Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist
En ung højskoleelev, som klarer fagene godt og deltager aktivt i det sociale liv på skolen, vælger uden varsel at afbryde opholdet og tage hjem. Bag den velfungerende facade har den unge skjult en hård indre kamp med lavt selvværd og en følelse af ikke at slå til.
”Den slags episoder er ikke ukendte på Testrup Højskole, hvor vi har mange unge fra det, man normalt vil kalde ressourcestærke familier. De har typisk klaret sig godt i gymnasiet og kommer fra hjem med veluddannede forældre, som har de rigtige bøger på hylderne. Det er unge, som har både økonomisk og kulturel kapital med hjemmefra, men kæmper en hård kamp med sig selv, som tapper dem for energi.
Samtidig er de ekstremt gode til at skjule det, så ofte opdager vi det ikke, før de unge bryder sammen,” fortæller forstander på Testrup Højskole, Simon Axø.
”De er så optaget af at lykkes som individer på alle planer og er meget bevidste om, at de skal være mere og andet end dygtige. De skal være attraktive både fagligt, socialt og i forhold til at finde en kæreste, og de lægger så meget pres på sig selv, at de reelt aldrig har fri,” uddyber han.
Simon Axø tilføjer, at de fleste unge klarer sig godt, men at gruppen af unge, som mistrives, set fra hans stol, er blevet flere, og at der er sket enforskydning, så der nu er flere unge fra såkaldt ressourcestærke hjem, der har det svært. Samme billede tegner den nyeste forskning. Udsatheden er blevet "demokratiseret" og har spredt sig til langt flere unge, hvoraf mange kommer fra middelklassen.
De er så optaget af at lykkes som individer på alle planer og er meget bevidste om, at de skal være mere og andet end dygtige. De skal være attraktive både fagligt, socialt og i forhold til at finde en kæreste, og de lægger så meget pres på sig selv, at de reelt aldrig har fri.
Simon Axø, forstander på Testrup Højskole
Flere og flere unge fra denne gruppe døjer med stress, angst og depression og føler sig pressede og usikre. Ikke kun unge, som kommer fra hjem med misbrug, sociale problemer, fattigdom og vold, er i risiko for at blive udsatte, droppe ud af uddannelsessystemet og ende i misbrug, hjemløshed og fattigdom. Det viser sig i statistikkerne, hvor antallet af unge mellem 16 og 24 år, der oplever at have et dårligt mentalt helbred, er steget fra 13 % i 2013 til over 18 % i 2017. Billedet bekræftes af fagprofessionelle af mange slags, der møder de unge. Det fortæller adjunkt Anne Görlich fra Center for Ungdomsforskning (CeFU) ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, som de seneste 7-8 år har forsket i unge og udsathed med fokus på unge, som har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Ny udsathed
”Vi hører det fra de unge selv og fra de fagprofessionelle, der møder dem – UU-vejledere, undervisere, socialrådgivere, psykologer og sagsbehandlere. De giver samstemmende et billede af, at flere unge er pressede og mistrives, og at mange af dem er unge, som ikke passer med det klassiske billede af udsathed, fordi de ikke kommer fra det, vi traditionelt opfatter som udsatte familier. Der er altså noget andet på spil, end vi kender fra den klassiske udsathed, men hvad det præcis handler om, er vi først ved at indkredse,” siger Anne Görlich med henvisning til et stort forskningsprojekt, som hun og en række kolleger på Center for Ungdomsforskning er i gang med. Projektet har til mål at afdække, hvad den ”ny udsathed” dækker over, hvordan de unge selv oplever at være i den situation, hvilke komplekse årsager der ligger bag, og hvordan den ny udsathed kan forebygges og bekæmpes.
”Forskernes bidrag og vores egen forskning giver et billede af, at unge rent faktisk er mere pressede end tidligere. Der er ikke bare tale om forkælede unge, der vil have det hele og ikke er vant til at gøre en indsats.”
Adjunkt Anne Görlich fra Center for Ungdomsforskning
”Vi følger en række unge, vi kalder ’gråzoneunge’. De ligger på kanten af udsathed og risikerer at falde ned i egentlig udsathed, for at finde ud af, hvordan de oplever situationen, og hvordan man kan hjælpe dem til at undgå at ryge ud i egentlig klassisk udsathed. Vi følger dem gennem flere år i et stort kvalitativt forskningsprojekt, og det er endnu for tidligt at konkludere noget meget håndfast. Men vi kan se nogle tendenser,” siger Anne Görlich og henviser også til en ny bog skrevet af hende selv og tre andre forskere fra CeFU, Ny udsathed i ungdomslivet – 11 forskere om den stigende mistrivsel blandt unge. I bogen interviewer forfatterne 11 forskere fra både Danmark og andre lande, som fra hver deres vinkel giver et bud på, hvad den nye udsathed blandt unge skyldes, og hvordan den kan forebygges.
”Forskernes bidrag og vores egen forskning giver et billede af, at unge rent faktisk er mere pressede end tidligere. Der er ikke bare tale om forkælede unge, der vil have det hele og ikke er vant til at gøre en indsats. Men der er heller ikke en enkelt forklaring eller en enkelt faktor, som kan udpeges som årsag til den stigende mistrivsel. Det handler om en øget acceleration, om et uddannelsessystem med øget fokus på test og præstation og med dårligere mulighed for at ’gå en omvej’ eller få nedsat kravene lidt i en periode. Det handler også om en præstations- og perfekthedskultur både på sociale medier og andre steder, som er med til at give de unge en følelse af at skulle leve op til et idealbillede af livet. Der er virkelig mange forandringer i samfundet, som spiller ind og trækker i retning af et større pres på de unge,” siger Anne Görlich og uddyber:
”Mange unge giver udtryk for, at de gerne vil have lettet presset, og at de mangler et sted, hvor de føler sig trygge og hjemme. De oplever, at toget kører, og falder de af i farten, bliver de tabere. De føler sig tynget af at skulle vælge rigtigt, og påtager sig hele ansvaret, hvis noget går galt.”
Det billede kan forstander på Testrup Højskole, Simon Axø, godt genkende: ”De unge har en plan for, hvad de skal med deres liv. De ved typisk, hvad de skal efter højskoleopholdet, og det er angstprovokerende for dem, hvis de ikke ved, præcis hvad næste skridt skal være. De tænker i karriereplaner for alle sfærer af deres liv og oplever, at deres værd er betinget af noget uden for dem selv. Ofte er deres forældre også bekymrede for, hvordan deres børn skal blive koblet af, hvis de ikke får en uddannelse, og dermed er forældrene med til at lægge et nærmest gammelborgerligt forventningspres på de unge,” siger han.
Han peger på, at de mest ressourcestærke elever ofte er dem, der kommer fra mere jævne baggrunde.
”Det kan være hjemmet med en tømrerfar og pædagogmor, som kan give børnene en forståelse af, at der er andet og mere i livet end at gå på gymnasiet, fortsætte på universitetet, gøre karriere og bosætte sig i en stor by. De unge har faktisk ofte nemmere ved at tage en høj uddannelse, hvis det er det, de ønsker, fordi de ikke føler sig så pressede. Når man er konstant presset, mister man lysten til at lære,” siger han.
Dig selv eller samfundet
Anne Görlich ser en tendens til, at man både i samfundet bredt set og blandt de unge primært forstår og taler om de unges udfordringer i diagnostiske, psykologiserende termer, som individualiserer problemerne og fjerner fokus fra de strukturelle og samfundsmæssige forandringer, som er medvirkende til at skabe mistrivsel.
”I min forskning har jeg fx fulgt en ung mand, som faldt fra flere ungdomsuddannelser, men derefter fandt en læreplads og var meget glad for, at det var lykkedes. Et års tid senere var han røget helt ud af uddannelsessystemet igen og havde det virkelig dårligt. Det viste sig, at han havde fået en rigtig dårlig læreplads med en mester, der behandlede ham rigtig dårligt. Det reagerede han på med at blive trist og modløs, og så begyndte hans venner og familie at bekymre sig for hans psykiske velbefindende og sendte ham til læge, hvor han fik bekræftet, at han var ved at udvikle en depression. Det er jo ikke nødvendigvis forkert, men tænk, hvad der mon var sket, hvis man havde kigget udad og forholdt sig til hans omgivelser og opfordret ham til at ringe til fagforeningen? Jeg mener, at vi skal finde et modsprog til den psykologiserende og diagnosticerende måde at tale om tingene på,” siger Anne Görlich.
Hun tilføjer, at mange unge giver udtryk for, at de mangler nogle at tale åbent med om deres problemer. Mange unge bruger ganske vist begreber som angst, stress og depression i flæng, men ofte på en overfladisk måde, vurderer hun.
”Antallet af unge mellem 16 og 24 år, der oplever at have et dårligt mentalt helbred, er steget fra 13 % i 2013 til over 18 % i 2017.”
Adjunkt Anne Görlich fra Center for Ungdomsforskning
”Der er helt klart brug for rum og fællesskaber, hvor de unge kan være mere ærlige omkring deres problemer. Og der er behov for rum og fællesskaber, hvor der ikke er krav om præstationer. Her kan fx højskoler være en god mulighed. Men det er ofte ikke noget, kommunerne prioriterer at bruge penge på, og derfor er det selvfølgelig begrænset, hvor mange unge der får den mulighed,” siger hun.
Simon Axø fra Testrup er enig i, at højskolerne kan være med til at danne de unge til at se andre og større perspektiver end den individualiserede præstationskultur og give dem en glæde ved livet, som bunder i glæden ved at lære et fag for fagets skyld.
”På højskolen er de fri for de evalueringsprægede præstationer. Her er det ikke frekvensen af håndsoprækningen, der afgør, om man får et spændende forløb på filosofi-, eller skrivelinjen. Men højskolen er ikke et præstationsfrit rum, for også på højskolen er de unge konstant på arbejde for at vise, at de kan, vil og er noget, og de har ofte en stærk angst for at vise sårbarhed. Der kan være 20 elever, der mistrives, men alle tror, at de er de eneste, som føler sig ensomme,” siger Simon Axø.
”Der er ingen snuptagsløsninger, for de unge reagerer på nogle politiske strukturer, som har udviklet sig gennem 50-100 år, og som gør, at vi alle forstår os selv som individer og forventer at blive behandlet som sådan. Så det er en fælles opgave at genopfinde nogle kollektive måder at forstå sig selv sammen med andre – og åbne rum for, at man kan hente sin identitet i noget, der ikke er indlejret i en præstations- og evalueringskultur. Først når man kan det, kan man få skuldrene lidt ned og begyndte at lære noget.”