Af Rasmus Elmelund
Første gang Prince Henry hørte om højskoler, var i gymnasiet. Han var elev på det nye Ørestad Gymnasium i København, som på det tidspunkt kun havde eksisteret i nogle få år og var det første papirløse gymnasium, og her havde han valgt en journalistisk retning. Som en del af undervisningen var han sammen med sin klasse ad to omgange på besøg på Krogerup Højskole i et ugelangt journalistisk forløb. Det var voldsomt inspirerende for den unge mand.
”Jeg syntes, at højskolen virkede til at tilbyde noget helt særligt,” siger han i dag. ”Man boede der sammen med forskellige mennesker fra alle steder i verden. Og selv om man havde forskellige baggrunde, var det mit indtryk, at man mødte hinanden i øjenhøjde. Så jeg håbede, at jeg en dag ville få mulighed for at prøve det.”
Jeg møder Prince Henry, der i dag er 26 år og studerer sociologi, i folkehuset Absalon på Vesterbro i København. Han ligner noget fra et fashionmagasin, han er iført moderigtigt stumpende bukser, en armygrøn T-shirt og et par brede runde briller med transparent stel.
For nylig afsluttede Prince et forløb på Roskilde Festival Højskole, som ikke gik helt som forventet. Han kalder det ”en blandet oplevelse”, som han ”absolut ikke ville have været foruden”, men som ”ikke kun har været nem.”
Læs også: Hvor meget mangfoldighed kan højskolerne rumme?
Prince Henry bor i København, og folkehuset Absalon er et af hans yndlings hæng-ud-steder i byen. Det er en tidligere kirke, der mere eller mindre stod tom, og som iværksættermilliardæren Lennart Lajboschitz for nogle år siden købte og piftede op. Her er vitterligt mange forskellige typer gæster, og mulighederne er også mange: Man kan drikke øl, fællesspise, arbejde eller spille bordtennis, hvilket Prince Henry foretrækker at gøre mindst to-tre gange om ugen. Faktisk udviste han i sin tidlige ungdom et så stort talent for at slå den lille bold over nettet, at han skulle vælge mellem gymnasiet og at gå sportens vej.
Han valgte gymnasiet. Og nu sidder han altså her i Absalon og nipper til sin varme kakao, når der ellers er hul i hans veloplagte og hurtige talestrøm.
Fra Ghana og København
I 1994 blev Prince Henry født i den ghanesiske fiskerby Cape Coast. Fire år senere kom han med sine forældre til Danmark. Henry voksede op på Ydre Østerbro i København, men da han var 10, flyttede familien, der siden også talte to yngre søstre, til Amager.
Prince betragter Cape Coast som sin hjemstavn i Ghana, men har ikke noget særlig tæt forhold til det vestafrikanske land, siger han. Landet betragter han som del af sin ”medfødte kultur og selvforståelse”, og han har mostre, onkler og barndomsvenner dernede, men først og fremmest tænker han sig selv som dansker, og Østerbro er mindst lige så meget hans hjemstavn som Cape Coast. Nok i virkeligheden mere, da det – som han siger – var på Østerbro, han tilbragte sine formative år.
Man er aldrig klar til at blive mødt som en hudfarve, det er meget skamfuldt at blive udsat for. Og jeg følte, at det fyldte mere end det menneske, jeg var.
Prince Henry
”Vi plejede at tage til Ghana hver sommer, da jeg var barn, men jeg har ikke været der i 10 år. Jeg vil gerne tilbage, men der er en slags følelsesmæssig blokade, jeg skal over. Jeg sætter spørgsmålstegn ved flere ting nu, i og med at jeg er blevet ældre,” siger han og nævner landets konservative kultur, når det for eksempel gælder behandling af kvinder og andre minoriteter, som potentielt stridspunkt.
”Som barn gjorde jeg jo bare, hvad mine forældre sagde.”
Racisme i uge 1
I den første uge af Prince Henrys forløb på højskolen i Roskilde havde han fem forskellige oplevelser med racisme. Det var meget overvældende og egentlig også overraskende for den nyslåede højskoleelev, der i sin opvækst ellers har haft mange oplevelser med racisme.
”Men jeg havde nok håbet, at det ikke skulle være sådan på en højskole,” siger han og tilføjer, at han også kender andre etniske minoriteter, der har haft lignende oplevelser på andre højskoler.
Jeg blev mødt med fordomme á la: ’Du er sort, så du kan helt sikkert synge’
Prince Henry
Han ønsker ikke at hænge nogen ud, men siger, at han både oplevede det fra ansatte, elever og elevers forældre. Det drejede sig blandt andet om diskriminerende fordomme, men også om mere alvorlige ting, som han meldte til ledelsen, og som der blev taget hånd om.
Læs også: Mangfoldighed af nød
”For nogle var jeg måske den første ikke-etniske dansker, de havde mødt. Så jeg blev mødt med fordomme á la: ’Du er sort, så du kan helt sikkert synge’ eller: ’Jeg har en anden sort ven, der kan lide de her ting, så det kan du sikkert også.’ Jeg har også oplevet at blive spurgt om tilladelse til at kalde mig ’n-ordet’.”
Var det anderledes end i folkeskolen eller på gymnasiet?
”I folkeskolen blev jeg mobbet meget, men der er eleverne jo yngre. Og Ørestad Gymnasium var en meget blandet skole, hvor folk havde forskellige baggrunde, så der var det faktisk ikke så slemt. Jeg tænker, at højskoleelever er voksne mennesker, der alle har overstået gymnasiet – derfor var jeg overrasket,” siger han.
”Man er aldrig klar til at blive mødt som en hudfarve, det er meget skamfuldt at blive udsat for. Og jeg følte, at det fyldte mere end det menneske, jeg var – jeg skulle ligesom forholde mig til andres idé om, hvordan jeg var.”
At få en sort vs. en hvid ven
Efter den første uge med de mange grænseoverskridende oplevelser valgte Prince Henry at rejse sig til aftensmaden og sige det højt. Selv om han var gået til ledelsen med nogle af oplevelserne, havde han behov for klart og tydeligt at sige fra, så alle kunne forstå, hvordan han havde det.
Men han ønskede heller ikke at være et slags omvandrende leksikon, som de andre elever kunne gå til, når de var i tvivl om, hvad de kunne tillade sig. Så han fortalte om den anmelderroste dokumentarfilm I Am Not Your Negro fra 2016, der er baseret på kulturkritikeren og borgerrettighedsforkæmperen James Baldwins ufærdige selvbiografiske manuskript, og sagde, at han ville sætte filmen på samme aften med en opfordring til alle om at komme og se med.
”Det kan føles … overvældende at skulle guide 100 mennesker, men jeg tænkte, at jeg kunne vise filmen, og så kunne de måske blive bevidste om nogle strukturer i samfundet. Det er selvfølgelig en amerikansk kontekst, men den kan alligevel godt lære os om, hvordan vi møder hinanden som mennesker, og hvordan vi tænker om hinanden og agerer sammen.”
Jeg er sort, men det er ikke alt, jeg er – det er bare en del af mig
Prince Henry
Prince Henry mærkede stor opbakning. Næsten samtlige elever mødte op og så den oscarvindende dokumentarfilm fra 2016 sammen med ham, og efterfølgende sagde flere, at det faktisk havde igangsat nye samtaler.
”Det var præcis det, jeg håbede, der kunne ske. At man ikke bare ser noget én gang og tænker: ’Nå, nu forstår jeg bedre roden til diskrimination’, men at man faktisk snakker sammen og gør hinanden bevidste og oplyste om, at vi måske har blinde punkter.”
Selv om filmaftenen havde været en succes, oplevede Prince Henry fortsat at blive forskelsbehandlet, men han fandt også ud af, at folks fordomme ikke bundede i had eller modstand, men i det, han kalder uoplysthed. Han brugte meget energi på at forklare, at det aldrig var i orden at kalde ham ”n-ordet”, og at det jo er okay, at folk fortæller deres mor, at de har fået en sort ven, men ville de også fortælle hende, at de havde fået en hvid ven?
”Jeg er sort, men det er ikke alt, jeg er – det er bare en del af mig,” siger han og slår opgivende ud med armene.
Læs også: Minoritetselevers 8 anbefalinger til en mere mangfoldig højskole
Prince afholdt senere på semestret også en morgensamling om, hvordan han i sin opvækst personligt har oplevet racisme i det offentlige rum, til jobsamtaler og den slags.
Megafon i hånden og 100 mennesker bag sig
Da højskoleeleverne kom tilbage fra coronanedlukningen, var der efter mordet på George Floyd i USA stor offentlig opmærksomhed om bevægelsen Black Lives Matter. Også i Danmark. Der var blandt andet en stor demonstration inde i København, som eleverne gerne ville deltage i, men jo ikke kunne tilslutte sig med god samvittighed på grund af smittefaren.
”På mindre end en dag arrangerede jeg og tre andre fra skolen vores egen demo. Vi fik politigodkendelse, holdt oplæg og viste videoer om racisme, og så lavede vi bannere sammen med de andre elever. Undervejs formulerede vi nogle spørgsmål, som de skulle snakke om: Hvorfor har jeg ikke tænkt på min hudfarve før? Har jeg nogensinde selv oplevet at være racistisk? Hvorfor er det svært at sige fra? Den slags. Jeg tror, man rykker sig mest, hvis man selv snakker om de her ting.”
Bare det at få adgang – at vide, at højskole er en mulighed, kræver indsigt. Det forudsætter, at man enten har været et sted, hvor højskole er noget, der er blevet talt om, eller at ens familie har anbefalet det.
Prince Henry
Prince Henry havde aldrig prøvet at lave en demo før, og pludselig fandt han sig selv midt i Roskilde med en megafon i hånden og 100 mennesker bag sig.
”Det var en kæmpe oplevelse. Jeg råbte kampråb, som de andre svarede på, og biler dyttede, folk fra gaden kom til. Det var meget følelsesladet. Både at jeg råbte de her ting, men også at mærke opbakningen fra højskoleeleverne, som jo var meget bevidst om de ting, jeg havde oplevet. Der var flere, der græd, og jeg fik efterfølgende at vide, at der var nogle i nærområdet, hvis børn havde spurgt, hvad det var for noget, og som så havde taget samtalerne med dem.”
Du sagde før, at det havde været dit indtryk, at der var mange forskellige mennesker på højskoler. Hvad tænker du om det?
”Jeg har oplevet, at folk er forskellige på en meget ens måde, lad mig sige det sådan. Der er ikke så mange minoriteter, og det gælder ikke kun race. Vi havde én transkønnet person, og så var der mig, der var sort. Det er meget homogent.”
Hvad tænker du så om højskolernes selvfortælling om at være meget mangfoldig og favne bredt og så videre?
”Jeg tænker, at det er meget teoretisk. Bare det at få adgang – at vide, at højskole er en mulighed, kræver indsigt. Det forudsætter, at man enten har været et sted, hvor højskole er noget, der er blevet talt om, eller at ens familie har anbefalet det. Og så skal man jo lige have det privilegium at kunne tage et halvt eller helt år ud af kalenderen – og i øvrigt have råd til det.”