte, som vi også har. Og så har han tillid til os.”
Anja Rykind-Eriksen: ”Ja, han siger jo rent ud: ’Det skal I gøre! Hvis nogen kan, så kan I, og jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe jer. Det kan godt lade sig gøre, men kun hvis I siger ja.’ Han fik stor betydning for vores ja.”
Mads Rykind-Eriksen: ”Ja, når vi snakker om personer, der har været afgørende for genstarten – Carl Holst, Bertel Haarder, Søren Vang Rasmussen, Søren Tang Sørensen m.fl. – så regner vi Thor West Nielsen blandt dem. Han er afgørende for vores ja, fordi han siger: ’I kan gøre det!’ Det er med hans rygstød, vi går ind i det.”
Valget
For Rødding Højskoles bestyrelse er timeglasset ved at rinde ud. Hvis den ikke kan overtale Anja og Mads Rykind-Eriksen til at tage jobbet, lukker skolen. Det er i 11. time. Økonomien taler: Der er ikke tid at slå stillingen op. De skal simpelthen overtales. Men Anja og Mads Rykind-Eriksen er i tvivl. Derfor ringer Carl Holst og inviterer dem endnu en gang.
”Han ringer og siger, at bestyrelsen synes, vi skal komme ned til en frokost, og ender det med, at vi siger nej, så vil de gerne sige ordentligt farvel over en frokost,” fortæller Anja Rykind-Eriksen. Bestyrelsen kommer, og der er dækket op hos Carl Holst. Det er den 20. januar 2007.
”De vil have os til at sige ja, det er sådan, jeg husker det. De er jo vældig flinke, men de er nogle hårde bananer at sidde sammen med. Det fik vi også bekræftet, da vi endelig kom herned,” lyder det fra Anja Rykind-Eriksen.
Det er Søren Vang Rasmussen og Søren Tang Sørensen, bestyrelsens formand og næstformand, der er de hårde bananer. Genstarten af Rødding Højskole sker i samarbejdet mellem et målrettet og selvbevidst forstanderpar og en kompetent bestyrelse, der er benhård i den økonomiske styring. Undervejs slår det gnister.
Anja og Mads Rykind-Eriksen kører hjem fra mødet. De er draget af opgaven, men de er i vildrede. Det handler også om fem børn, der skal tages ud af institutioner og skole, og om hvad skal de tage sig til, hvis det ikke går.
Det er klart Anja Rykind-Eriksen, der husker bedst:
”Vi har været til møde med dem hos Carl Holst, og vi kører hjem mod Ry. Du kan næsten ikke køre bilen, så vi kører ind på en parkeringsplads og står sammen på en mørk landevej. Du er nærmest fysisk bange.”
Mads: ”Det kan jeg godt huske. Hvad er jeg bange for?”
Anja: ”Det ved jeg jo ikke, men vi står der i mørket, og du sammenligner det med dengang, du var i Nepal med din kusine, og du var nødt til at vende om – du kunne bare ikke gå op ad de bjerge, du fik højdesyge, og det har redet dig som en mare lige siden, fordi din kusine kunne. Det er noget med din mandlige stolthed.”
Mads lytter og nikker: ”Det er den der arv – hvornår er det, den træder i kraft...?”
Anja: ”Ja, du skal præstere, og du må ikke fejle. Hvor jeg i stedet siger: ’Hvis det ikke går, så flytter vi bare op i ødegården og slikker sårene.’ Men jeg har heller ikke arvet en grundtvigsk gryde, jeg skal slæbe efter mig.”
Mads: ”Ja, det er forventningspresset – og ja, jeg bliver bange for opgaven.”
Anja: ”Og da jeg kan mærke, hvor skidt du har det, siger jeg: ’OK, hvis det er sådan, du har det, så skal vi ikke gøre det. Der er ingenting, der er det her værd. Jeg spørger dig: ’Hvad har du allermest lyst til at svare? Ja eller nej?’ Du siger: ’Nej!’ Fordi du har det sådan her. ’Det er fint,’ siger jeg, ’så siger vi, at det er sådan, det er. Du ringer og siger, at det skal vi ikke.’ ”
Afgørelsen
Dagen efter ringer Mads Rykind-Eriksen til formand Søren Vang Rasmussen og siger det, som det er, at de ikke tør binde an med opgaven.
Men nejet bliver to dage senere igen til et ja.
Anja: ”Hvad er det, der sker, Mads? Hvorfor ændrer du mening? Det er jo ikke den grundtvigske arv, der er stærk nok og gør udslaget.”
Mads: ”Nej, det er ikke arven, der forpligter. Det er det, du siger, at du står ved min side – at vi er fælles om det.”
Anja: ”Det er nemlig rigtigt. Vi har besøgt min søster, og jeg hører, hvordan du får det, da du fortæller, at vi har sagt nej. Jeg sover ikke hele natten, og da vi står op om morgenen, siger jeg: ’Det her, det er simpelthen forkert.’ Jeg ved godt, at det lyder som en bedre historie, hvis det var din arv, der forpligtede dig. Men det er mig, der siger det til dig: ’Det her, det er forkert. Vi har i flere år snakket om det hen over køkkenbordet – om alt, hvad vi ville gøre sammen på en højskole, hvis vi kunne bestemme. Rødding Højskole står tom, vi får den på et sølvfad, vi kan gøre fuldstændig, hvad vi vil, der er ingen lærere, der er ingenting. Og så har den hele historien, og det er vores gamle højskole.”
Mads: ”Ja, det er rigtigt.”
Anja: ”Og hvad er det, jeg siger?”
Mads: ”Du siger, du vil gøre alt, hvad du kan, for at det her lykkes for mig – at mit største aktiv, det er dig.”
Anja: ”Og så siger jeg, at nu går du ind og ringer du til Søren Vang og siger: ’Med risiko for at du får kaffen galt i halsen – vi har ombestemt os – vi siger ja.’ Og det gjorde du så.”
Mads: ”Ja, det var et point of no return.”
Anja Rykind-Eriksen: ”Vi er jo flyttet nogle gange, så det der med at man ikke dør af det, det tror jeg, vi havde med. Det var da ikke ønskværdigt. Men jeg tænkte: ’Hvis det ikke går i Rødding, så kan vi tage op i ødegården og krybe i ly, indtil vi finder ud af, hvad vi så skal.’ Det var altså en stor ting i mit hoved, at vi havde den sikkerhedsline.”
Mads Rykind-Eriksen: ”Det skal der ikke herske tvivl om – jeg var aldrig gået ind i det her, og jeg havde aldrig klaret det her uden Anja.”
Reception på SU
Den 22. januar 2007 faldt det endelige ja. Den 24. januar kører far og mor med fem børn ned for at se på fremtiden.
”Vi står alle syv i hjørnet nede ved Lille Fløj og kigger op på hovedbygningen. Jeg kan huske, det var småtåget, og det regnede, det var et klamt vejr. Der var ikke et eneste lys tændt. Skolen var gabende tom. Og så sagde vi til børnene: ’Det er her, vi skal ned!’” fortæller Mads Rykind-Eriksen.
”Og ungerne råbte ’åh nej!’” husker Anja Rykind-Eriksen og tilføjer: ”Mens regnen siler ned, begynder Mads at snakke om storheden i bygninger. Jeg derimod kan kun få øje på de utætte tagrender. Men det er et meget godt billede på os – jeg er praktikeren her i firmaet.”
”Rødding Højskole står tom, vi får den på et sølvfad, vi kan gøre fuldstændig, hvad vi vil, der er ingen lærere, der er ingenting. Og så har den hele historien, og det er vores gamle højskole.”
Anja Rykind-Eriksen
Fem dage senere, den 29. januar 2007, har Mads Rykind-Eriksen første arbejdsdag som forstander for Rødding Højskole. Anja og børnene flytter efter skoleårets afslutning.
Det første år får Anja og Mads Rykind-Eriksen tilsammen en forstanderløn på laveste trin, som de supplerer med Anjas SU.
Den 1. marts 2007 tiltræder Mads Rykind-Eriksen officielt, og den 2. marts er der reception. Venner, familie og højskolekolleger samt mange lokale møder op.
”Lige pludselig så vi, at der var opbakning – foredragssalen var fyldt. Det var en god velkomst, vi fik – en flot dag,” siger Mads Rykind-Eriksen
”Ja, stor og flot,” supplerer Anja Rykind-Eriksen. ”Vi sagde, at man var velkommen til at blive til aftensmad. Men køkkenet var jo ikke i gang, og skolen havde ingen penge, så vi betalte selv. Det jokede vi lidt med: ’Anjas SU gi’r aftensmaden.’ Vi fik chili con carne.”
Første arbejdsdag på en tom skole
”Det er min første arbejdsdag, jeg er hernede alene, og jeg sidder alene på kontoret. Jeg laver en kop kaffe og sidder og tænker: Hvad i himlens navn skal jeg gribe og gøre i, hvor starter vi? Mens jeg sidder der, banker det på døren, og den første, jeg tager imod som forstander, er Georg Bendix. Jeg aner ikke, hvem Georg Bendix er, men han siger: ’Hvad kan jeg hjælpe med?’ Allerede der får man sådan et vitaminskud, fordi – ok – jeg er ikke helt alene om det. Der var selvfølgelig bestyrelsen, og der var Anja osv. Men det at der kom nogen, der ville hjælpe til, det gav en tryghed.”
Sådan fortæller Mads Rykind-Eriksen om sin første arbejdsdag. Georg Bendix er højskoleveteran, han har været forstander på Båring Højskole og i mange år været ansat som højskolelærer på Rødding Højskole. Han har fra dag ét været en af støtterne for Anja og Mads Rykind-Eriksen, og da han i 2015 havde 50-års jubilæum som højskolelærer, fik han opkaldt passagen mellem kontoret og biblioteket efter sig. Et gammeldags, blåt gadeskilt fortæller, at man er i Georgs Passage.
Mads Rykind-Eriksen fortæller videre: ”Dagen efter kom Knud-Erik Therkelsen som den allerførste udefra, og som jeg kendte perifert fra Grænseforeningen, hvor han er generalsekretær. Han spørger: ’Kan vi gøre noget?’ Grænseforeningen havde allerede givet 50.000 kroner i forbindelse med den store pengeindsamling. Nu kommer han med forslag om, at vi sammen kan lave et kursus i efteråret 2007 for Grænseforeningens medlemmer.”
Knud-Erik Therkelsen ved godt, hvad det handler om, når man som forstander sidder på en tom skole. Så derfor lægger han vejen forbi. Han var den første forstander for Højskolen Østersøen i 1993, da den skulle startes op. Hans besøg bliver til et tæt samarbejde mellem Grænseforeningen og Rødding Højskole, og Grænseforeningen er en væsentlig aktør i den vellykkede genstart.
Pionerånden
Der skal arbejdes med at give skolen en profil, og der skal ansættes lærere, som man ikke i første omgang har råd til at give løn.
Mads Rykind-Eriksen: ”Vi indrykker et par avisannoncer, hvor vi inviterer til åbent hus for alle, der kunne tænke sig at blive højskolelærere og hjælpe med til at genstarte Danmarks første højskole, og vi er så heldige at få pænt med presseomtale.”
Anja og Mads Rykind-Eriksen husker det som en stor og overraskende dag, for der kom over 100, og selv om der blandt dem var, som Anja Rykind-Eriksen siger, ”en pænt stor samling af omstrejfende lykkeriddere og småmaniske fantaster,” så var det oplivende for forstanderparret, at interessen var så stor.
”De blev vist rundt, og jeg tog dem med over i foredragssalen, hvor jeg fortalte om højskolens situation og om de tanker, vi gjorde os for at genrejse den,” fortæller Mads Rykind-Eriksen.
”Vi havde en kæmpe erfaring med fra Ry Højskole, hvor der kom en ny forstander i en nedgangsperiode, og hvor de ansatte mere tænkte på at værne om deres privilegier erhvervet i opgangstider end på højskolen. På den måde kan det være svært at starte på en frisk. Men her kunne vi sige: ’Vil du have jobbet, så får du en løn svarende til en trekvart stilling, men vi forventer, at du arbejder 125 procent – det er dine ansættelsesvilkår, indtil skuden er vendt. Dit privilegium bliver, at du er med til at genrejse Rødding Højskole. Det var det, vi havde at give dem.”
De vilkår fik nogle til hurtigt at forlade drømmen om at blive højskolelærere på Rødding Højskole. Men når Anja og Mads Rykind-Eriksen ser tilbage, er de ikke i tvivl om, at det var de barske grundvilkår, der skabte den pionerånd, som de følgende 5-6 år løb Rødding Højskole i gang.
”Dem, vi fik ansat, vidste, hvad de gik ind til. De gjorde det ikke for pengene, de gjorde det ligesom vi selv, fordi de ville være med til at løfte noget, der var større end dem selv.”
Allerede inden orienteringsmødet havde Laila og Nikolaj Hygebjerg aflagt et besøg. De var lærere på Løgumkloster Højskole, men ville gerne noget nyt.
Anja Rykind-Eriksen: ”De var helt med på vilkårene, og de drømte om at være med på et pionerhold – og så havde de højskoleerfaring. Vi vidste med det samme, at dem ville vi gerne have med.”
Blandt dem, der kom til introduktionsdagen, blev der ansat tre. En af dem var Jens Horstmann. Anja og Mads Rykind-Eriksen fremhæver ham sammen med Laila og Nikolaj Hygebjerg, fordi de tre blev rygraden på pionerholdet af lærere. I mere end ti år bidrog de til opturen, inden de fandt nye græsgange.
Alt skal opfindes på ny
Der var ved genstarten, som Mads Rykind-Eriksen forklarer det, ingen traditionsoverførsel at læne sig op ad. Der var ingen på stedet til at give noget videre. Alt skulle derfor opfindes på ny.
Mads Rykind-Eriksen fortæller: ”Vi var alle sammen nye, så når vi skulle lave noget så lavpraktisk som et skema, så skulle vi jo opfinde det helt fra bunden. Men netop der kunne vi få udtrykt vores drømme om, hvad højskole skulle være; omvendt var det også et kæmpe arbejde, for hvordan skulle et skema overhovedet se ud? Bare det, syntes jeg, var helt vildt. Normalt tænker man ikke over, hvad det vil sige at være en del af en kultur. Når man er en del af en kultur, er der mange ting, der ligger indbygget – det går i arv. Det gælder også en skolekultur. Men her er ingen til at give arven videre, og derfor skulle vi tænke over alt.”
”Det er kæmpestort at huske tilbage på. Det at løbe det i gang blev ikke bare Anjas og mit projekt, men blev virkelig til et fælles projekt – med den der underliggende grundtone: Vi vil det! Det var vildt at opleve en vilje så stor blive sat i front – over alt andet,” husker Mads Rykind-Eriksen.
Det første kursus
2007 bliver for Anja og Mads Rykind-Eriksen et barsk år. Økonomien er ikke bare anstrengt, den går på line mellem lukning og fortsat drift.
”Jeg var simpelthen nødsaget til at parkere økonomien hos formand og næstformand, og der var den også i gode hænder,” fortæller Mads Rykind-Eriksen.
”Bestyrelsen viser sig virkelig at være kompetent, det er den, der med indsigt og uden vaklen holder økonomien oven vande.”
Det gav også nogle sværdslag på de hyppige bestyrelsesmøder og budgetopfølgninger. Den stramme økonomistyring betød blandt andet, at forstanderes og læreres idéer blev holdt i kort snor. Bestyrelsen var med Anja Rykind-Eriksens ord ”benhård og på økonomiens side, når vores gode idéer mødte tørre tal.”
Lærerne, der bliver ansat i foråret, kan først tiltræde fra august, og inden da skal man forsøge at få et langt kursus i gang til efteråret. Men i højskolernes fælleskatalog og i tilgængeligt materiale er Rødding Højskole markedsført som Global School med hjemmesiden www.globalschool.dk.
Mads Rykind-Eriksen: ”Der skulle ske noget, og der var i fælleskataloget nogle korte kurser, Nis Gellert havde sat i, men som ikke var planlagt. Vi får et påske- og pinsekursus planlagt, men vi har kun halvanden måned til at få påskekurset markedsført, så det må vi aflyse. Og hvad sker der? JydskeVestkysten bringer en artikel med overskriften: ’Endnu et kursus aflyst på Rødding Højskole’. Artiklen var ledsaget af et gammelt regnfuldt billede af Køreladen, hvor et hjørne var faldet af på grund af påkørsel, og det signalerede bare totalt forfald. Den regionale avis var os ikke nådig i starten, det billede brugte de i lang tid, når de skrev om os.”
Anja Rykind-Eriksen: ”Ja, og hver gang man søgte Rødding Højskole i sit søgefelt på Google, kom der lortehistorier op fra før vores tid.”
Mads Rykind-Eriksen: ”Nu stod det helt klart, at efter påskekurset var aflyst, så skulle pinsekurset for alt i verden gennemføres, vi kunne simpelthen ikke tåle at måtte aflyse én gang til. Men i ugen op til starten var der kun ganske få tilmeldte, og det stod til aflysning.”
Ret beset, så var vi måske heller ikke særligt dygtige til at lave korte kurser dengang, vi havde jo aldrig rigtigt prøvet det.
Anja Rykind-Eriksen
Anja Rykind-Eriksen: ”Men bestyrelsen tvang os til at gennemføre – og så gik bestyrelsesmedlem Peter Holst i gang med at skaffe kursister blandt venner og i lokalbefolkningen. Det havde vi det virkelig skidt med, for det var jo fuldstændig det, den tidligere forstander Annemarie Morris havde gjort. Jeg kunne slet ikke have det, så ville jeg hellere lukke, jeg ville simpelthen ikke køre en skole på den måde. Men det blev vi tvunget til. Og det var godt, at de tvang os.”
Mads Rykind-Eriksen: ”Ja, for nu kunne vi sige – efter at have gennemført det kursus – at nu er vi i gang.”
Anja Rykind-Eriksen: ”Ret beset, så var vi måske heller ikke særligt dygtige til at lave korte kurser dengang, vi havde jo aldrig rigtigt prøvet det.”
Det første elevhold efteråret 2007
Det var vigtigt for både skolens overlevelse og for selvopholdsdriften hos de ansatte, at man fik et langt kursus i gang fra efteråret 2007.
”Det var simpelthen så vigtigt, at vi kunne melde ud, at nu var vi i gang med det første lange hold, og at vi med os selv vidste, at vi var i gang med det, vi ville – lave lange kurser for unge mennesker,” forklarer Mads Rykind-Eriksen. Interviewet bliver til en samtale mellem ham og Anja.
Anja: ”Vi har endnu ikke fået færdiggjort en ny hjemmeside og et nyt logo og en masse andre ting, der skal til for at tiltrække elever.”
Mads: ”Der starter derfor kun otte elever.”
Anja: ”Ja, og hvoraf én er, hvad jeg kalder en helt almindelig, dansk højskoleelev. Han har meldt sig til på helt almindelig vis, resten er vi ude at finde selv. Bestyrelsen går også i gang og ringer rundt, og de skaffer et par stykker via kommunen.”
Mads: ”Og vi ringer til krisecentre, vi får også nogle Cirius-elever, og nogle polakker finder os.”
Anja: ”Fra et krisecenter kommer en enlig mor med fire børn, og polakkerne viser sig at opholde sig illegalt i Danmark.”
Mads: ”Og Jens Horstmann og Nikolaj Hygebjerg får lavet en flyer, som de går rundt med på strande og gågader sammen med en flaske vand, som de giver til forbipasserende.”
Anja: ”Ja, og vi vidste godt fra andre højskoler, at det ikke virkede, men man kan jo ikke holde ud at sidde på sine hænder.”
Mads: ”Kan du huske den første dag, da vi sad derovre i Røddingstuen med otte elever, og vi skulle bare derover alle sammen for at fylde mest muligt?”
Anja: ”Ja, jeg sad og krummede tæer og skammede mig og tænkte, bare der ikke kommer nogen og kigger. Det var forfærdeligt. Rundvisninger osv., jeg kunne slet ikke – den her kæmpe skole med så få elever.”
Mads: ”Jeg tænkte: Hvis bare en af de her elever forsvinder nu, så er vi for få, og så lukker vi. Vi ville simpelthen ikke kunne holde til det rent mentalt, hvis de begyndte at rejse, fordi de var så få. Skolens skæbne lå i deres hænder, sådan følte jeg det, da vi den første aften sad sammen med dem.”
Anja: ”Men de blev alle otte, og der kom nogle stykker til af samme kaliber, så vi nåede op på 15. Vi gennemførte med møje og besvær. De pjækkede og stjal, og det var frygteligt. Og lærerne var dybt frustrerede.”
Mads: ”Det var jo højtuddannede lærere, og de her elever skulle i virkeligheden have socialpædagogisk omsorg og ikke så meget undervisning. Det var helt vildt. Samtidig skulle vi skaffe elever til foråret 2008 for overhovedet at overleve. Og da kan jeg huske, at vi sidder på lærerværelset, hvor alvoren pludselig går op for vores musiklærer Rasmus.”
Anja: ”Ja, vi sidder til et møde – vi skal simpelthen skaffe elever til foråret, og vi ringer til psykiatriske afdelinger, om de ikke har nogen, der er på vej ud, som kan have godt af at komme på højskole. Så langt ude er vi. Rasmus siger så: ’Sådan nogle vil jeg ikke undervise.’ Jeg forklarer ham: ’Men vi er jo nødt til at skaffe elever.’ Så ser han helt uforstående på mig og siger: Mener du, at hvis ikke vi får dem, så lukker vi?’ Og jeg må give ham ret, at det er det, jeg mener!”
Mads: ”Da gik alvoren endelig op for ham.”
Anja: ”Men vi havde også den indstilling, at lærerne skal bare arbejde og tro på det her, og det kun er os, der skal vide, hvor slemt det står til, og der måske ikke er løn den 1. august eller 1. oktober.”
Mads: ”Men det må også med, at vi vidste, at det var op ad bakke, og hvis det var os, der drejede nøglen om på Rødding Højskole, ja så ville det være træls; men det var jo ikke andet, end hvad folk forventede. Det tog trods lidt af det pres, der hvilede på os.”
Duften af morgenluft
Rødding Højskole holder snuden oven vande i hele 2007, men uden at få statstilskud. Som Mads Rykind-Eriksen nøgternt konstaterer: ”Det er vildt at tænke på i dag, at vi gennemførte et helt år på pumperne.”
Pumperne arbejdede hårdt, og i efteråret 2007 er de på bristepunktet. Derfor kommer det som en forløsning, da den sidste brik i den store pengeindsamling den 27. oktober falder på plads, og den altafgørende finansieringsaftale med Merkur Andelskasse kom i hus. Rødding Højskole afværger den konkurs, som mere end et år havde tappet såvel de økonomiske som de psykiske og fysiske ressourcer.
Samtidig kommer man i foråret 2008 op på 31 elever, hvilket ikke mindst skyldes Grænseforeningens engagement – i 2008 har de medvirket til, at i alt 35 unge sydslesvigere deltager på et lang ophold. En hjemmeside med skolens nye profil er gået i luften i efteråret 2007 og har med Anja Rykind-Eriksens ord fået ”de første rigtige højskoleelever til at tilmelde sig.”
”Efter alt, hvad vi havde bøvlet med af psykiske og sociale tilfælde, var det befriende at modtage helt normale unge mennesker. Vi har stadigvæk kontakt til nogle af dem i dag – Niels, Charlotte og Andreas. Og vi sagde til hinanden: Det er sådan nogle vi skal have – det er dem, vi skal have flere af. Det kører den rigtige vej.”
Mads Rykind-Eriksen supplerer: ”Det lyder jo ikke af meget. I efteråret 2007 havde vi én elev, der kom af sig selv. I foråret 2008 havde vi otte. For os var det en eksplosiv stigning. Og sammen med de sydslesvigske elever og nogle Cirius-elever havde vi pludselig et volumen. Vi var jo pinligt bevidst om, at vi skulle op og have det her volumen. Når man mærker det, så kommer man ligesom over på anden luft.”
Anja Rykind-Eriksen: ”Ja, det var det, der skete. Jeg kan stadigvæk mærke fornemmelsen af, at ’det er fandme flot’. Vi vejrede morgenluft.”
Da Højskolernes fælleskatalog – hvor alle højskoler præsenterer sig selv med profil, fag og kurser – udkommer i januar 2008, præsenteres Rødding Højskole ikke længere som Global School, men som ”Rødding Højskole, en almen grundtvigsk højskole”. Her præsenter man også 31 korte kurser, som hurtigt viser sig at blive en succes.
Fra 0 årslever i 2007 kommer Rødding Højskole ud af 2008 med 54 årselever og 720.000 kroner i overskud. Tidligere højskoleforstander og forfatter m.v. Finn Slumstrup kaldte det ”en solstrålehistorie i nyere dansk højskolehistorie”.
Champagnemødet
En junidag i 2008 bliver personalet inviteret ind i forstanderboligen. Jens Horstmann fortæller, at stemningen er trykket, for de fleste tænker, at de nu får beskeden om, at skolen lukker. ”Vi vidste ikke så meget om det økonomiske, men vi vidste selvfølgelig, at vi levede livet farligt, og det kunne gå begge veje,” fortæller Jens Horstmann.
Men de bekymrede miner skifter til glædestårer.
Vi har oparbejdet 24 årselever, som betyder, at vi igen er berettiget til statstilskud. Det var euforisk. Jeg bliver helt rørt nu, og det er, selvom jeg jo har fortalt den her historie utallige gange. Det var et stort øjeblik,” fortæller Mads Rykind-Eriksen.
Anja Rykind-Eriksen nikker: ”Vi sidder rigtigt mange rundt om bordet – lærerne, køkkenet, kontoret, pedellen – og nogle begynder at tude af glæde, da vi lader champagnepropperne springe: Vi gjorde det! Vi gjorde det! 24 årslever! Det var helt vildt at se glæden hos medarbejderne. Hold kæft, det var en stor dag.”
Der bliver stille i stuen under interviewet. Ingen tvivl om, at øjeblikket er stort, og det oplevedes som et skulderklap og et vendepunkt.
”Det er jo fantastisk at mærke, at noget man kæmper så vildt hårdt for, som vi alle havde gjort, lykkes. Det var jo den der pioner-
ånd, vi kunne fejre, og den blev ligesom boostet til at tage en tur til,” siger Mads Rykind-Eriksen.
Overlevelse på de indre linjer
I 2009 skriver skolens formand Søren Vang Rasmussen en artikel i højskolens årsskrift med overskriften ”Krisen er afblæst”. Set i lyset af hvad man havde været igennem siden 2006, var overskriften på sin plads. Men på de indre linjer er der krise. Anja og Mads Rykind-Eriksen har arbejdet nonstop i to år, stort set uden ferie eller fridage. Selv jul, nytår og andre højtider er blevet fejret sammen med kursister. Krisen er heller ikke afblæst mere, end at det fortsat opleves, som om den står og lurer på, hvornår den kan slå til igen.
”Vi kan godt begynde dagen med at skille tingene ad. Det handler ikke om, hvorvidt skolen kan overleve, fordi det tror vi godt, den kan. Men vi er begyndt at kigge på hinanden: Kan vi overleve? Det var sindssygt hårdt lige der, hvor formanden afblæser krisen. Blandt andet på grund af vores privatliv. Vi får to børn med halvandet års mellemrum,” fortæller Anja Rykind-Eriksen.
”Det handler ikke om, hvorvidt skolen kan overleve, fordi det tror vi godt, den kan. Men vi er begyndt at kigge på hinanden: Kan vi overleve?
Anja Rykind-Eriksen
Ved ansættelsen havde Anja og Mads Rykind-Eriksen fem børn. I januar 2008 bliver Røskva født, og i september 2009 kommer Tøger til verden. Røskva skriger i vuggestuen de første 14 dage, hvorefter hun kommer hjem, indtil hun skal i børnehave. Det sidste år sammen med Tøger, som er kommet til.
”Jeg havde dem med overalt,” siger Anja Rykind-Eriksen.
”Og hvorfor kunne det alligevel lade sig gøre, at vi blev ved?” spørger Mads Rykind-Eriksen, og han svarer selv: ”Det kunne det, fordi Anja er benhård. Efter to dages barsel var hun fuldt kørende igen. Hun sad inde i sofaen, fordi børnene skulle ammes, og så skulle de i øvrigt passes, og dér, inde fra hjørnet af sofaen, sad hun med sin computer og styrede skolen.”
”Men jeg kører på en absolut reserve,” supplerer Anja Rykind-Eriksen. ”Jeg har en vinter derinde i sofaen, hvor jeg er helt færdig. Der er så høj sne, at jeg ikke kan komme ud med barnevognen. Helt bogstaveligt følte jeg mig låst inde her. Vi kunne jo ingenting, vi arbejdede hele tiden. Jeg, vi, vores familie – vi var ved at blive ædt op af den her skole – ædt op af Rødding Højskole. Sådan havde jeg det.”
På spørgsmålet om hvorvidt de ikke overvejede noget andet, lyder svaret: ”Ikke for alvor, og hvis vi en enkelt gang snakkede om det, kunne vi ikke komme i tanke om, hvad det andet skulle være.”
Hvorfra Anja Rykind-Eriksen får styrken, står som et ubesvaret spørgsmål. Samtidig med at hun føder børn og er forstander, sætter hun sig for at færdiggøre det universitetsstudium, hun afbrød ved ansættelsen, og i 2012 forsvarer hun sin magisterkonferens og kan titulere sig mag.art. i kunsthistorie.
Rundt om næste sving
I jubilæumsåret 2019 oplever Rødding Højskole sit bedste år siden genstarten i 2006. En fyldt forårsskole og 58 elever på efterårsskolen. Dertil 23 korte kurser, som stort set alle sammen melder udsolgt. Årselevtallet runder hundrede og overskuddet en million.
I jubilæumsåret markerer højskolen også sin status som lokalt kulturcenter med 175 offentlige arrangementer. Det er en hjertesag for Mads Rykind-Eriksen, at en højskole skal være åben og levende i sit lokalsamfund:
”Vi har fået lov at lave den skole, som vi gerne vil. Vi har lange kurser for unge mennesker og korte kurser for voksne, men den tredje målgruppe – lokalbefolkningen – må ikke glemmes. Det er virkelig en glæde, at vi har formået at åbne skolen for lokalbefolkningen, og at de kvitterer med at komme her. Der har været en kreds af mennesker fra byen, som lige fra genstarten har bakket skolen op, det har vi så bygget videre på. Denne vekselvirkning, vi har med en engageret by, er livskraft til højskolen. Det har virkelig betydning for en højskole som Rødding Højskole at have et så stort folkeligt engagement lige uden for matriklen. Det er en mærkesag for mig, som vi er lykkedes med – at en højskole ikke er noget isoleret, men skal være en aktiv medspiller i det samfund, den er omgivet af.”
"At være her, som vi har fået lov til, er også at blive en del af en meget, meget stor fortælling, som vi fejrer 175-året for i år. Det gør mig både ydmyg og stolt."
Mads Rykind-Eriksen
Det er et langt sejt træk, som Anja og Mads Rykind-Eriksen er lykkedes med.
”Egentlig kan man sige, vi har opnået, hvad vi ville – og hvad vi blev ansat til,” siger de næsten samstemmende. Det nærliggende spørgsmål er derfor, hvornår det er tid til at give stafetten videre – vel vidende at skulle svaret findes, gives det ikke her. De er også mere optaget af at snakke om opgaver, der fortsat skal løses på Rødding Højskole, end de er af at snakke om en fremtid uden for skolen. Nogle skifter job, når en opgave er løst. Andre bliver og tager en ny opgave på sig, så længe opgaverne bliver ved med at melde sig.
Efter et par timers snak om fortiden bliver Anja Rykind-Eriksen pludselig optaget af nutiden. Der har været stor udskiftning i lærerstaben, og lærerkræfter, der var med fra 2007, har fundet nyt arbejde. Det betyder, at traditionsoverførslen er presset, og det kan true enhver højskole.
”Der er jo sket det, at vi er nede i maskinrummet igen – og det føles lidt ligesom, da vi startede – fordi der er så stor udskiftning på lærerværelset. Vi kan simpelthen ikke forlade pladsen nu, hvis det var det, vi drømte om – så ville vi ikke efterlade en skole, der er i orden. Der er godt nok masser af elever, men hvis vi går nu, overlader vi til helt nye mennesker at løfte skolen. Det kan de ikke, og det kan vi ikke være bekendt at byde skolen,» siger Anja Rykind-Eriksen, og Mads Rykind-Eriksen følger op: ”Hvis vi forlod højskolen nu, risikerede vi, at skolen ville falde sammen på kort tid – og det ville jo være ubærligt. Vi har tænkt os at aflevere noget godt, der kan leve videre. Også for vores egen skyld.”
”At være her, som vi har fået lov til, er også at blive en del af en meget, meget stor fortælling, som vi fejrer 175-året for i år. Det gør mig både ydmyg og stolt – stolt, fordi det lykkedes at løbe skolen i gang igen – ydmyg, fordi vores mulighed grunder sig på det, der ligger før os – at nogen har holdt den i gang før os i så mange år. Vi har kun stafetten for en tid. Og hvornår er det tid til at give den videre? Jamen, det er det, når vi finder det bedst for Rødding Højskole,” slutter Mads Rykind-Eriksen.
Uddrag fra
Erik Lindsø: "VILJEN TIL RØDDING. Genstarten af Rødding Højskole 2006-2012. En interviewbog." 212 sider, illustreret. Pris for Højskolebladets læsere 150 kr. + porto. Købes ved henvendelse til Rødding Højskole kontor@rhskole.dk