Hvis trylleslaget svigter

Publiceret 15-01-2020

KLUMME Den magi, man kan opleve på højskole, ligger ikke i murene. Det er ikke noget, der bare sker af sig selv. Hver eneste dag knokler enhver højskole med sit værdigrundlag for at skabe de bedst mulige præmisser.

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

”Du får minder for livet.” ”Oplevelser og venner for livet.” ”Den fedeste tid i dit liv.” I ”et forførende frirum.”

Vi taler ikke sjældent om det magiske højskoleliv. Om hvordan der sker noget med en. Noget der gør, at man kan tale om, at der findes et ”før” og et ”efter”. Og vi ved, at det ofte er sådan, det er, højskolelivet. Magisk.

Vi ved, at når man mærker ens stemme falde ind imellem andre stemmer i en sang, der byder på hjertesprog, værdier og rødder – så man næsten kun knapt kan ane sin egen stemme i fællesskabet, så sker der noget særligt.

Vi ved, at når undervisningens tematik tidligere på dagen over aftensmaden bliver omdrejningspunkt for en passioneret samtale med den lærer, der satte bolden i bevægelse, og opvasketjansen eller vasketiden smuldrer, fordi man gerne vil blive i følelsen lidt endnu, så sker der noget særligt.

Og vi ved, at når man ud på de små timer i mørket betror en skrøbelig tanke til en højskoleroomie, som tager imod betroelsen så varsomt som barnet med lærkereden gør, så ved vi, at noget grundlæggende forandrer sig.

Helle Rabøl Hansen fortalte på efterårets forstandermøde landets højskoleforstandere om ”mellemrumsfællesskaber” – de fællesskaber som højskolernes elever bliver en del af, når de er på højskole.

Mellemrum, fordi højskole bliver italesat som et ”mellemrum” mellem ”det egentlige”. I overgange mellem formelle uddannelser og job eller uvished. Helle peger på, at unge ofte på højskolerne oplever, at deres liv bliver tilføjet noget af stor værdi. De taler om social dannelse, om dygtiggørelse, om at få udvidet sin horisont, om at få adgang til ”oplevelsesvariation”, de ikke møder andre steder, og ikke mindst at de hos os finder nye potentielle venner. Præcis som vi lover dem i vores kommunikation.

Men de er også generte, urolige for at blive fravalgt og bekymrede for ikke at få nære kontakter.

Behovet for at ”høre til” – deres ”longing for belonging” – er meget stærkt i en individualiseret tid. Og de har alle sammen brug for at virke, for at være og for at være vellidt…

Den magi, man kan opleve på højskole, ligger ikke i murene. Det er ikke noget, der bare sker af sig selv. Hver eneste dag knokler enhver højskole med sit værdigrundlag for at skabe de bedst mulige præmisser for, at vores elever kan træde ind i oplevelserne, i det faglige rum og i fællesskabet på vores skoler.

Kan vi risikere, at fortællingen om det lykkelige mellemrumsliv kan blive et forventningspres i sig selv? Noget vores højskoleelever tænker, de skal præstere? Noget de oplever, de har ansvaret for lykkes?

Og hvad sker der, hvis trylleslaget svigter?